De ikoniske spioner fra den kolde krig er tilbage for en stund. Forfatteren John le Carré, der skabte George Smiley og andre spioner fra den britiske efterretningstjeneste MI6, også kendt som Cirkus, er højaktuel med en ny roman.
”Spioners arv” udkommer i dag og tager tråde fra John le Carrés spionromaner med George Smiley op igen, og læseren bringes endnu en gang tilbage til den tid, da navne som George Smiley, Alec Leamas, Jim Prideaux og mange andre var creme de la creme i spionlitteraturen.
En anden, der var med dengang, var unge Peter Guillam, elev og ven af George Smiley. Han er i dag en ældre herre, der nyder sin pensionisttilværelse i sit hjem i Bretagne, da han en dag får et brev med besked om, at han skal møde op på hovedkvarteret i London, og hele tonen i brevet antyder, at der ikke er tale om et venskabeligt visit.
Der blæser nye vinde over den hemmelige tjeneste – så mange år efter den kolde krig. Et udvalg i det britiske parlament er nemlig begyndt at interessere sig lidt for meget for, hvad der egentlig skete dengang i de kolde 1950’ere og 1960’ere og tildels 1970’ere, da Smiley og hans mænd havde deres storhedstid.
Samtidig risikerer efterretningstjenesten et sagsanlæg med et erstatningskrav på flere millioner kroner fra tre (voksne) børn af tre hovedrolleindehavere i nogle af den tids mest dramatiske spionbegivenheder.
På den måde fletter John le Carré fortid med nutid og spinder tråde tilbage til ”Spionen, der kom ind fra kulden” og ”Dame konge es spion”, selvom Smiley optræder i flere af le Carrés bøger.
Tjenesten er altså presset både fra politisk hold og fra de tre efterkommere, mens de folk, der i dag arbejder i den hemmelige tjeneste og nu skal se nærmere på begivenhederne under den kolde krig, ikke var født dengang.
Man forsøger at skabe sig et overblik over, hvad der egentlig skete med operationen Mayflower og senere med operationen Windfall ved en grundig afhøring af en af dem, der var med, nemlig Peter Guillam.
Han anbringes i et af George Smileys ”sikre huse”, som vor tids agenter først for nylig har opdaget eksistensen af, og her bliver han sammen med et par yngre kolleger sat til at gennemgå alle de gamle rapporter og dokumenter, der er fundet samme sted.
Mange af dem har han i sin tid selv skrevet, og i mange af dem er kendsgerningerne om, hvad der egentlig er sket, sløret eller helt udeladt.
Det ved Peter Guillam alt om, så mens unge kolleger presser på for sandheden, genoplever Guillam – sammen med læserne – fortiden, mens han forsøger at finde ud af, dels hvad der egentlig er sket med Smiley og dels, hvad der i dag er sikkert for ham at løfte sløret for.
For ikke alt gik dengang, som det skulle, og ikke alt tåler at komme for en dag.
For eksempel var operation Windfall navnet på en kilde med en højtstående stilling i Stasi. Hans rival i Stasi havde indledt en ubarmhjertig jagt på Smileys agenter og meddelere bag Jerntæppet, og kilden Windfall var nødt til at følge trop for at behage Mos-kva.
Det betød, at britiske agenter på stribe blev taget ud af spil og i mange tilfælde af selve Windfall, Smileys mest højtstående kilde i den tidligere Tyske Demokratiske Republik.
George Smiley dukkede op for sidste gang i le Carrés roman ”Den hemmelige pilgrim” fra 1990, og det kan være risikabelt for en forfatter at trække en af sine legendariske figurer frem igen efter så mange års fravær, men det lykkes i den grad for John le Carré, måske fordi det i højere grad er historierne fra dengang, der trækkes frem.
Ja, det er også en til tider smånostalgisk tur ned ad Mindernes Allé for os, der har læst alle Smiley-bøgerne, men ”Spioners arv” er først og fremmest en spændende spionthriller – en ægte koldkrigsroman, som det kan være svært at slippe, før sidste side er læst. Og så har den det helt unikke le Carré-kendetegn, som gælder alle hans bøger: Den er velskrevet.