Kjell Westös nye roman ”Den svovlgule himmel” er, med en omskrivning af fortællerens egne ord, en beretning om det, der gør eventyr gribende: At der findes et afgrundsdybt mørke i ethvert eventyr, som er sit navn værdigt – og det mørke kommer fra fortiden.
Romanens navnløse fortæller deler tid og beskæftigelse med forfatteren, og romanen er fortalt i jeg-form og på en måde, så man føler sig tæt på fortælleren. Det er en nutidig dramatisk begivenhed, som får den midaldrende fortæller til at se tilbage på sit liv.
I det første kapitel bliver hans gamle barndomsven, Alex Rabell, forsøgt myrdet, og selv har han også oplevelsen af, at nogen har luret på ham. Nu må han tilbage i tiden, tænke det hele igennem igen. Og det, han må tænke igennem, er hans relation til familien Rabell, en overklassefamilie, der på mere end én måde blev hans skæbne.
Fortælleren er kun en lille dreng, da hans forældre i sommeren 1969 køber et billigt sommersted på en halvø 40 kilometer uden for Helsingfors (det svenske ord for den finske by Helsinki), hvor de bor.
Og det er der, han møder den jævnaldrende Alex, som holder til på den store hvide gård, Ramsvik. Her knaser perlegruset under fødderne, der er egen portnerbolig, badebro, sauna og bådehus.
Alex Rabell er sønnen i et overklassedynasti, der stadig bestyres af Alex’ farfar, en hård negl med hemmelige erfaringer fra flere krige i bagagen. Det er de gamle penges verden, hvor man er født med at vide, hvilken gaffel der hører til hvad, men også et hjem, hvor upassende ting fejes ind under gulvtæppet. For eksempel er Alex’ far tilsyneladende en travl mand på evig rejse til Amerika, og drengens skam, da sandheden kommer frem en dag, er måske livsødelæggende.
Fortælleren selv er ikke født med en bevidsthed om eget værd. Hans hjem er præget af fravær, hans mor ønsker sig ud af ægteskabet, og hans far virker fjern og veg. Men hos familien Rabell er der storhed, dejlige middage og godt selskab i form af Alex og lillesøsteren Stella. Hvis man kommer til at tænke på Evelyn Waughs klassiker ”Gensyn med Brideshead”, er det ikke helt ved siden af. Ligesom karakteren Charles er det hos Waugh, er fortælleren i Westös ”Den svovlgule himmel” det klassiske tredje hjul – han opdager onaniens glæder sammen med Alex, og siden bliver Stella hans livs store erotiske besættelse.
Kjell Westö skriver sanseligt forførende, næsten filmisk. Man mærker solvarmen mod huden og den erotiske spænding i det første seksuelle sommermøde med Stella, og man føler kedsomheden og melankolien på de regnvåde dage.
Romanen er på over 500 sider, og selvom man på sin vis suges ind i dens nostalgiske univers, hvor fortælleren ikke mindst genspiller minderne om brændende begær, så bliver det indimellem næsten for meget.
På trods af de mange ord og de besættende billeder og rammende formuleringer savner man til tider lidt flere nuancer. For eksempel hører man igen og igen om fortællerens fars besættelse af George Harrisons musik, det bliver næsten skematisk.
Efter den første fortabelse i romanen går det op for læseren, at fortælleren måske ikke er slet så sympatisk, som han giver sig ud for. Erindringen er en bedragerisk herre, og måske fortæller han mere om sine egne drømme end om, hvordan virkeligheden egentlig var. Så fortælleren egentlig de andre, eller så han bare sig selv og sine egne behov i relationerne?
I lige så høj grad som romanen er en ungdomsfortælling om erotisk begær, viser den sig at være en fortælling om nedarvet vold, ikke mindst den vold, som kommer fra de finske krigserfaringer og fra nådesløse klasseskel, og som ingen af bogens hovedpersoner er sig rigtigt bevidste. Fortiden spiller med som blind makker gennem flere generationer, og pludselig stikker dens aggressive væsen hovedet frem hos fortællerens generations børn.
Vores fortæller har på sin vis solgt sin sjæl, han er fanget i et net, han aldrig selv ønsker at gennemskue. Men som vennen Krister på et tidspunkt konstaterer:
”Kræmmerne i templet har kolde hjerter. Det er sådan, de vinder deres kampe.”