Genopdaget tysk forfatter skriver grumt og snurrende om en alt andet end sød ventetid

Unica Zürns “Jerikos trompeter” er en surreel skildring af et ufrivilligt moderskab – og kan nu læses på et flot, meddigtende dansk

"Jerikos trompeter" af Unica Zürn (på billedet) er bestemt læseværdig - og for dem, der er ude efter sider og sætninger, som bliver stående i det indre bibliotek, påpeger anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen.
"Jerikos trompeter" af Unica Zürn (på billedet) er bestemt læseværdig - og for dem, der er ude efter sider og sætninger, som bliver stående i det indre bibliotek, påpeger anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen. Foto: Wikipedia Commons.

Litteraturhistorien er ikke en statisk størrelse, men derimod under evig omskrivning og altid i samtale med den tid, den nu engang skrives i.

Det har blandt andet haft den lykkelige konsekvens, at kvindelige forfatterskaber, der tidligere blev holdt ude eller nede af forskellige årsager, nu drages frem og får den opmærksomhed, de fortjener.

Det gælder ikke mindst tyske Unica Zürn, og hendes to hovedværker – “Mørkt forår” og “Manden i jasminen” fra henholdsvis 1967 og 1971 – er da også udkommet i danske oversættelser de seneste år og taler med sine mørke pige- og kvindefortællinger ind i de aktuelle diskussioner om køn og undertrykkelse.

Nu er det så blevet tid til “Jerikos trompeter”, som udkommer på det strålende forlag Sidste Århundrede og i en flot, meddigtende oversættelse af Jonathan Overvad Ploug. Og også denne 77 sider korte Zürn-tekst fra 1967 står godt til en af nutidens store samtaler, nemlig om forholdet mellem mor, barn og frihed.

Men Zürn fortæller ikke pænt og ordnet om moderskab og gør det heller ikke i en traditionel realistisk prosa, men derimod med et surrealistisk sug, som spiralerer teksten og læseren i vilde retninger. Det begynder dog relativt klart med en kvinde i et tårn. Hun fortæller: “Med et højt smæld revnede den store, mat glimtende fosterhinde en tirsdag morgen i det kolde februarlys. Siden da har han sønderdelt mine talrige indvoldes kødgardiner med sine bittesmå, røde hænder i håb om et glimt af lys i sit trøstesløse mørke.”

Kvinden hader at være gravid, og hun hader barnet, som er på vej. Det er ikke en velsignelse, men derimod en forbandet konsekvens af hendes seksuelle forhold til syv mænd. Hun var ung, fri og vild, som hun gerne vil være det, men er nu bundet til et liv, hun aldrig har ønsket.

Da “horeungen” omsider kommer ud, er han vanskabt, men kvinden er så træt, at hun ikke orker at slå ham ihjel. Han ligger bare på gulvet med hånden i munden, mens hun glider ind i søvnen eller bevidstløsheden, og bogen bevæger sig derfra ud i noget, der både kan læses som sygt og syret. Hvor børn hænger sig, hvor de spøger som en slags ånder, og hvor mænd kan blive gravide gennem munden. Og føde gennem øret.

Zürn kom fra en velhavende familie i Berlin, men blev i Paris del af den surrealistiske strømning og begyndte dér at arbejde med forskellige litterære teknikker, som skulle bryde virkeligheden op, trænge ind bag fornuften, og det sker også i “Jerikos trompeter”, hvor moderskabserfaringen formidles og forvrides via 75 integrerede anagramdigte – altså linjer, hvor bogstaver ombyttes og danner ny betydning.

Det udmønter sig i et såvel grimm’sk som freudiansk univers, og der er kun grund til at glæde sig over, at et af Zürns mest radikale værker nu findes på dansk. Men jeg må også erkende, at hvor jeg finder åbningen, den brutale fødsel i tårnværelset, vildt fascinerende, så keder måden, det udarter sig på, mig ofte, og teksten ligner mest af alt en slags bearbejdet automatskrift. Altså en af surrealismens teknikker, hvor man lader skriften strømme frit, og det kan nok være interessant for en psykoanalytiker og for den skrivende selv, men føles her lidt uvedkommende.

Det kan selvsagt være en del af den litterære strategi. På den måde at vise, at ingen rigtig forstår kvindens kvaler og sammenbrud. Som Zürn selv må have følt det: Hun var flere gange indlagt på psykiatriske klinikker, før hun en dag i 1970 begik selvmord ved at springe ud ad et vindue.

Set fra dén vinkel er “Jerikos trompeter” stærk. Og der er også scener i bogen, som brænder sig fast med en særlig sort sælsomhed, ligesom det er vidunderligt, at den er umulig at rubricere som roman, novelle eller digt. Den er noget andet, sin egen, og det er lokkende let at skrive den op til at være endnu et overset hovedværk i Zürns forfatterskab og videre ind i litteraturhistorien.

Det er bare ikke sådan, jeg har det, når jeg mærker efter. Så er bogen noget andet. Og noget mindre. Men bestemt læseværdig. For dem, der er ude efter sider og sætninger, som bliver stående i det indre bibliotek. Når resten for længst er blæst bort.

Unica Zürn: Jerikos trompeter. Oversat og med efterord af Jonathan Overvad Ploug. 77 sider. 150 kroner. Forlaget Sidste Århundrede.