Gensyn og genoplevelse

Bøger: Jens Christian Grøndahl skriver fint, men ikke særligt gribende i »Virginia«. Udkommer i dag

Jens Christian Grøndahl har skrevet en lille roman, som han kalder »Virginia« efter den tobak, som spiller en lille symbolsk rolle i fortællingen. I det første afsnit fortælles en episode fra krigen: en ung pige ferierer hos venlige mennesker, der har inviteret hende til at være et stykke tid sammen med dem i deres sommerhus ved Vesterhavet. Værternes nevø er en lidt yngre dreng, som er meget fascineret af pigen, der dog ikke skænker ham synderlig opmærksomhed. Hendes interesse vækkes, da en engelsk flyver bliver skudt ned, og piloten redder sig i faldskærm og gemmer sig i en lille hytte på et afsides sted. Hun forsøger at hjælpe ham og har i den forbindelse en sart erotisk oplevelse, hvis symbol er et cigaretetui med en enkelt Virginiacigaret i; men der kommer ikke ellers noget ud af det, for tyskerne finder manden. Mange år senere møder fortælleren igen denne kvinde, som, efter hvad hun siger, har tænkt på den engelske pilot hele sit liv, og senere igen møder han hendes fraskilte mand og deres søn, som han giver et skub på vej til forsoning med sin fader ved at fortælle en opdigtet historie om moderen. Det er jo en meget lille historie, og den hænger egentlig ikke særlig godt sammen, men den er skrevet med fin kunst. Der fortælles let og naturligt, og de små scener afvikles overskueligt og klart. Bogen rummer smukt antydede naturbilleder, som træffende formidler stemningen, og endelig har den korte portrætter af forskellige mennesker, som giver et overbevisende billede af deres karakter. En grund til, at atmosfæren i bogen virker så tynd, er også, at fortælleren er så distanceret og karrig med sine meddelelser. Han antyder selv, at han har haft et bevæget liv, men i fortællende stund er han ligesom ude af det og ønsker ikke at komme ind i forpligtende forhold igen, så hans møder med fortidens mennesker fører kun til den allerflygtigste berøring, og han gør intet for at fordybe forholdene eller trænge længere ind i fortidens gåder. Jeg læste bogen med stor beundring for den fine skrivekunst, men uden at blive særlig grebet af den lille fortælling. Jens Christian Grøndahl: Virginia. En fortælling. 104 sider. 149 kr. Rosinante.