Som bekendt rummer Köchel-fortegnelsen over Mozarts samlede værker hele 626 numre, og det sidste i den lange række er det ufuldendte requiem, den dødsmesse, som geniet arbejdede intenst på frem til sin død i begyndelsen af december 1791.
Det er under normale omstændigheder en gribende oplevelse at høre dette timelange værk, og det er på sæt og vis forståeligt, at Copenhagen Phil har ønsket at gøre noget ekstraordinært ud af sin fremførelse af et af musikhistoriens mest ikoniske stykker. Dette havde man forsøgt at realisere ved at inddrage gruppen ”Third Ear live Podcast”, og allerede inden orkestret havde intoneret de første takter, fik man sine bange anelse bekræftet, da den ene banalitet afløste den anden. Vi fik eksempelvis at vide, at ”man kan simpelthen ikke gennemføre livet uden at dø af det”, og at døden er noget værre møg. ”Hvis man altså kan sige det sådan”, blev der tvivlende tilføjet – men sagt blev det da.
Forskellige lyseffekter skulle peppe mesterværket op – ”specialkomponerede lydskulpturer, lyddigte og lydmontager, der alle sætter fokus på den menneskelige oplevelse af dødsøjeblikket”. Der var i praksis tale om små unikke lydværker, der blev flettet sammen som små intermezzoer til Mozarts requiem. Problemet med denne fremgangsmåde er selvsagt, at nok så fiffige fiksfakserier uvægerligt blegner i sammenligning med den ægte vare: Köchel-fortegnelsens nr. 626!
Men ad mange omveje nåede man omsider frem til selve musikken, der blev spillet af et noget decimeret orkester. Det brillerede hverken ved synderlig skønklang eller dyb respekt for værkets storhed. Til gengæld havde man mobiliseret mere end 80 drengesangere fra Københavns Drengekor (i stedet for sopraner), der tog sig nydelige ud i deres matrostrøjer, plus adskillige voksne korsangere. Deres indsats løftede præstationen en smule, og chefdirigent Toshiyuki Kamioka gjorde sit bedste for at få de samlede styrker til at yde dødsmessen retfærdighed.
Han er en elegant og såre spektakulær maestro, men savner i nogen grad tyngde i sin fortolkning – i hvert fald når man sammenligner med de mange koryfæer, der har taget livtag med denne dødsensalvorlige milesten i musikhistorien. En indspilning med Bruno Walter fra 1956 tager nok prisen som den mest berømmede, men også nyere fortolkninger har kunnet få de små nakkehår til at rejse sig på denne anmelder, således en live-udsendelse fra Stephansdom i Wien, hvor Wienerfilharmonikerne under ledelse af Sir Georg Solti den 5. december 1991 markerede 200-årsdagen for Mozarts død.
Men en mindre pompøs fremførelse kan naturligvis gøre det, og vist var der lyspunkter undervejs, således i skikkelse af de fire solosangere, sopranen Helle Gössler, alten Katija Dragojevic, tenoren Jacob Skov Andersen og bassen Steffen Bruun. Deres indsatser kunne få en til at bære over med fiksfakserierne, for her var det Mozart, der talte til os.
Mozart: Requiem, KV 626. Fuldendt af Franz Xaver Süssmayr, koncert nr. 4 i serien ”Afgørende øjeblikke” – Copenhagen Phil og Københavns Drengekor. Dirigent: Toshiyuki Kamioka. Koncertmester: Jon Gjesme. Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg ved København, 29. september 2022.