Prøv avisen
Liv&litteratur

Gensyn med kultur- og klosterlivet på San Cataldo

Et tidligere benediktinerkloster ved Amalfi i Syditalien er frugtbar baggrund i den oversete essayist Christian Vinds nye arbejde

I 2012 var jeg så heldig, at jeg fik tildelt 14 dages ophold på San Cataldo, et tidligere benediktinerkloster ved Amalfi i Syditalien, der siden 1924 har fungeret som kunstnerrefugium for danske forfattere, kunstnere og forskere.

Det var midt i juni, klokken 10 om formiddagen nærmede temperaturen sig allerede 30 grader, og det var uendelig svært at blive inde bag de kølige stenmure, når alting udenfor var så lysende, frodigt og varmt.

Lige det, en frossen dansk sjæl havde trængt til. Så jeg læste i solen, gik lange ture til Ravello og ned ad alle trapperne, hvor de små firben stroboskopisk smuttede rundt til den lille by Atrani, hvor man om morgenen havde det silkebløde hav næsten for sig selv. Nu er det vinter, og som for mange andre nordeuropæere kan længslen efter Italien gribe en, når man ser ud af vinduet, det uendelige grå lys.

I tankerne har jeg netop været tilbage, for jeg har læst essayet ”Udtog II”, skrevet af den danske kunstner og oversete essayist Christian Vind, udkommet på det lille forlag Antipyrine. Første bind kom op til jul 2016, og her fulgte jeg forfatteren på en kunstnerisk lystrejse ud i Europa.

Der findes mange rejsebøger, der kan fortælle en, hvad der er godt at se hvor. Det er ikke Vinds gebet. Han rejser ud for at blive fremmed, tænker jeg, for at få rystet sit syn lidt, men i lige så høj grad for at komme i tanker om noget af det, han i forvejen har set, men glemt, at han vidste. For at få nye og gamle billeder til at yngle.

Et billede på et museum kan fremkalde et helt andet billede fra erindringen. Og så viser det sig, at flere af de billeder, der på den måde bliver trukket frem, tegner et helt tredje billede. Det er på en og samme tid filosofisk og ganske banalt.

I år var det så ”Udtog II” der trak. Også her er rammen en måneds rejse, men hvor den første rejse gik med tog ud i Europa, som en gammeldags interrail-rejse – min generations dannelsesrejse – går den nye rejse til kunstnerrefugiet San Cataldo, som den danske Carl Wiinstedt (1875-1932) købte i 1909 trods dets dengang ruinøse tilstand.

Vi følger Vind fra bussen på Blegdamsvej, og karakteristisk for ham er, at den trivielle fortælling om, hvordan man kommer fra det ene transportmiddel til det andet, benplads i flyet og så videre bliver en form for tynd rød tråd, hvorpå digressionerne hænger som store vidunderlige druer.

I gaten i Istanbul tænker kunstneren på maleren Martinus Rørbye, der i 1834 tog på en tre år lang udlandsrejse, der blandet andet gik til Konstantinopel, som Istanbul dengang hed. Rørbye er en tilbagevendende (identifikations)figur hos Vind.

Vind kommer frem til klostret, hvor han får celle 4.:

”Det nedlagte benediktinerkloster, hvoraf dele vist går tilbage til det 12. eller 13. århundrede, er en rektangulær fuldmuret monolit, som en klods moræneler af den slags, man køber til jul, hvori der er udhulet en række trapper, progressioner af rum, tøndehvælvede gange, og fornemmelsen af at befinde sig i et hus bag mure, der kan være op til en halv meter tykke, er meget markant. Grundplanen er sikkert enkel, men opleves kompleks. Huset ligger på kanten af bjerget, og klosterhaven består af tre under hinanden beliggende terrasser, der skråner ned til Scalas kirkegård, hvorfra flere terrasser trinvist fortsætter ned til bunden af dalen.”

Sådan får Vind konkret og med et overraskende billede ret præcist tegnet klostret op.

Her skal han være en måned, han skal skrive den bog, vi læser, og koncentrere sig. Det er ikke let, når man er et følsomt og afledeligt væsen, offer for stemninger og idiosynkrasier, som Vind gladelig selv koketterer med, men pointen er jo, at det også er den måde, hans oplevelsesapparat sættes i svingninger på.

Havde han givet en lang beskrivelse af nærvedliggende Ravello, ville jeg ikke have husket den, måske ville jeg havde kedet mig og sprunget over. Men nu husker jeg derimod hans billedkæde: Oscar Niemeyers koncerthus, der har form som et insektøje, den snavsede kok og kattens røde blinde øje, som billedligt hæfter sig fast på Edvard Munchs vilde solmaleri, som Christian Vind lige har beskrevet, og som han indlevende forestiller sig er affødt af kunstnerens synsproblemer.

I parentes bemærket drypper Vind også øjnene mod forhøjet tryk, ligesom den stakkels mand som ægte rekonvalescent også lider af smerter i bentøjet. Der er meget underspillet humor og selvironi hos Vind, begavet underholdning, kritiskbekymret samtidsanalyse og vidunderlige detaljer. God tur.