Prøv avisen
Bog

Sara Omars stemme er vigtig i samfundsdebatten. Men ny roman er for endimensionel

3 stjerner
Sara Omars stemme er distinkt og vigtig, præcis som Frmesks voldsomme historie er det. Foto: Lars Aarø/Fokus

Budskabet i Sara Omars nye roman ”Skyggedanseren” er vigtigt og stærkt, men bliver desværre serveret lidt vel bastant og skematisk

”Hvordan skal muslimske kvinders rettigheder nogensinde forbedres, hvis ikke de selv tager ordet, hvor de kan?”

Udsagnet kommer fra Frmesks bedstefar, Darwésh, der også i Sara Omars nye roman står for religionskritikken. Og ligesom hans barnebarn i romanen langsomt, men sikkert, tager ordet, gør forfatteren det som bekendt også selv, modigt og utrætteligt, nu i ”Skyggedanseren”, der er en selvstændig fortsættelse af ”Dødevaskeren”.

Debutromanen, der udkom i 2017, havde rod i Sara Omars eget liv med vold og kønsspecifikke overgreb begået i Allahs navn, og med et brag blev den dansk-kurdiske forfatter en af de stærkeste stemmer i kampen for kvinders og børns rettigheder, og den position bliver der sat endnu en fed streg under med udgivelsen af ”Skyggedanseren”.

Romanen løber i to spor. Vi er med Frmesk i Kurdistan i 1994 og i Danmark og Tyskland fra 2007 og nogle år frem. Hos bedsteforældrene Gawhar og Darwésh i Kurdistan er Frmesk holdt op med at tale og spise, hvorfor bedstemor Gawhar sender hende i koranskole, og hun søger dermed tilflugt i sin tro, hvilket viser sig at være en helt fejlslået strategi, mens bedstefar Darwésh kæmper mod den religiøse og kønsmæssige undertrykkelse og åbner blandt andet en hamam kun for kvinder.

Vi er også med hende i Aarhus, efter flugten fra Kurdistan, hvor hendes forældre er blevet skilt, og hun selv går på universitetet og bor sammen med sin mor og sine to mindre søskende. Men den voldelige far er flittig gæst og fører hårdhændet tilsyn – og Frmesks afslappede forhold til deres tro, hendes kritiske artikler om kvinders rettigheder og hendes traumebearbejdende digtning finder ikke nåde for hans blik.

Det er næsten umuligt at skille Sara Omars personlige og politiske projekt fra hendes kunstneriske. Og netop derfor er det også fristende at baske til stjernerne og slippe sin beundring over hende løs, for Sara Omars stemme er distinkt og vigtig, præcis som Frmesks voldsomme historie er det, og det er uvurderligt for samfundsdebatten, at bøger som ”Dødevaskeren” og ”Skyggedanseren” findes.

Men hvis man skal betragte romanen isoleret som et litterært værk, bliver det hele lidt vel skematisk. De gode er gode, og de onde er onde, og selvom der i forhold til debuten er skruet en kende ned for det floromvundne, så skorter det ikke på kulørt og lidt klichétungt sprog som for eksempel ”Krig knugede folks hjerter. Nogle hjerter så hårdt, at de gik itu, nogle, så de forvandlede sig til sten” eller ”Hun ville skrive med sin bedstefars ånd. Hun ville skrive med sin bedstemors blide hånd. Men hun skrev med blod som blæk”.

Sammen med den endimensionelle psykologiske persontegning giver det en lidt forudsigelig og udvendig fornemmelse, hvor man aldrig helt bliver klog på, hvad der driver romanens karakterer, og man kommer til at mangle nuancer, især i de passager, hvor den episke fremdrift udebliver, og det således bliver tydeligt, at det er budskabet og ikke sproget, der bærer romanen.

Men budskabet bliver man aldrig i tvivl om. Som det hedder om bedstefar Darwésh: ”Han brugte sin viden og fornuft til at kritisere dogmatiske og religiøse skrifter.” Det samme gør Sara Omar – og heldigvis for det. Men den helt store romanoplevelse bliver ”Skyggedanseren” desværre ikke rigtigt.