Prøv avisen
Bog

Gensyn med Himmerland

Johannes V. Jensens ”Himmerlandshistorier”, der nu udkommer i ny udgave, er altid et gensyn værd. Hvis man ikke har læst dem før, har man noget af det bedste af dansk litteratur til gode

Johannes V. Jensen fortalte, at han mindst en gang om året måtte en tur til Himmerland. Det var dér, han kom fra, og der han vendte tilbage til, når han skulle huske sig selv og finde inspiration. Han havde ”en Verden liggende under den blot tilsyneladende derovre. Det er en sublimere Virkelighed skjult under Overfladen hvor som helst”.

Vi andre har måske ikke brug for at besøge Himmerland hvert år, men det er til gengæld givende at vende tilbage til Jensens ”Himmerlandshistorier” med jævne mellemrum. Det er godt at komme tilbage til disse grundfortællinger om mennesker sat i en natur og kultur, som er så fremmed for mange af os i dag. Ja, naturen er selvfølgelig ikke komplet forandret, for der findes stadig sletteland med hede, sparsomme marker og næsten ingen træer. Der findes stadig et ”underligt fortyndet Landskab”, som Jensen skriver med sin særlige sans for det slående adjektiv. Men det hele er nu alligevel så forandret i forhold til, hvordan det var før. Og det var det allerede, da Jensen vendte tilbage som voksen mand.

Der kan være god grund til at tage fat på Jensens ”Himmerlandshistorier” igen og læse dem i den kommenterede udgave som Det Danske Sprog- og Litteraturselskab netop har udgivet til blot 200 kroner.

Det er Jensen-kenderne Per Dahl og Aage Jørgensen, der står for udgivelsen, som rummer ordforklaringer, nyttig baggrundsinformation og et fint og opklarende efterskrift. Noterne giver ny viden til ”gamle” læsere og gør det muligt for nye læsere at stige på. Der er mange begreber og ord, der fortjener en forklaring, fordi de tilhører en verden, som i mangt og meget ikke længere findes. Det gælder både dialektord og begreber for den tingsverden, der hørte til et liv på landet. Tak til Dahl og Jørgensen for det store arbejde med at udarbejde de mange oplysende noter og tilvejebringe præcise oplysninger om bibliografiske forhold.

Det er dog heldigvis muligt at læse historierne uden hele tiden at have et øje hængende i noterne. Der er så megen rå handling, så voldsomme dramatiske optrin, at man snart kommer til at læse hen over det, man ikke umiddelbart forstår. Men så kan man jo bare gå tilbage og få det hele med.

Jeg har selv læst mange af historierne flere gange. En historie som ”Wombwell” om det omrejsende menageri med løver og elefanter har jeg slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har nydt. Bare at læse om den splittergale direktør, der leder opsætningen af indgangsportalen, er en læseoplevelse: ”Wombwell var nu totalt ude af sig selv og rasede som i Krampe, brølede ud af Brystet og aad Luften”. ”Åd luften” – jeg ser det for mig!

Det er en ren fornøjelse at vende tilbage og opleve både historierne og sproget. Det var ikke for ingenting, at Jensens samtidige så ham som en af deres egen tids største sprogkunstnere. Han var på linje med J.P. Jacobsen. Så forskellige de to er, så er de dog fælles om at tilføje det danske sprog en mægtig volumen. Så varieret kan det være, så meget kan det bære.

Skikkelsesdannende er ofte et begreb, hvormed man roser store digtere; og er der noget, Jensen mestrer i disse historier, så er det netop at tegne portrætter, så man ser figurerne lyslevende for sig. Man kan godt betragte Tordenkalven på et fotografi, hvor man ser hans besynderlige påklædning, men det er først med ordene, at han vokser frem som et væsen af en ganske særegen karakter. Efter blot et par sider er det, som om man kender ham og har mødt ham selv. Man lever sig også ind i alle de genstridige, trodsige og stejle figurer, der ødelægger livet for sig selv og andre. Det gælder kvinder som Cecil og ”Jomfruen” og mænd som Thomas i Spanggaarden og særlingen Vogn. Det er liv og skæbner, fortalt så urimeligheden er til at få øje på, men også så man alligevel fatter sympati for de skæve eksistenser.

Dahl og Jørgensen kommenterer en passant Jensens stil, der nogle gange virker noget speciel, fordi den er så sammensat. Nogle vil kritisere den og anse den for rod og uskøn. Men det er nu sådan, Jensen fortæller disse historier, og det giver også mening, at stillejerne svinger fra det mundtlige til det skriftlige; fra det arkaiske til det moderne; fra jyske dialektord til fremmedordbogens mere sjældne ord. For hvad der finder sted i Jensens historier er foruden så meget andet også et sammenstød af bevidstheder. Der er ingen, der kan forlange harmoniske toner, dér hvor den gamle traditionsbundne verden tørner sammen med en bevidsthed formet af en moderne, teknologisk verden. Der er, som om ”To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og skærpes i mit Hjærte”, skriver Jensen i digtet ”Interferens” (1905). Det gør de også i ”Himmerlandshistorier”, og det gør dem til andet og langt mere end sentimentale hjemstavnsfortællinger.

Så læs og genlæs! Der ligger en sublim verden gemt i de efterhånden gamle ”Himmerlandshistorier”.

Det er en ren fornøjelse at vende tilbage og opleve både historierne og sproget i Johannes V. Jensens ”Himmerlandshistorier”, skriver Lars Handesten. – Foto: Ritzau Scanpix