Prøv avisen

Gensyn med Gatsby

Leonardo DiCaprio som Jay Gatsby og Carey Mulligan som Daisy Buchanan i den australske instruktør Baz Luhrmanns kommende storfilm, der også har Tobey Maguire på rollelisten. Det er femte gang, Den store Gatsby filmatiseres. Foto: SF Film.

I 1925 udkom alletiders bedste amerikanske roman, Den store Gatsby. F. Scott Fitzgeralds drama-tiske og poetiske fabel om kynisme og håb er nu atter aktuel med genudgivelse, teaterversion og kommende storfilm

Den store Gatsby, F. Scott Fitzgeralds romanklassiker fra 1925, er over det hele for tiden. Gyldendal genudgiver den i forlagets nye klassikerserie, en storfilm med Leonardo diCaprio i hovedrollen som den mystiske og styrtende rige titelperson har premiere senere på året, og en stor teateropsætning på otte timer med titlen Gatz har taget de amerikanske og britiske anmeldere med storm.

LÆS OGSÅ: Klaus Rifbjerg om Den store Gatsby

Graver man et lille lag dybere ned i populærkulturen, finder man henvisninger til Den store Gatsby både i Woody Allens næstnyeste film, Midnight in Paris, og i de populære tv-serier The Wire og Mad Men. Ja, sidstnævntes hovedperson Don Draper er en personificering af den fattige Jay Gatsby fra romanen, der forsager sin fattige fortid ude på landet for at nå til tops i storbyen og vinde ungdommens uskyld tilbage.

Drømmen om at begynde på en frisk er så ærkeamerikansk som nogen. Den har rødder tilbage til kolonitiden i 1600-tallet, hvor europæiske udvandrere forestillede sig, at man i Amerika den nye verden kunne skabe et nyt samfund og en ny mennesketype, der var befriet fra århundreders krig i Europa og ikke tynget af historiens byrde. Men drømmen har også bibelske rødder med sine forskellige konnotationer om at vende tilbage til paradisets have, at blive genfødt og vaske fortidens synder bort.

I romanen er det titelpersonen Jay Gatsby, der personificerer drømmen om at lave fortiden om. Han er en fattig outsider og tidligere soldat, der i ungdommen i byen Louisville i Kentucky forelsker sig i byens smukkeste pige, Daisy. Hendes højere status i samfundshierarkiet i tiden omkring Første Verdenskrigs slutning umuliggør imidlertid ægteskab mellem de to. I stedet sætter Gatsby sig i hovedet, at hvis han bliver rig og udvisker sin fattige fortid, kan han vinde Daisy tilbage.

Derfor køber han som voksen i begyndelsen af de 1920ere, der er berømte som jazz-alderen eller de brølende 20ere, et gigantisk palæ. Herfra kan han spejde over til Daisy, der bor på den anden side af et lille sund, og fra sin bådebro lader blinke en håbefuld grøn lanterne. Hun er i mellemtiden blevet gift med den brovtende og komplet kulturløse rigmand Tom Buchanan, der ikke elsker Daisy mere, end at han også har en elskerinde, den fattige tankpasser Myrtle Wilson, som han aflægger besøg, når han kører fra hjemmet på Long Island og ind til New York.

Med denne dramatiske personkonstellation skabte F. Scott Fitzgerald en klassisk kærlighedshistorie, som Salman Rushdie har kaldt den bedste amerikanske roman nogensinde, og som digteren T.S. Eliot ved romanens udgivelse forudså ville ændre landets litteratur.

Nogen særlig stor succes ved udgivelsen var Den store Gatsby nu ikke. Den solgte mindre end Fitzgeralds to foregående romaner, og forfatteren selv døde glemt og fordrukken 15 år senere. Men Gatsby dukkede frem igen fra glemslens tåger, sikkert fordi fortællingen om ham som ingen anden roman iscenesætter så mange klassiske amerikanske ideer, at den fortsat holder universitetsprofessorer og læsere beskæftigede med at finde nye lag i den.

Ud over temaet om ideen med at starte på en frisk legemliggør romanen amerikanernes stærke tro på kapitalismens lyksaligheder. Det er jagten på rigdom, der skal føre Gatsby tilbage i Daisys arme, og det er hans overdådige fester i det store palæ, der skal lokke hende over sundet og ind i hans stuer.

Med et budget på over 120 millioner dollar vil den nye filmatisering med Leonardo diCaprio utvivlsomt svælge i Gatsbys overdådigheder med store biler og endnu større liveorkestre i palæhavernes gigantiske udstyrsstykker af jazzfyldte fester. At samme kapitalisme så slår fejl, er en pointe, som man ikke må overse, for selvom forfatteren Fitzgerald selv snobbede opad til den store guldmedalje og mængede sig med 1920ernes nyrige, er hans foragt for romanens rige skikkelser ikke til at tage fejl af.

