Klassiker fylder 75 år – og det er stadig et mesterværk!

Den britiske forfatter Evelyn Waughs klassiker ”Gensyn med Brideshead” fylder 75 år og har aldrig mistet sin kultstatus

Romanen blev i 1981 meget loyalt omsat til tv-serie og optræder fortsat på mediernes lister over verdens bedste filmatiseringer. – Foto: Granada Television/Mary Evans Picture Library/Ritzau Scanpix.
Romanen blev i 1981 meget loyalt omsat til tv-serie og optræder fortsat på mediernes lister over verdens bedste filmatiseringer. – Foto: Granada Television/Mary Evans Picture Library/Ritzau Scanpix.

Anden Verdenskrig rasede omkring ham, da Evelyn Waugh (1903-1966) skrev sin mest berømte roman, ”Gensyn med Brideshead,” som udkom for 75 år siden. Engelske aviser og tidsskrifter flyder lige nu over med artikler og kommentarer, for Waughs fortælling om Charles Ryder og hans venskab med den adelige Sebastian Flyte og dennes katolske familie i 1920’erne og 1930’erne er for længst knæsat som en del af den britiske litterære kanon. Tilmed blev den i 1981 meget loyalt omsat til tv-serie og optræder fortsat på mediernes lister over verdens bedste filmatiseringer.

Min egen erfaring er, at fortællingen ubesværet skræver henover generationerne og betager alle trods vidt forskellige forudsætninger. Den er både dannelsesroman og kærlighedshistorie, sædeskildring og samfundssatire. Der er noget at nikke genkendende til, noget at undres over, grine af og føle for. Tilmed er den skrevet af en forfatter, der til fulde mestrede det engelske sprogs nuancer. Hans beskrivelser falder i perfekte kadencer, og replikkerne giver figurerne liv og individuelt særpræg.

For katolikken Waugh var det den religiøse tematik, der var den røde tråd. ”Romanen handler om, hvad man i teologisk forstand kalder ’nådens virkning’. Det vil sige den ufortjente og ensidige kærlighedshandling, hvorigennem Gud til stadighed kalder sjæle til sig,” noterede han i et memorandum til filmselskabet MGM i 1947 i anledning af en mulig, men aldrig virkeliggjort, filmatisering af romanen.

”Gensyn med Brideshead” er også fuld af omvendelser. Kynikeren Charles Ryder konverterer til katolicismen, drukkenbolten Sebastian Flyte finder sit kald som portner i et nordafrikansk kloster, Flyte-familiens overhoved, lord Marchmain, forsoner sig med Gud på dødslejet, og lady Julia ofrer sin kærlighed til Charles til fordel for de krav, som barnetroen stiller.

Artiklen fortsætter under annoncen

Selv blandt de figurer, der ikke synes i religiøs krise – manipulerende lady Marchmain, kedelige lord Brideshead, grimme lady Cordelia, hyper-æsteten Anthony Blanche og barneplejersken Nanny Hawkins – er deres katolicisme et helt afgørende element i persontegningen.

”Du kan se, at religiøst set er vi en meget blandet familie,” forklarer Sebastian sin ven Charles. ”Brideshead og Cordelia er begge ivrige katolikker, han er trist, hun er glad som en lærke; Julia og jeg er begge halvt hedninge, jeg er lykkelig, det tror jeg ikke Julia er; Mammie anses i almindelighed for at være en helgen, Papa er en udstødt, og hvem af de to der er lykkelig, kan jeg ikke sige dig.”

Ikke desto mindre er der talrige læsere, der ikke bemærker eller bare ser bort fra de religiøse motiver, uden at det lader til at mindske fornøjelsen ved at læse romanen – bare spørg i omgangskredsen. Eller sagt på en anden måde: bogen behøver altså ikke at blive læst med gudelige briller på. For hvordan kan dens stadige succes på tværs af 75 års tiltagende sekularisering ellers give mening?

En forklaring er, at Waugh gav sin læser flere indfaldsveje, og at bogen kan opleves på mange niveauer. Man kan tilgå bogen som en æstetisk nydelse, hvor det formfuldendte sprog tvinger læseren til at gå ned i tempo og lade sig glide ind i beskrivelser og beretninger. Charles og Sebastian er smukke unge mennesker, der om foråret slænger sig under træerne med en flaske Chateau Peyraguey og spiser jordbær til. Familien Flyte bor på slottet Brideshead med kuppel, park og fontæne, ligesom de luksuriøse interiører og opulente måltider er omhyggeligt skildret undertiden med homoerotiske undertoner. Stilmæssigt svinger vi som læsere mellem barok og art nouveau.

