Indrømmet, en svag irritation melder sig ved synet af den lille anbefaling, som pryder forsiden af britiske Jonathan Lichtensteins dokumentariske værk ”Skyggen fra Berlin”.
Det oldgamle trick med at forsyne en udgivelse med ros i metermål har det med at vække en kontrær indstilling hos undertegnede. En forfatter ved navn Santa Montefiore citeres for, at bogen er ”dybt bevægende, aldeles overbevisende, rørende sjov og så utroligt velskrevet, at den af og til gør dig åndeløs”.
Man har vel lov at tvivle. Desuden er der så svimlende mange udgivelser at vælge imellem inden for temaet ”holocaust”, at en bog af en ukendt forfatter, endda en debutant, ikke ligefrem lokker. Tak skæbne for, at man ikke altid lader sig vildlede af sine fordomme og halvvrisne indskydelser!
Jonathan Lichtenstein, til daglig professor i drama på Essex University, har begået en fortælling som – undskyld anmelderklichéen – er uafrystelig. Det er en dybtfølt og sanselig skildring af faderen, Hans, og hans kvalfulde lod i livet. ”Skyggen fra Berlin” handler også om det komplekse og ind i mellem næsten hadefulde forhold mellem far og søn og om nedarvede traumer.
Hans var født i 1928 i en jødisk familie i Berlin, men kom som 12-årig ud af det nazistiske Tyskland på en af de sidste kindertransport’er, en organiseret redning af overvejende jødiske børn fra Det Tredje Rige.
Han måtte forlade sin mor og yngre søster. Forinden havde hans far begået selvmord, og familiens fem butikker var blevet raseret under Krystalnatten i november 1938. Ene og alene ankom den lille purk til Storbritannien, overladt til sig selv, et nyt sprog, ingen slægtninge og ingen historie.
Den familie, som skulle have taget sig af ham, var uden varsel emigreret til USA, så han blev i stedet placeret på en kostskole. Derfra gik vejen til medicinstudier på Cambridge og udstationering hos en britisk militærenhed i Malaysia, hvor han mødte sin kommende hustru.
De returnerede til Storbritannien, slog sig ned i en afsides flække i Wales, fik seks børn, heraf en dreng med svær sygdom, og Hans udmærkede sig ved at være en samvittighedsfuld læge, men en fraværende og temperamentsfuld familiefar.
Foruden ekstrem fysisk aktivitet syntes en af hans fornøjelser i livet at have været at køre i fuld fart mod afgrunden i et hårnålesving på familiens søndagsture kun for at træde på bremsen i sidste øjeblik. Alle var rædselsslagne og grådkvalte på nær den grinende Hans.
Han ville aldrig tale om sin barndom. En gang fik han besøg i et par uger af sin søster, Toni, som i skjul havde overlevet krigen i Holland og siden var flyttet til Israel. Det var den eneste gang, de to mødtes. Forfatteren var dengang en stor dreng og husker en stemning af hårde stemmer på tysk og nervøse blikke.
En anden gang fik familien besøg af Hans’ mor, som var overbevist kommunist og havde boet i DDR. Den genfundne søn fortalte sin mor, at han nu var englænder. De sås tre gange siden adskillelsen.
Jonathan Lichtenstein beskriver rørende, hvordan faderens forknytte facon sætter sig spor i resten af familien. Forfatteren bliver som ung mand indesluttet, nærmest menneskesky, og han betegner sig selv som et følelsesmæssigt og fysisk vrag.
I lange perioder har far og søn ikke kontakt, men i Hans’ sidste leveår – han gik bort i 2019 – accepterer han pludselig at rejse tilbage til Berlin ad samme rute som i 1939. Måske hjælper det på din søvnløshed, siger sønnen. Faderen svarer tørt: Jeg har aldrig kunnet sove.
Turen, som foregår i bil, er skildret, så man føler sig som den berømte flue på væggen. Hans er ordknap og indesluttet, i begyndelsen i kontrast til den omsorgsfulde Jonathan, men efter en stund kommer tøbruddet, og minderne om den tabte tid vælder op.
Det er en eminent afdækning af et menneskes erindring – to faktisk, eftersom forfatteren også dykker ned i sin egen opvækst. Det er samtidig en anderledes måde at nærme sig nazismens totalitarisme gennem Hans’ minder om barndommens gader og de samfundsmæssige forandringer, der fandt sted for øjnene af ham og med så uhyrlige omkostninger.
Alligevel siger han mod slutningen:
”Min historie er en ikke-historie. Som familie var vi meget, meget heldige. Fætre og kusiner, grandfætre og grandkusiner endte i Auschwitz-Birkenau og Theresienstadt. Min bedstefar og min far endte med selvmord. Men Toni undslap. Min mor overlevede”.
Jonathan Lichtenstein skriver blændende godt om den på mange måder forpinte og dog forløsende rejse. Krigen sluttede i 1945, men kastede lange slagskygger for de efterfølgende generationer. Hans var ”heldig”, men det var ikke kåd livslykke, der holdt ham oppe, snarere en ubændig trang til at vise sig fortjent til den tilværelse, der var blevet så mange forundt.
Det er en vigtig påmindelse også i forhold til de af vores medborgere i dagens Danmark, som er kommet hertil på flugt fra krig, nød og elendighed i for eksempel Syrien, Irak og Afghanistan. At bo under fredelige rammer er ikke et værn imod traumer.
Der er bøger, man er glad for at have læst. Det gælder for ”Skyggen fra Berlin”. Eller for at foretage en fuldstændig retræte og istemme citatet på bogens forside:
Den er ”dybt bevægende, aldeles overbevisende, rørende sjov og så utroligt velskrevet, at den af og til gør dig åndeløs”. Det er sandt, ord til andet.
Adam Holm er ph.d. i historie og freelancejournalist med tilknytning til DR.