Gensyn med en fantastisk god ungdomsroman

Francoise Sagans roman blev kaldt ”amoralsk skandaleroman”, da den udkom i 1954. Ramaskriget er uinteressant i dag, for romanen er overhovedet ikke skandaløs

Et billede af ældre dage (december 1985) af den franske bestseller-forfatter Françoise Sagan.
Et billede af ældre dage (december 1985) af den franske bestseller-forfatter Françoise Sagan. . Foto: Michel Gangne.

5 stjerner

”Ideelt så jeg et liv for mig fuldt af syndige perversiteter.”

Lyder det som et troværdigt udsagn fra en 17-årig pige? Nja.

Den tilstræbte seksuelle kynisme er umiddelbart for stiliseret. Men det kommer jo an på, hvem der siger det. En forsømt, men erfaringsrig fransk datter af en rig playboy? O.k. En plejet, men understimuleret, dansk studine fra middelklassen af i dag? Nej, vel? 

Heldigvis er der også tale om førstnævnte.

Gyldendals fortræffelige Skala-serie udgiver Françoise Sagans ”Bonjour tristesse” fra 1954. Skrevet af en blot 18-årig Sagan – et pseudonym hentet hos Proust, naturligvis – vakte den omgående en del opsigt.

Det gør Gyldendal også (for) meget ud af ved at understrege dens karakter som ”amoralsk skandaleroman”. Det er korrekt, at den gjorde Sagan berømt, men ramaskriget er uinteressant i dag, for romanen er overhovedet ikke skandaløs.

Den er milevidt fra en Vladimir Nabokovs seksuelle ondskabsfuldheder, der udkom året efter, og lige så langt fra en Charles Bukowskis kropsvæskende ekspliciteter. Det er ikke på grund af sex eller meningsløshed, at den er god. 

Den er god, fordi det er en ægte ungdomsroman.

Hovedpersonen, den 17-årige Cécile, er en dygtig kritiker af livet, alderen taget i betragtning, og alene hendes underfundige og ret poetiske observationer af sig selv og livet i ualmindelighed er som skabt til at sætte fantasien i gang hos ældre teenagere. Både hvad angår krop og sind:

”Spontanitet og bekvem egoisme havde altid været en naturlig luksus for mig,” bemærker hun ikke uklogt.

Cécile har længe boet på kostskole og har fået en naturlig selvoptagethed, da hun endelig kan leve hos sin playboyfar af en enkemand.

De har boet et par år i Paris og har levet en sorgløs og overraskende jævnbyrdig tilværelse, og nu står den på sommerferie ved Rivieraen i dekadent luksus.

Men en elegant og selvsikker veninde af Céciles afdøde mor dukker op i den uforpligtende idyl.

Faderen forelsker sig omgående, og Cécile kan godt se, at denne Anne er alt for værdig til at ville lade far og datter fortsætte pariserlivets udskejelser. Så den lidt for kloge Cécile går i gang med at ødelægge deres forhold – med temmelig mørke konsekvenser.

Det var uden tvivl romanens grumme slutning og Céciles løsslupne forhold til sex, der dengang udløste kritik, men det var nu uretfærdigt.

Céciles seksuelle oplevelser er nænsomme og ukyniske, og selvom hun til tider er ondskabsfuld, falder hun også tilbage i følelser af ungpigeunderdanighed eller kærlighed til sin far.

Romanen er teknisk set ikke for alvor veludført, for de indledende og afsluttende melankolske afsnit om tristessens væsen er smukke, og Céciles mange spydigheder om livet det samme, men de er ikke i organisk forbindelse med romanens lange midterstykke af mere ungdomsprosaiske sager.

Men det er lige meget, for når Cécile holder sommerferie og bemærker stemningen af ”fortielser, hemmelig frygt og lykke”, bør vi håbe, at flere gennem hende får lov at sige bonjour til egen ønskværdige tristesse; ligeså når hun kan observere sin far drikke sig fuld med en gammel ven og konkludere noget ”uanstændigt, ydmygende, men varmt over to mænd som udleverer sig selv til hinanden over et glas alkohol.”

Der er noget umiskendeligt fransk over romanen, men netop derfor er det så prisværdigt, at Gyldendal igen bringer ”Bonjour tristesse” ud til den danske ungdom. Den har fået rigeligt af Klaus Rifbjerg og J.D. Salinger. 

”Jeg bryder mig ikke om grovheder, heller ikke når de er paradoksale,” siger Céciles voksenfjende, Anne, til hende.

Kanske, at dette er en meget fransk omgang med ens plejebørn, men det er sørme også anbefalelsesværdigt.

kultur@k.dk