Man kan også dyrke historien om Flyte-familien som den romantiserende snob, man måske er inderst inde. Waugh tilhørte som størsteparten af sine læsere middelklassen, men dyrkede intenst det engelske aristokrati og efterlignede dets ydre kendetegn i egen væremåde og livsstil. Det ses tydeligt i bogen. Her er tweed og perler, rideheste og jagthunde, smuldrende venetianske paladser og den ligegyldighed over for penge, der kommer af at have været hovedrig i generationer. Middelklassens medlemmer er også repræsenteret, men de tjener til at sætte det blå blod i relief, og til at vi som læsere skal stræbe ligeså højt.

Komikken er ligeledes en vigtig del af appellen. Som yngre skrev Waugh en række meget morsomme romaner med hovedpersoner, der uforvarende vandrer ind i den ene groteske situation efter den anden, og hvor satiren stortrives. I ”Gensyn med Brideshead” er den outrerede Anthony Blanche et festligt bekendtskab samtidig med, at Waugh lader ham beholde sin værdighed ved på et afgørende tidspunkt at lade excentrikeren forklare Charles, at ren æstetik aldrig kan være nok. Julias første mand, den canadiske millionær Rex Mottram, er derimod rendyrket karikatur: en opblæst materialist uden ringeste selvindsigt, der fortjener at blive gjort grundigt grin med.

Så stritter intrigen i virkeligheden ikke i alle retninger uden en samlet plan for, hvor vi som læsere skal hen? Mens nogle kritikere kalder romanen ”kompleks” og ”elastisk”, har andre ikke været blege for at erklære den mindre end vellykket. Kingsley Amis lagde ikke fingre imellem, da han i 1987 blev interviewet til BBC. ”Jeg hader den som ind i helvedet. Det var en katastrofe, at han skrev den, og jeg håber, at han skammede sig,” slog Amis fast. Andre har brugt George Orwells definition af en ”god dårlig bog” til at forklare, hvad der er på spil: en utilsigtet latterlig bog, fuld af uhensigtsmæssige melodramatiske hændelser, men også dybt bevægende og i det væsentlige sand.

Waugh var selv kritisk over for sit værk og især over det til tider noget svulstige sprog. ”Jeg genlæste ’Gensyn med Brideshead’ og var rystet”, skriver han i 1950 til sin gode ven og forfatterkollega Graham Greene og forklarer bogens mere kitschede aspekter med, at den blev skrevet på et tidspunkt, hvor der var mangel på alt i det krigstrætte England. ”Som konsekvens heraf er bogen gennemtrængt af en art forslugenhed efter mad og vin, den nylige fortids pragt og efter retorisk og pyntet sprog,” ræsonnerede han.

Træthed og mathed kan dog udmærket eksistere også i overskudssamfund, især hvor befolkningerne er bekymret for klimakrise, covid-19 og politisk ustabilitet. Så kan der være en trøst i at søge tilbage til en tid, som man ikke anede var så smuk og vidunderlig, indtil den var helt forsvundet. Litteraturforskeren Barbara Cooke, der er medredaktør på ”Complete Works of Evelyn Waugh” i 43 bind, mener, at bogen taler mere direkte til os nu end på noget tidspunkt, siden den blev skrevet, og kalder den ligeud en ”tonic”, en hjertestyrkning.

Derfor kan vi også være sikre på, at Brideshead-festivalen, der i anledning af 75-året var planlagt til denne måned, også bliver til noget, selv om den er udskudt på grund af coronakrisen. Markeringen vil finde sted på Castle Howard i Yorkshire, hvor tv-serien i sin tid blev optaget, og foredragene, udstillingerne og banketterne skal nok finde et publikum. For hvor kan man bedre fejre Waugh og hans roman end under storslåede kupler, med vittige taler og god mad?

Alligevel er ”Gensyn med Brideshead” ikke eskapisme, og selvom man ved den første læsning lader teologien passere, trænger den sig siden på. Den er afgjort æstetiserende, men æstetikken baner vejen for en uhåndgribelig, overjordisk virkelighed, og familiens slot er ikke blot vidunderligt, men tillige gennem sine eksistentielt ramponerede beboere et kringlet symbol på sandheden i den kristne tro.

Romanen er selvfølgelig også snobbet, men forfatterens betagelse af aristokraterne sætter samtidig scenen for tragik i den helt høje stil. Som i renæssancens og barokkens dramaer vakler hovedpersonerne mellem dyd og tilbøjelighed og kender de eksistentielle konsekvenser af deres valg. Der er hele tiden nye lag at udforske. Waughs hovedværk fortjener at blive læst og genlæst.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.