Med sin særlige blanding af grotesk humor og særdeles ømme emner har Erling Jepsen fundet en opskrift, der hidtil har givet to solide succeser: "Kunsten at græde i kor", der var hans gennembrud, og som netop er blevet filmatiseret, og "Frygtelig lykkelig".
Nu tager han tråden op fra gennembrudsromanen om den noget bizarre familie fra Sønderjylland, bestående af mælkemanden, hans kone og tre børn, der i mellemtiden er blevet voksne. Romanen lægger ud med mælkemandens død, en nyhed, som de to yngste børn, Sanne og Allan, hører lidt ad omveje, fordi de har mistet kontakten til forældrene. Den gamle mælkemand har forment dem adgang til sit hjem, ikke mindst fordi sønnen har succes i København med uhyre åbenhjertige beretninger om familiehemmelighederne. På den måde er det blevet almindeligt kendt, at børnene har oplevet både incest og vold.
Faderens død vækker følelser til live hos Allan, som han ikke troede at have. Han opsøger moren og barndomshjemmet og vil gerne vide alt om faderens død og sidste tid. Ikke mindst om faderen skulle have udtalt behov for at se sin søn. Han angler efter den kærlighed, han har savnet, og da han finder spor efter, at faren måske har bekymret sig for ham, begynder han at tage faderens parti mod moren. Noget i hendes udtalelser virker skummelt, og han sætter sig for at undersøge, om det i virkeligheden er hende, der har haft en finger med i spillet ved farens død.
Allans efterforskning udvikler sig til en farce, præget af hans egne utilfredsstillede behov og vanskeligheder ved at se virkeligheden klart. Der er ansatser til både et fader- og moderopgør, men det meste drukner i Allans sentimentalitet over for den barndom, han har hadet.
Portrættet af forfatteren Allan, der har skrevet så morsomt og ubønhørligt om sin barndom, men alligevel har så svært ved at komme fri af den, viser en patetisk, selvoptaget, men også meget menneskelig mand, der bliver ved med at lede efter den kærlighed, han ikke fik. Også moren portrætteres skarpt i al sin rystende selvoptagethed: hun har vendt det døve øre til mange problemer gennem tiden, og hun tager det ikke så tungt, om hun skal dreje sandheden lidt i en gunstig retning for sig selv. Samtidig har også hun med sin husmoderlige jordbundethed formildende træk.
Erling Jepsens humor spiller på en underliggende naivitet hos personerne, som sættes i kontrast til deres ofte meget dramatiske adfærd. Det kommer der mange forunderligt morsomme situationer ud af. Og dem er der mange af i "Med venlig hilsen". Til gengæld savner jeg lidt mere af forgængernes fokus i persontegningen. Man morer sig, man beundrer fantasien, finurlighederne og blikket for de menneskelige svagheder, men man bliver ikke fuldstændig overvældet. Men mindre kan også gøre det.
**Erling Jepsen: Med venlig deltagelse. 221 sider. 229 kroner. Forlaget Borgen. Udkommer i dag.