Prøv avisen

Thomas Ubbesens "gensyn med hippieruten" er mere end blot et personligt projekt

5 stjerner
På sin rejse vil Thomas Ubbesen gerne gense fortiden, men han vil også gøre en indsats for at forstå de tragedier og den lidelse, som møder ham overalt.

Selvom det kan lyde som en dårlig idé at rejse tilbage ad mindernes alle, så er den god, når den rejsende hedder Thomas Ubbesen

Det begyndte ved Friheden Station i 1977. Han var 21 år, eksistentielt ulykkelig og ville væk, han ville flippe rundt og tage chancer i den store verden i stedet for at leve en tryg og konform tilværelse som studerende, og så rakte han tommelfingeren ud og tog hippieruten til Indien. Alene med sig selv og sin rygsæk.

40 år senere gør han det samme. Og selvom det kan lyde som en dårlig idé at rejse tilbage ad mindernes alle, så er den god, når den rejsende hedder Thomas Ubbesen. Det lykkes ham nemlig at få såvel liv som vid i sin skildring, hvilket gør hans rejse til andet og mere end blot et personligt projekt.

Thomas Ubbesen (født i 1956) er journalist og forfatter og har tidligere udgivet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager” (2015) og ”Good luck, habibi – rejser i flygtningestrømmen” (2017), og han har rejst over det meste af kloden for at dække krig, terror og naturkatastrofer i blandt andet Irak, Libyen, Eksjugoslavien, Haiti og Indien. Som han skriver et sted: ”Jeg har været alle steder. Også ude af mig selv.”

Han var rimelig meget ude af sig selv i 1977, hvor han hutlede sig igennem til Indien med beskedne midler, der skulle række langt, masser af stoffer, der skulle fungere som eksistentielle øjenåbnere, og tilfældige møder med mennesker, der solgte deres blod for at finansiere drømmen om det frie og uafhængige hippieliv.

Det er langt væk fra 2017. Men tankerne fra dengang rammer dog stadig Thomas Ubbesen. ”Hvor lidt har man dybest set brug for? Eftertanke. Medfølelse. Hjælpsomhed. Venlighed. Gamle visioner i hovedet på en gammel hippie på en lang dags rejse mod Istanbul.”

Det fortidige spor krydser det nutidige i bogen, som er delt op i to, vejen til Indien og opholdet i Indien, og den urimeligt velskrivende Thomas Ubbesen har et kærligt og distanceret blik på sit unge jeg.

Den fortidige del læser sig derfor næsten som en coming of age-roman, hvor optimismen dominerer. Som han skriver: ”Vi var så heldige at være født, netop som had, grådighed og dumhed – de tre ’sindsgifte’ kalder buddhismen det – var tæt på at blive bragt under kontrol. Det hele skulle nok gå. Meget tegnede godt.”

Alvoren er anderledes tyngende 40 år senere, og undervejs på sin tur møder han en række af de mennesker, som han gennem årene har mødt som journalist.

For eksempel den syriske flygtning Sham, der var en af hovedfigurerne i ”Good luck, habibi – rejser i flygtningestrømmen”. Han møder også nye, og deres historier indlejres smukt og organisk i de kompetente historiske rids over blandt andet Tysklands, Eksjugoslaviens og Afghanistans historie.

På sin rejse vil Thomas Ubbesen gerne gense fortiden, men han vil også gøre en indsats for at forstå de tragedier og den lidelse, som møder ham overalt, og han spørger således med Susan Sontag: ”Hvordan kan vi klare at være vidne til andre menneskers lidelse?”. Og dermed bliver ”Gensyn med hippieruten. I egne fodspor efter 40 år” ikke blot et personligt opgør med fortiden. Den er også et kritisk blik på den tid, som vi lever i, og ikke mindst til de værdier, som dominerer den. Det er både stærk, underholdende og tankevækkende læsning.