Prøv avisen

Gentagelsen er livets skønhed

Jakob Høgsbro er på vej ud i landets kirker for at spille musikken fra ”Variation”. – PR-foto.

Jeg synes ofte, at fornuftige præster får for lidt taletid i dagens Danmark, så jeg har forsøgt at flytte deres kloge ord ind i musikken, siger komponisten og saxofonisten Jakob Høgsbro, der har samarbejdet med otte markante præster om sin nye pladeudgivelse, Variation

En kunstmaler behøver kun tre grundfarver. 12 toner kan blive til alverdens musik. Og alle nye historier på kloden kan skrives med blot 28 bogstaver. Hemmeligheden ligger i variationen.

For livet er fuldt af gentagelser, men det kræver opmærksomhed at se og skabe de variationer, der giver det hele mening, siger komponisten og saxofonisten Jakob Høgsbro, der netop er aktuel med cden Variation.

LÆS OGSÅ: Jazz'n poetry med præstemonologer sætter fokus på livets mening

Selv en grå novemberdag som denne er fuld af farver og fortællinger. Farven grå er jo ikke engang grå, men fuld af millioner af forskellige farver. Det hele handler om, hvor godt man kigger efter, siger den skaldede jazzmusiker og læner sig ind over bordet, inden han fortsætter:

Jeg kan huske, at jeg fulgte min datter i skole på en dag som denne for nogle år siden. For mig var det bare endnu en grå og trist novemberdag med vandpytter på gaden. Men for min datter var det hele bare skønt. Og synet af hende, der hoppede fornøjet rundt i en vandpyt, gjorde også min dag skønnere. Hun var seks år gammel, men hun havde forstået, hvor fantastisk og mangfoldigt alting kan være. Børn har sans for tilværelsens variation. Det blik på verden kan vi andre lære meget af. For den slags opmærksomhed smitter. Og mit eget daglige mål er også at gøre dagen skønnere for mindst ét andet mennesket, hvad enten det er folk, jeg spiller for, mennesker, jeg møder, eller mine nærmeste.

Det var dog ikke Jakob Høgsbros datter, der satte ord på hans fornemmelse af, hvad livet går ud på:

En sen aften i 2009 sad jeg og snakkede med en af mine venner om, hvad livets mening mon er. Han mente, at det måtte være variation. Og siden har jeg ikke kunnet slippe den tanke. For jeg tror netop, at kunsten i livet ligger i detaljer, de små ændringer, vi kan skabe, der drejer det hele i en anden retning.

På det tidspunkt var jeg også meget inspireret af at lytte til Bachs Goldberg-variationer. Det er 30 musikalske variationer over det samme tema. Hver variation er et mesterværk, der får en til at tænke, at han da umuligt kan føre det videre derfra. Men når man så lytter til næste variation, lyder den lige så vidunderlig og selvfølgelig.

Jakob Høgsbro lyser op i et smil:

På den ene side havde jeg altså fundet en musikalsk inspiration til at arbejde med variationer, og på den anden side havde samtalen med min ven fyldt mit hoved med eksistentielle tanker omkring variationer. Det gav mig ideen til at arbejde med variationer på en cd, hvor jeg ville få nogle til at tale ind over musikken i jazznpoetry-genren.

Jeg elsker selv den genre, fordi jeg synes, at både ordene og musikken ofte står stærkere, når ordene bliver talt. En god sætning kan hurtigt drukne i musikken, når den bliver sunget. Og det giver også mig selv større musikalsk frihed, når jeg ikke skal gemme mig bag en dygtig sangerinde.

Den tænksomme saxofonist besluttede derfor, at han ville finde nogle folk, der både havde forstand på variation og livets mening.

Præster virkede oplagt. For præster arbejder jo selv med variationer, når de søndag efter søndag skal prædike over samme tema. Jeg udvalgte derfor en række præster, jeg selv nød at lytte til. Og på cden indgår de faktisk også som en slags instrumenter, så præsternes ord bliver til musik på linje med saxofonens lyde.

Der deltager otte præster på cden, heriblandt Leif Bork Hansen, Signe Malene Berg og Preben Kok. En del af dem har lavet digte til lejligheden, mens andre lader sig interviewe af Jakob Høgsbro, der har optaget samtalerne på præstegårde, i kirkerum og i tårnet på Vor Frue Kirke.

Nogle sætninger har jeg gentaget, mens jeg har sat ekko på andre, så de passer ind i musikken. For det er heller ikke meningen, at det skal være en missionerende plade. Tværtimod. Jeg er selv usikker på en række af kirkens dogmer. For eksempel forstår jeg ikke ritualet for barnedåben. Uanset hvor mange gange præster har forsøgt at forklare mig det, kan jeg ikke se et spædbarn som en synder. Synd og spædbørn er modsætninger i min verden. Men jeg synes til gengæld, at folkekirkepræster har meget andet at sige mig.

Jakob Høgsbro har også været stamgæst i folkekirken i mange år.

Jeg spiller stadig mange koncerter og til bryllupper og begravelser i folkekirken, ligesom jeg sang i kirkekor, da jeg gik i gymnasiet. Og jeg synes i hvert fald, at 80 procent af de præster, jeg har hørt, har haft noget spændende at sige. Ofte sidder jeg faktisk og venter på prædikenen i kirken. For den siger mig ærligt talt ofte langt mere end 10 vers af en gammel salme, jeg ikke rigtig forstår.

En fornuftig præst, der bruger det meste af sin tid på at tænke over livet, er altid værd at lytte til. Jeg synes faktisk, fornuftige præster får for lidt taletid i dagens Danmark, så jeg har forsøgt at flytte deres kloge ord ind i musikken. For det er jo ærgerligt, at ordene ikke når ud til flere end dem, der sidder i de ofte halvtomme kirker. Og flere af de sætninger, jeg har hørt under mit pladeprojekt, kører stadig rundt i mit hoved.

Jakob Høgsbro læner sig igen hen­ over bordet, inden han tilføjer:

Preben Kok sagde for eksempel, at Gud ikke holder hånden over os, men under os, så troen for eksempel kan hjælpe en gennem en sorg. Men min favoritsætning kom fra Leif Bork Hansen, der sagde Gentagelsen er livets skønhed. Det er rigtigt, tror jeg. For hvad ville tilværelsen være uden gentagelser?

Den kommende tid byder også på mange gentagelser, når Jakob Høgsbro skal ud i landets kirker for at spille musikken fra Variation. Men hver koncert vil blive en unik variation. For han har tænkt sig at involvere de lokale præster og kirkekor, så der kan komme nye ord til hans musik.