Her spiller romanens fortæller, Nick Carraway, en afgørende rolle. Han er nabo til Gatsby og lever et beskedent liv som kontormus denne sommer, hvor han er kommet til New York-området for at få arbejde. Det er gennem hans øjne, at vi følger Gatsbys romantiske forsøg på at vinde Daisy tilbage. Og det er gennem hans formuleringer, at vi hører om den hensynsløshed, der præger Daisys og Tom Buchanans ægteskab.

Gatsby får jo ikke den attråede kæreste tilbage. Hun er ikke længere den bedårende uskyldighed, hun var i ungdommen, men er for længst inficeret af rigdommens meningsløsheder. Gatsby må sande, at man ikke kan vinde uskylden tilbage. Den romantiske drøm er oppe imod stærke kræfter i et moderne USA, hvor modernisering og tøjlesløs kapitalisme buldrer derudad. Da Gatsby dør til sidst i et dramatisk opgør efter en fatal forveksling, mister Nick Carraway al tro på den forretningsmæssige elite på Østkysten og vender desillusioneret tilbage til Midtvesten, hvor han kommer fra, og hvor folk er ærlige, og livet mere overskueligt.

Allerede i begyndelsen af romanen afslører han store dele af handlingens slutning, så vi ved som læsere, at vi har med en både romantisk og tragisk historie at gøre.

Nick Carraway skriver om Gatsby: Der (var) noget storslået over ham, en forstærket følsomhed over for livets løfter, som om han var beslægtet med en af de komplicerede maskiner der registrerer jordskælv 20.000 kilometer borte (...) Gatsby viste sig at være god nok i sidste ende; det er de ting der tyngede Gatsby, det modbydelige snavs der flød i kølvandet på hans drømme, som midlertidigt gjorde en ende på min interesse for menneskers forgæves sorger og stakåndede glæder.

Det er ikke mindst denne dobbelthed mellem på den ene side at være en kritik af det amerikanske forbrugersamfund og på den anden side at hylde den amerikanske drøm om en bedre fremtid, der har bidraget til Den store Gatsbys ry som uomgængelig klassiker. I romanen udspiller sig en kamp om romantik versus materialisme og håb versus kynisme. Fitzgerald undersøger, hvordan disse modsætningspar hænger snævert sammen og paradoksalt nok befrugter hinanden.

Klaus Rifbjerg er blandt de forfattere, der har et nært forhold til Den store Gatsby. Han læste den første gang i 1950 som studerende på Princeton Universitet og har i et interview her i avisen sagt om romanen og de modsætningspar, som den sætter i scene: Der er en drøm om at overvinde de barske forhold og komme klogere ud på den anden side. At man kan forandres på den rigtige måde uden at være en skurk, svindler eller fascist. Der er det grønne lys på den anden side af sundet, hinsides horisonten. Det er en smal sprække, og det er ikke et håb, man får forærende. Det er kun Carraway, der bliver klogere som betragteren. Han lærer af historien.

Ligesom Nick Carraway lærer af historien, har utallige læsere lige siden forsøgt at drage en lære af Gatsby liv. Som den berømte hvide hval i forfatteren Herman Melvilles klassiker Moby Dick optræder Gatsby selv forbavsende få steder i romanen.

Men denne gådefuldhed og konstante sløring af den sande identitet har utvivlsom bidraget til hans ry som både ærkeamerikansk person og en skikkelse, der er larger than life. Han er et mysterium, en gåde, et tegn, som hver ny generation skal afkode.Nu er turen så kommet til vores generation og vores tid. Det skal blive spændende at se, hvordan instruktøren Baz Lurhmann vil fortolke figuren i sin kommende film. Mange har billedet af Robert Redford fra en tidligere filmatisering tilbage i 1970erne på den indre biografs lærred, men nu er det altså diCaprio, som skal lægge træk og dybder til en ny tids idé om Gatsby.

Mange, der læser romanen første gang, bliver overraskede over hvor letlæst den er. Den er både kort, poetisk, spændende og dramatisk. Samtidig kan den genlæses i laser, og læseren kan hver gang lægge vægten forskellige steder. Det eneste sted, som alle læsere understreger, er slutningen af denne formidable roman, hvor fortid og fremtid, håbløshed og håb blandes i en poetisk cocktail, som ingen bartender til Gatsbys legendariske fester kunne have mikset bedre.

Den berømte slutning lyder: Gatsby troede på det grønne lys, den orgastiske fremtid, der år for år trækker sig tilbage foran os. Den slap fra os denne gang, men det gør ikke noget i morgen vil vi løbe hurtigere, strække armene længere frem... Og så en skønne morgen så vi kæmper videre, som både mod strømmen der uophørlig føres tilbage til fortiden.

Andre læser lige nu