”Grundtvig… var han ikke bare sindssyg?”
Det er et spørgsmål, man ofte kan møde, hvis digteren, præsten, historikeren og meget andet N.F.S. Grundtvig (1783-1872) er emnet for almindelig konversation. At der kunne hæftes en psykiatrisk diagnose på Grundtvig, blev som teori første gang bragt på bane i 1918 af den unge og lærde reservelæge på Københavns Kommunes psykiatriske hospital, Skt. Hans ved Roskilde Hjalmar Helweg (1886-1960). Helwegs bog fik stor indflydelse, ikke mindst fordi den lokkede med at sætte noget så uhåndterligt, vældigt og sammensat som Grundtvigs levnedsløb og forfatterskab på en relativt enkel formel.
Det var nu slet ikke Helwegs hensigt med bogen at reducere Grundtvigs biografi til en overskuelig sygejournal. Tværtimod ønskede han at gøre op med de almindelige fordomme om sindets sygdomme.
”At den sindssyge tænker forrykte Tanker, udfører vanvittige Handlinger og intet andet, synes de fleste en Selvfølgelighed; men at en Hjerne, der har været hjemsøgt eller endnu hjemsøges af Sygdom, kan præstere noget virkeligt værdifuldt, falder kun de færreste ind.” Dermed ønskede Helweg ved hjælp af den almindelige agtelse, som Grundtvig nød, at kaste et formildende lys på samtidens psykiatriske patienter ved at vise, at også de kan være gode og nyttige borgere.
”Det manio-depressive Anlæg kan forme rigere nuancerede Personligheder, kan understrege Egenskaber, der ellers maaske ikke vilde træde frem over Niveauet, kan give Fantasien mere Fart, og Udladningerne mere paradoksal Kraft, end den almindelige ’sunde’ Hjerne kunde præstere.”
Det var ikke, fordi tidligere redegørelser for Grundtvigs levnedsløb havde fortiet noget. De havde blot andre begrebsligheder at gøre godt med, når det handlede om de kriser, der vitterligt var i Grundtvigs liv, ikke mindst den, der indtrådte i slutningen af 1810. Grundtvig havde indtil da troet, at han skulle være historiker og litterat i hovedstaden, men så anmodede hans far, den aldrende præst i Udby-Ørslev pastorat ved Vordingborg, Johan Grundtvig, sin søn om at træde til som hjælpepræst, og det kastede Grundtvig ud i en alvorlig krise. Den første store biografi, der udkom om Grundtvig, var skrevet af en nordmand, H. Brun, i 1882, og Brun lagde lige som mange følgende af Grundtvigs levnedsskildrere vægt på denne krise som en form for omvendelse. Den alvor, som en sådan forandring indebar, medførte også, at ”hans Sinds Tilstand grændsede til Vanvid”, som Brun skrev. Men det var altså stadig at forstå inden for et religiøst univers, hvor det ikke handler om helbredelse, men om sjælens frelse.
Helweg derimod mente at kunne identificere krisen som et udslag af en manio-depressiv psykose. Helwegs verdensbillede var medicinsk og ikke religiøst, og han forstod Grundtvig i overensstemmelse hermed. Helwegs værk var i pagt med den stigende selvbevidsthed, hvormed den medicinske videnskab i det 20. århundredes begyndelse erobrede retten til at give forklaring på fænomener, der indtil da havde hørt under for eksempel æstetikkens eller moralens jurisdiktion. Helwegs samtidige, bakteriologen Carl Julius Salomonsen, holdt i 1919 et berømt foredrag om den moderne kunsts bevægelse bort fra det figurative. Salomonsen mente, at for eksempel Picassos abstrakte malerier var udtryk for en form for smitsom sindslidelse.
Helwegs forståelse af sygelighed og sundhed var bundet op på det, som vi i dag ville kalde kulturelle, sociale eller æstetiske markører. Det bliver meget tydeligt, når han forsøgte at se sin pointe bekræftet ved hjælp af litterær analyse. Selv de mindste ting blev for Helweg til tegn og varsler på overståede eller kommende sygdomsanfald. Han betragtede det for eksmpel som et sundhedstegn, at Grundtvig rettede sit oprindelige ordvalg i "Velkommen igen, Guds engle små" fra "rollinger" til "puslinger vi har i hver en vrå". Det anså Helweg som mere smagfuldt og tolkede det dermed også som et udtryk for, at Grundtvig var i bedring, da han rettede i sit digt.
Dermed tilbød Helwegs analyse ikke blot en forklaring på de enkelte episoder af udtalt sindssyge i Grundtvigs liv. Han bredte sin tolkning ud til at blive en nøgle til forståelse af hele forfatterskabet, således at det, som Helweg brød sig mindre om eller simpelthen ikke forstod, ikke nødvendigvis kunne afskrives som et ”patologisk Produkt”, men dog nok karakteriseres som et udslag af et sygdomspræg, der havde konstitutionel karakter. Så endskønt det var Helwegs erklærede hensigt ikke at lade diagnosen være større end manden, var det netop hvad han endte med at gøre.
Hjalmar Helweg: N.F.S. Grundtvigs Sindssygdom. 128 sider. Oprindeligt udgivet i 1918. Henrik Koppels Forlag.