Prøv avisen

Genforeningens pris er den eksistentielle angst

-- Ethvert land bør stræbe efter så megen lighed for alle som muligt -- om man så kalder det demokrati eller socialisme, det er for mig ligegyldigt, siger Ingo Schulze, tysk forfatter, der netop har besøgt Danmark. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Murens fald var en nødvendighed, mener den tyske forfatter Ingo Schulze, som er blevet kaldt det samlede Tysklands stemme. Men prisen har været høj. Eksistentiel angst og usund konkurrencekultur er historiens kedelige konsekvenser

I sidste uge stod en af tysk litteraturs mest succesrige forfattere, den 57-årige Ingo Schulze, på scenen i Den Sorte Diamant i København til et af Det Kongelige Biblioteks satsninger, International Forfatterscene.

Kristeligt Dagblad mødte inden arrangementet forfatteren, som især er blevet rost til skyerne for sine bøger om den tyske genforening, til en samtale om Murens fald, de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser deraf og hans nyeste bog, "Adam og Evelyn", som udkom før jul og netop handler om de historiske måneder dengang i 1989.

Ingo Schulze, hvorfor er den tyske genforening her 20 år efter de faktiske begivenheder stadig interessant at beskæftige sig med?

– Først og fremmest er det vigtigt at beskæftige sig med historiske begivenheder, fordi man som menneske med enhver ny erfaring ser anderledes på fortiden, end man gjorde, inden man fik den erfaring. Således også med den tyske genforening. Derudover har det for mig som forfatter været interessant at beskrive denne her vekslen mellem afhængighed og frihed i forhold til de to verdener, der var før og efter Murens fald, og i forhold til øst og vest.

Hvordan er dine egne øst-vest-erfaringer?

– Min kone kommer fra Bonn i det tidligere Vesttyskland, og jeg selv kommer fra Dresden i det tidligere Østtyskland. Det betyder, at vi naturligvis har forskellige erfaringer, som vi også senere kan dele med vores børn. Men for mig personligt betød en opvækst i det tidligere Østtyskland blandt andet, at jeg var 27 år (da Muren faldt, red.), inden jeg for første gang rigtigt tænkte på, at jeg havde behov for penge. Indtil da var det ikke noget, der havde bekymret mig særligt.

Var det så nogle af de omstændigheder, der var gode ved det tidligere Østtyskland?

– Noget af det gode i Østtyskland var i hvert fald, at penge ikke spillede nogen stor rolle i samfundet. Og så var der heller ikke den samme form for eksistentiel angst, som jeg har mødt efter Murens fald. Naturligvis kunne man være angst, hvis man gik og overvejede at flygte fra Østtyskland, men det var en meget konkret angst, hvor man ligesom vidste, hvilken risiko man løb, hvis man forsøgte at slippe ud. I dag lider mange af en eksistentiel angst som følge af den måde, vi indretter os på. Det handler blandt andet om den konkurrencementalitet, som er i samfundet. Den fandtes ikke rigtig i Østtyskland, hvor blandt andet alle havde samme adgang til lægehjælp og medicin. Og var man typen, som havde ambitioner om at blive noget mere end andre, så gik man ind i partiet, og det var ligesom det.

Det lyder, som om du synes, det var bedre, dengang Berlinmuren stadig stod?

– Nej, jeg er glad for, at Muren faldt – det var nødvendigt. Det var uacceptabelt, at den var der. Man må og kan ikke tvinge nogen til lykken. Jeg kan jo heller ikke spærre min kone inde og sige, at det er bedst, du bliver her hos mig, hvis nu det vitterligt ikke er det bedste for hende. Men genforeningen er kompleks, og man må prøve at forstå historien fra begge sider. Mange har da også gjort sig den erfaring, at det hele ikke var så entydigt.

Du taler om, at vi lever i et samfund, hvor der er meget konkurrence, og at det er skidt for os mennesker. Prøv at forklare det nærmere.

– Det største problem i samfundet er, at de politikere, der er valgt, altid kun har én løsning, og den handler om, at vi hele tiden må skabe mere vækst. Vi vil have mere profit og mere gevinst, og jeg synes, at det bedrøveligt for vores verden. Vi mister noget at vores leveværd, når vi hele tiden konkurrerer. I Berlin mærker jeg tydeligt, at der er meget aggression. Det kan dreje sig om min gamle mor, som fortæller, at hun bliver råbt ad, når hun går tur i parken, eller når jeg hører, at studerende gemmer bøger for hinanden, så andre ikke får glæde af dem. Og i forhold til arbejdsmarkedet mærker jeg det helt tydeligt, når folk fortæller, hvordan klimaet på deres job har ændret sig. Det er blevet mere ekstremt. Det arbejde, som tre før skulle udføre, er der nu kun én, der skal klare, og det gør i den grad folk syge.

I din seneste roman, "Adam og Evelyn", bruger du syndefaldsmyten fra Bibelen som ramme for historien. Er Murens fald et moderne syndefald?

– I Østtyskland sagde mange: "Vi vil have det hele", men uden at vi var klar over alle de kedelige konsekvenser, genforeningen også kunne få. Og da Muren så faldt, kom al kattejammeren. Pludselige kunne de tidligere uopnåelige frugter plukkes, og vi var naive, ja, selv politisk var man så umoden at sige, at om et par år vil alt være som i Vesten. Men i virkeligheden blev det for rigtig mange mennesker slutningen på deres uafhængighed, selvstændighed og arbejdsliv.

– Men jeg mener ikke, at Vesten er slem og Østen god eller omvendt. Det er mere kompliceret end som så. Enhver tid har sin egen opfattelse af synd, og jeg har som forfatter fundet gode muligheder i Bibelens mytiske begivenheder til at beskrive det, der skete i tiden omkring genforeningen. De gamle myter kan i høj grad bruges til at fortælle om os selv og til at sammenligne os med vores forfædre. Der er erfaringer, som vi som nutidige mennesker kan bruge – blot i andre livssituationer.

soegaard@kristeligt-dagblad.dk