Gensyn med den lille dreng med æblekernerne

Kan man bruge en sagesløs mands død som løftestang for egen smerte? Tom Malmquist gør det i den autofiktive roman ”Al den luft, der omgiver os”

Gensyn med den lille dreng med æblekernerne

Mange læsere vil kende den svenske forfatter Tom Malmquist for romanen ”I hvert øjeblik er vi stadig i live” fra 2015, der kom på dansk året efter, fordi det var en så voldsom personlig sorghistorie, han udfoldede. Om, hvordan han mistede sin kone, Karin, der fik akut leukæmi, mens hun var gravid med deres første barn, som mirakuløst blev forløst ved kejsersnit, og som hun aldrig selv mødte.

Men før Karin døde, var Tom Malmquist, som oprindeligt var lyriker, gået i gang med en roman, der kredsede om et mord, begået i hans hjemby Huddinge i 1991, da han selv var 13 år.

Nu, på seks-syv års afstand af Karins død, genoptager han projektet med at skrive om mordet på postarbejderen i Huddinge, samtidig med at han skriver om den tid, da han gik i gang med romanen. Dengang var Karin altså stadig levende, og fordi mordet leder ham tilbage til barndommens tid, konfronteres han også med sin opvækst med en ganske hård og uforsonlig fjern far, og en ligeså kølig mor.

Mikael K bliver fundet dræbt i en grotte i Toms ungdomsrevir, han er nøgen og dræbt på brutal måde. I lejligheden, hvor han boede alene, bliver der fundet en bog med 50 effektive og smertefri måder, man kan begå selvmord på. Måske har han ønsket at dø. Det har den unge Tom i alle fald, som ved et underligt tilfælde har anskaffet sig samme bog, og som på et tidspunkt både skriver et afskedsbrev til sine forældre og gør sine forberedelser.

En stor del af romanen er materiale fra det aldrig opklarede mord, og egentlig undrer det mig, at Tom Malmquist har fået lov at bruge det.

I 2012, da han genfinder notitsen fra den lokale ugeavis om det bestialske mord, bliver det en besættelse for ham. På et tidspunkt siger Karin: ”Det virker, som om mordet er en klæbrig bold i dit indre, som meget andet har sat sig fast på.”

Hun opfordrer ham til at gå videre med projektet, fordi hun kan se, at det i virkeligheden er en måde for ham at nå ind til noget ganske smertefuldt i sit eget liv. Alt det ubearbejdede sidder fast, som en stor vrede, der når som helst kan antændes. Malmquist skåner ikke sig selv.

Karin var klog. Det er, når Tom Malmquist skriver om relationen til patriarken af en far, som var en kendt sportsjournalist, at romanen bliver levende, vedkommende, berørende.

Vi ser en usikker, følsom dreng, som straffer sig selv, og en far, der aldrig åbner den mindste flig af følsomhed. Da unge Tom, der ellers har spillet ishockey på højt niveau, vælger at stoppe, skriver hans far et hårdt brev til ham, hvor han håner ham for hans stavefejl og afskriver ham som et kompetent menneske.

Vi ser en ung dreng udkerne en stor pose æbler og samle nok kerner til at begå selvmord, inspireret af bogen om, hvordan man gør.

Vi ser Tom og Karin mødes med hans forældre og fortælle om graviditeten:

”’Du skal være farfar, Karin og jeg skal have et barn til maj.’ ’Okay,’ siger han. Jeg ved ikke, om han har forstået det, så jeg tilføjer. ’Karin er gravid. Vi har ikke vidst det særlig længe.’ Han nikker mod mig og ser ud til at vente på, at jeg vil sige noget mere. Da jeg ikke ved, hvad jeg skal sige ud over det, jeg allerede har sagt, nikker han igen mod mig og vender tilbage til samtalen omkring bordet.”

I disse skildringer af (giftig) maskulinitet, ensomhed og sproglig afmagt lever romanen.

Derimod synes jeg, at hele historien om drabet på Mikael K er problematisk. En ting er, at andres skæbner kan blive sådan en form for dåseåbnere til vores eget liv, men når det bliver skrevet frem og delt med alverden som her, hvor sagesløse døde Mikael K skal bruges til, at Tom kan finde hjem i sig selv, så synes jeg, det nærmer sig det uetiske.

Dertil kommer, at de mange afskrifter fra sagen om mordet nok var Toms besættelse, men de bliver aldrig læserens, ligesom hans interview med folk, der oplevede det, heller ikke gør det.

Jeg ved godt, at det er strengt at sige, at man ville ønske, at forfatteren havde skrevet en anden bog, men det er med fornemmelsen af, at han skulle have smidt stilladset væk og gået ind til kernen, at jeg læser romanen. For som han jo et sted også selv er klar over, så er det alt det, der havde sat sig fast på den klæbrige bold, der er interessant, ikke bolden.