Genudgivelse af polemiske noveller viser Strindberg som naturens muntre søn

135 år efter den første gang blev udgivet, kan vi nu læse August Strindbergs polemiske novellesamling ”Giftas” på dansk

August Strindberg er ikke for fastholdere, han er eksplosiv og aggressiv, men også følsom og indsigtsfuld. –
August Strindberg er ikke for fastholdere, han er eksplosiv og aggressiv, men også følsom og indsigtsfuld. – . Foto: Ritzau Scanpix.

August Strindberg vidste godt, at den ville vække debat, novellesamlingen ”Giftas”, som han udgav i 1884 hos Bonniers. Men at han ligefrem skulle få en retssag på halsen, havde han vel ikke regnet med, og i hvert fald var han bortrejst. Forlæggeren måtte sende sin søn til Geneve for at få den nervøse forfatter med hjem til Stockholm. Der ventede ham, ud over retssagen, så til gengæld en bragende modtagelse og en festforestilling på teateret.

Novellesamlingen, som i Karen Fastrups fine oversættelse hedder ”Ægteskab”, var ganske rigtigt provokerende. Det er noveller, der synes skrevet med Georg Brandes’ diktum om litteraturens rolle som debatskaber i baghovedet.

Alle 12 noveller samt det indledende interview, hvor forfatteren interviewer sig selv, samt hans eget forord, handler om forholdet mellem mand og kvinde, om kønsmoral, om ægteskabet som misforstået institution, om hykleri, afholdenhedens svøbe, og det hele sættes i scene gennem et kig ind til en række af triste skæbner fanget i ægteskabets mummespil. Strindberg lagde ikke fingrene imellem og skriver da også i et brev, da han netop har færdiggjort samlingen: ”Horboken är färdig! Ren socialism med det radikalaste qvinnoprogram man sett!”. Videre anfører han begejstret, at bogen både er det smukkeste og det mest svinagtige, han har skrevet.

Strindberg var en nervøs og krigerisk figur, en urolig sjæl, der aldrig fandt et stabilt ståsted, men altid gerådede ud i nye diskussioner og uvenskaber. Han var tydeligvis oppe at køre over sine noveller, ikke mindst fordi han mente at have fået krammet på Henrik Ibsen, der var blevet så populær med sit dukkehjem.

Til maleren Carl Larsson skriver han, at bogen på ham virker som et godt, ærligt samleje, hvor det, Ibsen bedriver, er hysterisk onani. Det er i den grad Strindbergs selvbillede; at han er den, der siger tingene, som de er, uden borgerlige omsvøb. Ud af Strindbergs mund taler naturen.

Det var nu ikke den eksplicitte talen om det seksuelle, der førte til beslaglæggelse af værket, der blev trykt i 4000 eksemplarer, men derimod et par linjer i novellen ”Dydens løn”, hvor Strindberg hånligt noterer, hvilke mærker der bruges til at fremtrylle nadveren – ”det uforskammede bedrageri” – ”Högstedts Piccadon til 65 øre kanden og Lettströms majsoblater til 1 krone pundet”.

Strindberg blev frikendt. Og fulgte senere skandalesamlingen op med endnu et bind noveller.

I den nye oversættelse, som forlaget Turbine udsender i en ny klassikerserie, hvori også indgår Vladimir Nabokovs ”Pnin”, anmeldt her i avisen i fredags, er der intet nutidigt for- eller efterord. Det er ærgerligt, fordi ”Ægteskab” naturligvis er noveller, der kan læses i egen ret, men som først og fremmest giver mening, når de læses ind i en kontekst. Man mærker jo også som læser, at det er programtekster skrevet ind i tidens sædelighedsdebat. Vi kender kombattanterne: norske Henrik Ibsen, hvis stykke ”Et dukkehjem” (1879) virkelig har hidset Strindberg op, og Bjørnstjerne Bjørnson, som med sit teaterstykke ”En Handske” forfægtede det synspunkt, at både manden og kvinden skulle holde sig ”rene” til ægteskabets indgåelse.

Glemt i den brede offentlighed er imidlertid alle de kvindelige forfattere, som på det tidspunkt faktisk fyldte i offentligheden, ikke mindst på teaterscenen. For eksempel Alfhild Agrells drama ”Räddad” (Frelst), 1982, skrevet som en reaktion på Ibsens dukkehjem, som var på det Kungligas repertoire 26 gange i årene 1882-84. Kvinder, som Strindberg hånligt omtaler som ”kulturkvinder”, uden evne til at tale på den brede befolknings vegne.

Det mener Strindberg selv, at han gør, når han taler om, at det er imod naturen at undertrykke seksualiteten, både for mænd og kvinder. Et eksempel på, hvor galt det kan gå, kan man læse i hovednovellen ”Dydens løn”, hvor den arme Theodor må sove på den nøgne sengebund og stå op og foretage kolde afvaskninger flere gange om natten for at holde synden i kroppen stangen. Det går ham ilde. Problemet, som Strindberg med stor ligefremhed lægger frem, er, at det simpelthen er naturstridigt, at en ung mand, der bliver kønsmoden som 15-årig, først legalt kan have en seksuel relation, når han er i stand til at forsørge en familie.

I det polemiske forord skriver Strindberg om kvindesagen, at den kun berører kulturkvinden, som igen måske kun udgør 10 procent af befolkningen. Næh, se hellere til naturen, siger Strindberg, det er den, vi skal tilbage til. Med hensyn til menneskets natur så er den oprindelige menneskenatur for Strindberg at finde i bondehjemmet, hvor der er orden i sagerne, fordi både manden og kvinden har magt og værd, begge drager så at sige fordel af hinandens kompetencer.

Kulturkvinden og kulturmanden er derimod fordærvede. Mænd bruger hyklerisk galanteri for at opnå ægteskaber med velhavende kvinder, og kvinden bliver efterfølgende skuffet. Eller mænd gifter sig af kærlighed og bliver skuffet, når de finder, at kvinden ikke er en engel i virkeligheden. Ægteskabet er og bliver en forløjet institution.

August Strindberg er ikke for fastholdere, han er eksplosiv og aggressiv, men også følsom og indsigtsfuld. Der bliver skudt med spredehagl, og det er en del af fornøjelsen ved det hele. Han er på samme tid forbløffende moderne, når han taler for kvindens stemmeret, og mener, at kvinden skal beholde sit eget navn ved indgåelse af ægteskab, og samtidig mærker man hele tiden, hvor let antændelig hans misogyne paranoia er.

Strindbergs noveller er tydeligvis skrevet i en anden tid. Men at der stadig er noget, der halter i forholdet mellem kønnene, behøver man bare at skele til MeToo-diskussionerne for at blive mindet om. Og når man således, endnu en gang, opdager, at der er noget at tænke over, så er det altid givende at se tilbage til dem, der har tænkt radikalt over sagerne. Og her hører Strindberg til i forreste række.