Prøv avisen
Tidens tegn

Gensyn med vennerne - udsyn fra livets hårnålesving

Til jubilæum kan man se fortidens plateauer under sig fra hårnålesvingets høje udkigspost, skriver Nils Gunder Hansen. Foto: Betina Garcia

Klummeskriveren har været til 40-årsstudenterjubilæum og bekræftes i, at fortiden er uudtømmelig

Da jeg for en del år siden analyserede Tage Skou-Hansens roman ”Springet” fra 1986, formulerede jeg mig ret friskt om det 40-års studenterjubilæum, som optræder i bogen. Det havde et anstrøg af dødedans over sig, fordi man i den alder er ”over the hill”. Tak for kaffe. For små to måneder siden befandt jeg mig selv til 40-års studenterjubilæum. Den slags kan komme, før man aner.

Bortset fra det havde vi en vældig god dag i Tønder. Vi jubilarer var til en fin dimissionsfest på Tønder Gymnasium. Jeg havde måske halvt ubevidst ventet en stemning af udkant, hvor man pyntede op på forfaldet og hang fast med det yderste af neglene, men hold da op: Skolen var udbygget til det dobbelte i forhold til 1975, over 200 studenter fik huen på hovedet i den flotte festsal, der var indmarch og optræden og huer, der blev smidt op i luften og en hel masse ”pomp and circumstance”, der altså ikke fandtes i vores tid. Meget opløftende.

Også godt at se, hvor adrætte og velholdte 50-års jubilarerne så ud. Ung må verden endnu være. Vi fik en rundvisning og dvælede lidt i den gamle festsal, der nu var bibliotek. Den så mindre ud, end vi huskede. Bagefter gik vi til Tønderhus og fik frokost (stjerneskud og platter, øl, vin og champagne). Det ebbede ud ved firetiden om eftermiddagen. Man kan godt mærke, man ikke er 25-års jubilar mere. Den gang festede vi den halve nat, som om vi var unge. Nu tog vi den med ro, som om vi var gamle.

Vi tog en runde omkring bordet og fortalte vores livshistorier. Nogle var rejst langt bort, andre var blevet på egnen. Meget voldsomme ting blev strejfet i en bisætning. Det kan være svært at nå at tage det hele ind.

Særligt holder jeg af de små historier, der spontant pibler frem under samværet: ja, det var jo netop sådan vores engelsklærer, lektor Quistorff, agerede i timerne; han kiggede altid ned i sine notater fra sin egen studietid, og så kunne han finde på at harcellere voldsomt over det, han havde lært. Det havde jeg fuldstændig glemt.

Man får også nye oplysninger om, hvordan det gik folk i de første år efter gymnasiet, som ofte var dramatiske ”vandreår”. Og så er der de uventede iagttagelser, som man lige må tænke lidt over: ”Hun var jo forud for sin tid og foran alle os andre, Nils.”

Senere på sommeren læser jeg for første gang den berømmede forfatter Alice Munro (”For meget lykke”, 2013) og falder i novellen ”Børns leg” over denne lille perle:

”Som barn bliver man hvert år et nyt menneske. Det plejer at ske i sensommeren, når man begynder i skolen igen og kommer op i en højere klasse og lægger sommerferiens rodebunke og dorskhed bag sig. Det er der, man registrerer forandringerne allertydeligst. Bagefter er man ikke sikker på måned eller år, men forandringerne fortsætter alligevel. I årevis lægger man fortiden bag sig med stor lethed, det sker automatisk, helt som det skal. Det, der er sket, bliver irrelevant, det er ikke fordi det bare forsvinder. Og så kommer der hårnålesving. Alt hvad der har været overstået og færdigt, skyder frem på ny og kræver opmærksomhed, kræver at man gør noget ved det, selv om det er indlysende, at der ikke er en jordisk chance for at gøre noget som helst.”

Munro gør sig her en iagttagelse, jeg ikke har set så klart artikuleret før. At vi livet igennem lægger tid bag os og løbende får mere fortid end fremtid, er banalt. De unge kigger frem, de ældre kigger tilbage. Det, som Munro fanger, er den følelsesmæssige radikalitet: Fortiden forsvinder ikke bare for den unge, den bliver irrelevant. Man kan i tilbageblik undre sig over, hvor ubekymret man lagde ting bag sig, men man var underlagt en ordre fra tilværelsens generalstab om at marchere frem.

Senere i livet kommer det hele så tilbage, man bliver indhentet af erindring, som Skou-Hansen har sagt. Og det mest gådefulde er den genopstandne relevans, kravet fra fortiden om, at man gør noget ved den, som om man kunne træde ind i den og påvirke den, som om det er en historie, der endnu kun er ved at udfolde sig, og som kan gå i så mange retninger.

Selvom man godt ved, at det er det, man sidst af alt kan gøre. Men man kan tage til jubilæum og se fortidens plateauer under sig fra hårnålesvingets høje udkigspost.