Genindvielse af kulturhistorisk orgel

Et af landets ældste orgler har fået et nyt spillebord. Det blev i fredags fejret med en festkoncert i Jerusalemskirken i København

I november sidste år blev Jerusalemskirkens nye spillebord trukket og skubbet op til orgelpulpituret ad en slidske. –
I november sidste år blev Jerusalemskirkens nye spillebord trukket og skubbet op til orgelpulpituret ad en slidske. –. Foto: Flemming Friis.

Børge og Debora Olesen havde altid været interesseret i musik. Derfor undrede det ikke organist Flemming Friis, da Børge i 2004 to gange inden for en måned henvendte sig og spurgte til orglets tilstand i metodistkirken Jerusalemskirken på Østerbro i København. I 2011 fandt han dog ud af, at det ikke bare var af almindelig nysgerrighed. Børge, som døde i 2009, og hustruen Debora, som døde i 2002, havde nemlig i deres testamente øremærket 750.000 kroner til restaurering af orglet i Jerusalemskirken, hvor de selv var faste kirkegængere.

Derfor blev det i 2011 besluttet, at det gamle spillebord skulle erstattes på orglet, der er fra 1916 og dermed et af de ældste af slagsen i Danmark.

LÆS OGSÅ: Hvordan blev orglet kirkens instrument?

Det gamle spillebord blev sidst repareret for omkring 30 år siden, hvor de elektriske funktioner så småt var begyndt at svigte. Organist og komponist Flemming Friis fortæller, at man i 1981, da restaureringen begyndte, kunne risikere at få røg fra orgelkassen, når man tændte det. Han er tilknyttet Nathanaels Kirke på Amager som organist, men har siden 1988 været fast arrangør af Jerusalemskirkens sommerkoncerter. Han er en af fire organister, der i fredags tog det nye spillebord i brug under en festkoncert.

Et spillebord består af pedaler, registre og nogle tangentrækker, også kaldet manualer. Det nye bord har fire manualer, hvor det gamle kun havde tre.

Borderstatningen vil mest af alt gavne organisterne, der nu får mulighed for at bruge alle orglets funktioner. I 2011, da arven kom, var det allerede begyndt at vise sig som nedslidt, og forskellige elektriske koblefunktioner havde ikke virket i en årrække. Den almindelige kirkegænger vil dog næppe lægge mærke til nogen form for klanglig ændring, siger Flemming Friis.

I alt har det kostet knap 900.000 kroner at få lavet det nye spillebord. Da arven ikke helt slog til, donerede Augustinus Fonden resten af pengene.

Gik man glip af festkoncerten i fredags, er der nye muligheder, for kirken arrangerer sommerkoncerter i juli og august.