Det er nu til dags blevet almindeligt at håne gamle danske litterater, der omtalte sig selv i vi-form i deres bøger. Men det handlede formentlig blot ganske klædeligt om, at de – i modsætning til nutidens litterater og anmeldere – vægrede sig ved at skrive ”jeg” og ”mig” hele tiden og ikke havde de stilistiske evner til at undgå det på andre måder.
Der findes, som man kan lære i slavistikprofessoren Carl Stiefs (1914-1998) lille pamflet om Dostojevskij, et værre vi. Det er et ”modernitets-vi” og bruges til at hævde hvad som helst om, hvad ”vi” moderne kan og ikke kan forstå.
Som nu her om Dostojevskijs debutroman, ”Stakkels mennesker” fra 1846:
”Vi har vanskeligt ved at gribes af [denne fortælling], som datidens læsere blev det. Den sentimentale tone støder os, og selve formen, brevromanen, forekommer os temmelig ubehjælpsom.”
Det er ikke til at sige, hvem dette ”vi” indbefatter, men så ville selv pluralis majestatis-brugen af ”vi” være at foretrække.
”Om at læse Dostojevskij” blev udgivet i 1965 som supplement til Ejnar Thomassens velkendte oversættelse af Dostojevskij i 24 bind og udgives nu som en del af Dostojevskij-jubilæet. Vi kunne nok have klaret os uden.
Over 60 sider tilbyder Stief et essay, der forbinder liv og værk, og tøver ikke med at fælde kategorisk forkerte domme. Her eksempelvis grov biografisme: Dostojevskij ”giver et portræt af sig selv som drømmeren” i ”Hvide nætter” (1848). Og her en skør påstand om, at ”Det døde hus” (1862) ikke er kunst. Den ”er mere optegnelser af det oplevede, sete og hørte end digtning”.
Det mest skadelige er dog, at Stief ikke synes at have nogen fornemmelse for, at Dostojevskij også var en fundamentalt sjov forfatter. Stief bemærker, at kældermennesket fra fortællingen ”Optegnelser fra en undergrund” (1864) er ”den første skikkelse hos Dostojevskij, hvor ideologi og personlighed er smeltet sammen til ét”. Det er en temmelig patos-ladet dom. Man kan blot tænke på, at dette værk slutter med, at en fiktiv udgiver af disse akter sarkastisk tilføjer, at ”forresten slutter denne paradoksmagers ’optegnelser’ ikke her. Han kunne ikke modstå fristelsen og fortsatte med at skrive”.
Stiefs vurdering af Dostojevskijs sjoveste bog, ”Onde ånder” (1873), der er et forsøg på et opgør med nihilister i samtiden, er lige så gravalvorlig:
”Det blev ikke nogen retfærdig bog. (…) en hadefuld forvrængning af deres ideer og motiver. (…) Nidske karikaturer.”
Alle ”vi”, der har lært at elske Stavrogin og Verkhovenskij, ved, at det er forkert; faktisk det nøjagtigt modsatte af, hvad der gør denne roman litterært unik.
Det er sært, for Stiefs enorme bog ”Den russiske nihilisme” (1969), netop om ”Onde ånder”, er ganske fortræffelig. Det skader aldrig at genudgive dokumenter, der har haft betydning, og Stiefs tillæg til Thomassens voldsomt sælgende 24 bind har uden tvivl spillet en vis rolle.
”Monumenter over menneskets bestandige uro,” hylder Stief til sidst Dostojevskijs værk.
Det er ikke helt klart hvorfor. Den sentimentale tone støder.