Prøv avisen
Bog

Gensyn med en skelsættende bestseller om velfærdsstaten

5 stjerner

Arne Hardis’ nye bog giver et intelligent grundlag for at føre diskussionen om den offentlige sektor videre, som Jørgen S. Dich rejste i 1973. Det er ikke så lidt

Jørgen S. Dichs bog ”Den herskende klasse. En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den” blev formelig flået ned fra boghandlernes hylder i efteråret 1973. Ud fra titlen alene kunne man tro, at der var tale om en metervare hentet fra tidens forråd af marxistiske samfundsanalyser. Det er heller ikke helt forkert.

”Den halvt marxistiske analyse”, som Kristeligt Dagblads anmelder Per Salomonsen kaldte bogen, tog udgangspunkt i den klassiske marxistiske opfattelse af ideologier som blotte overbygninger til en materiel virkelighed: fordækte klasseinteresser.

Men Dich trak ikke klasseskellet mellem kapital og arbejder. De seneste 150 år har den herskende klasse været den, der har haft statsmagten, og den er blevet brugt til at skaffe en selv privilegier, mente Dich.

Dichs forklaring var psykologisk: ”Ingen mennesker er interesseret i at leve i en konfliktsituation. Man ønsker ikke at opleve en modsætning imellem elementære menneskelige følelser som samvittighed, medfølelse osv. og de økonomiske interesser. For meget samvittighed kunne hæmme den økonomiske udfoldelse og dermed stride imod de dertil knyttede interesser. Men her kommer ideologien til hjælp.

Den vil idealisere den økonomiske interesse ved at give den enten en højere moralsk, national eller anden ædel begrundelse, der gør, at de egoistiske interesser i sidste instans står i et højere formåls tjeneste.”

For så vidt kunne denne analyse være rettet mod en hvilken som helst ideologi, men Dich rettede i høj grad skytset mod sine egne, og det på to måder. For det første kritiserede han som socialdemokrat socialdemokratisk velfærdspolitik, og for det andet mente han som offentligt ansat, at den herskende klasse i 1973 var de offentligt ansatte, der brugte deres stilling og status til at sikre egne interesser ved at kræve mere i løn og lempeligere arbejdsvilkår og dermed skabe behov for endnu flere offentligt ansatte. Dich var fuldstændig nådesløs mod alt fra småbørnspædagoger til universitetsansatte. Han syntes, at der var alt for mange pædagoger i børnehaverne, og at der blev forsket i alt for meget ligegyldigt på universiteterne.

I sin bog om Jørgen S. Dich (1901-1975) tager journalist og forfatter Arne Hardis udgangspunkt i den voldsomme debat, som Dichs bog forårsagede i 1973, og han prøver at efterspore, hvordan der af en ung mand med kommunistiske sympatier, en embedsmand i den spæde velfærdsstats tjeneste, en socialdemokratisk professor kunne blive en så vitriolsk kritiker af det, som han selv havde været med til at bygge op og blev en del af?

Jørgen Dich var sportsmand som ung, langdistanceroer. Sammen med P. Munchs søn, Ebbe, og Otto Melchior, som Hardis biograferede i sin forrige bog, roede han i 1926 fra København til Novgorod, en pilgrimstur til det unge Sovjetunionen.

I 1930’erne udtalte han sin beundring for Gunnar og Alva Myrdals befolkningspolitiske ingeniørkunst.

Dich var systemets mand, og så dog ikke helt. Hardis har kun enkelte faste punkter at navigere efter, når han skal karakterisere Dichs stilling under krigen, da han var kontorchef i Socialministeriet med en diffusionsåben holdning til modstandsbevægelsen.

Dich søgte en akademisk karriere, antagelig for at vinde sig en lidt mere uafhængig position, og han fik i 1950 et professorat i økonomi på Aarhus Universitet. Fra den platform markerede han sig som modstander af dansk medlemskab af Nato og af EF, men som erklæret socialdemokrat. Ungdommens flirt med Moskva glemte han. Til gengæld finder Hardis i professorgerningen spor af de synspunkter, som han siden samlede i ”Den herskende klasse”.

