De fleste vestlige film ligner hinanden, når det kommer til replik, skuespil og struktur. Det er der mange gode grunde til, men det velprøvede og konventionelle formsprog kan indimellem godt virke lidt kedsommeligt og lovlig generisk.
Der er dog instruktører, der vil noget andet og mere med filmkunsten, og hvis film kan fungere som en slags modgift, når man er ved at gå til i mainstreamen. Og en af de fineste af slagsen er svenske Roy Andersson, der er elsket og anerkendt for originale værker som ”Sange fra anden sal” og ”En due sad på en gren og funderede over til-værelsen”.
Nu er Andersson så klar med ”Om det uendelige”, der efter sigende bliver den 73-årige instruktørs sidste film, og her vil fans føle sig hjemme. En Scheherezade-inspireret stemme taler ind over scener, hvor mennesker har et problem eller udsættes for ét: En kvindes stilethæl knækker af, en mand forsøger at binde sin datters sko i silende regn, en præst fortæller en psykolog, at han har mistet troen og nu har tilbagevendende mareridt om sin egen korsfæstelse.
Det banale og det eksistentielle blander sig selvfølgeligt, og hvor nogle scener udspiller sig nu, er andre historiske. Som Hitler, der står i førerbunkeren under Berlin, mens russerne bomber.
Hvad der binder scenerne sammen, er op til publikum at afgøre, men det er tydeligt, at Andersson er optaget af eksistensens tyngde i såvel det store som det små, og når filmen hedder ”Om det uendelige”, kan det naturligvis henvise til universet, men også til, hvordan mennesker i al evighed må leve med smerte, ondskab og trivialiteter. Fra tandpine til nazisme til pop i radioen.
Det er typisk Andersson, og det samme kan siges om de filmiske virkemidler. Alle scener er således optaget i én fast kameraindstilling, og hvor handlingen gerne flytter sig fra ét sted i billedet til et andet. Som da en kvinde bestiller en fisk på et marked, og vi ser den omstændelige filetering af fisken, indtil en mand bagved pludselig giver sin kone en lussing.
Farveholdningen er også meget Anderssonsk og tegnes af brun, grå og beige a la Østeuropa før Murens fald. Som om nogen havde trukket al vitalitet ud af verden. Og det matte, det douce og farveflade, gælder også karakterernes tøj, der på den måde står godt til deres glædesløse, dejagtige ansigter.
Alt dette samler sig i en slags stiliserede udsnit af virkeligheden, en art socialrealistiske tableauer, hvoraf tilværelsens absurditet og ørkesløshed træder frem. Men ”Om det uendelige” har alligevel ikke den styrke og det schwung, Anderssons øvrige film har. Alle signaturerne er der, men noget mangler. Hvad det præcis er, er svært at sige. Måske er det den lakoniske humor, der er gået tabt et sted i processen. Måske er det poesien, der nok forsøges udtrykt med fortællerstemmen, og når et elskende par svæver over det sønderbombede Köln, men ikke rigtig løfter sig til andet end, ja, forsøg.
”Om det uendelige” er – desværre – lidt som karakterernes ansigter. En stivnet grimasse. Som om Andersson allerede inden filmen har sagt og gjort, hvad han skulle. Tilbage er rester, gentagelser, manerer. Et træt deja-vu. Så trænger man til et skud mainstream-modgift, findes den i langt stærkere doser i Anderssons tidligere og helt anderledes vidunderlige værker.
Hvad der binder scenerne sammen er op til publikum at afgøre, men det er tydeligt, at Andersson er optaget af eksistensens tyngde i såvel det store som det små. – Foto: fra filmen.