Bogens gennemslagskraft var et spørgsmål om timing. Samtidig med sin pensionering i 1971 offentliggjorde Dich en kronik i dagbladet Politiken, hvis pointer var de samme som bogens. Reaktionerne var få.

I efteråret 1973 var situationen en helt anden. Yom Kippur-krigen udløste oliekrisen. Den unge Bertel Haarder udgav bogen ”Statskollektivisme og spildproduktion” med en for tiden karakteristisk omstændelig undertitel ”om årsagerne til overforbruget, skatteplyndringen, institutionernes tyranni og det tiltagende misbrug af vores ressourcer”.

”De gode tider var løbet tør for energi”, som Hardis skriver. Trækkraften var røget, og velfærdsstaten trukket ind i nødsporet. I november kom Dichs bog, og i december bragte jordskredsvalget ”fem helt nye eller fra det parlamentariske dødsrige genopstandne partier på Tinge”. Danmark var netop blevet medlem af EF, og takket være ikke mindst indførelsen af kildeskatten i 1970 var personskatten på tre år godt og vel fordoblet. Departementschef i Budgetdepartementet (Finansministeriet) Erik Ib Schmidt ledte allerede efter en nødbremse. Men det var Dich, der brød barrieren til offentligheden.

Anmelderne kunne se, at de stod med en vigtig bog, som de fleste imidlertid også valgte at holde ud i strakt arm. ”Provokerende, indsigtsfuld, elegant og overfladisk flot i en underholdende og anfægtende blanding,” skrev Salomonsen her i avisen.

Det var indlysende at sammenligne Dichs noget overlegne kritik af statsapparatets vækst og vælde med Glistrups poujadisme, som Dich kaldte den med henvisning til en diffus bevægelse af skattenægtere, kværulanter og tjenestemandshadere i 1950’ernes Frankrig. Dich blev tilsyneladende selv lidt forskrækket over, hvem han pludselig blev sat i bås med. Han var reformist, ikke tilhænger af Glistrups nulstatsløsning.

Jørgen Dich var ganske vist ingen Glistrup, men stadig ubekvem for de fleste. Han kunne afskrives som en arrogant provokatør, og det blev han. Hans humor er ikke lun som hos C. Northcote Parkinson, der 20 år tidligere havde skrevet sit essay om bureaukratiers tendens til vækst. Dich var mere sarkastisk, uforsonlig, om man vil – sådan som pensionister, der er sat uden for indflydelse, kan blive det.

Hans pointer har imidlertid stået og rumsteret i skiftende regeringers baglokaler, siden de blev fremsat.

Ikke overraskende blev de hentet frem og stillet til skue af Henning Fonsmark i hans indflydelsesrige ”Historien om den danske utopi” fra 1990, og ”Den herskende klasse” blev genudgivet forrige år med forord af Martin Ågerup fra tænketanken Cepos. Dich er nærmest blevet husprofet for Liberal Alliance, der i dag står som forkyndere af et budskab, der er født af en indre opposition i Socialdemokratiet. For dem er der uden tvivl tale om et politisk kinderæg. Hvis man skal identificere et ærinde i Hardis’ bog, er det, at Dichs spørgsmål er for vigtige til, at et enkelt parti kan udtage patent på diskussionen.

Arne Hardis har ikke – som han har gjort det før og kunne have gjort – skrevet en klassisk biografi, der kommer hele vejen rundt om sin hovedperson. Han tillader sig faktisk at være lidt uinteresseret i Dichs privatliv. I den forstand vil bogen måske skuffe nogle af Hardis’ læsere.

Ikke desto mindre er det en vigtig bog. Den er en idépolitisk undersøgelse, der anvender en historisk-biografisk fremgangsmåde. Ved at sætte ”Den herskende klasse” og dens forfatter ind i en historisk kontekst er det lykkedes Hardis at kvalificere de spørgsmål, som Dich stillede. Dich fandt ingen løsning, og bogen foregiver heller ikke at være klogere end sin hovedperson.

Den tilvejebringer et intelligent grundlag for at føre den diskussion videre, som Jørgen S. Dich rejste i 1973. Det er ikke så lidt.