I det antikke Grækenland havde byen Delfi ved bjerget Parnassos en særlig betydning. Byen husede det berømte orakel, Pythia, som videregav svar fra guden Apollon, og på stedet var der fra fjerne tider en helligdom til hans ære. Det første Apollontempel byggede man af laurbærtræ, det andet af bivoks og fjer, det tredje af bronze, det fjerde af marmor, og det femte var bygget op af korintiske stensøjler, der endnu står som ruiner på stedet.
Engang i det andet århundrede efter Kristi fødsel kom sandsynligvis en dannet græker på besøg ved Apollontemplet i Delfi for at indsamle viden til sit livsværk. Et skrift i 10 bøger, som systematisk gennemgik det antikke Grækenlands geografi og kulturhistorie minutiøst fra by til by, fra tempel til tempel.
Han brugte formentlig mindst 20 til 25 år på at skrive sit værk på et tidspunkt, hvor de engang så frie græske bystater var indlemmet i Romerriget, og det er usandsynligt, at nogen har betalt ham for at gøre det. Men for ham personligt må det have været det allervigtigste i livet at bevare mindet om og kendskabet til denne ganske særlige periode i historien.
Hvem den dannede græker var, står ikke helt klart, for selvom han skrev sit mægtige geografiske værk, der for størstepartens vedkommende er bevaret helt frem til nutiden, fandt han ingen grund til at skrive sit navn eller fortælle om sig selv. Fra andre forfatteres henvisning til hans værk kender man dog det, der sandsynligvis var hans navn: Pausanias.
Op ad bakke hele vejen
Vi spoler nu frem til året 1995 og er atter i Delfi. Ligesom på Pausanias’ tid er det det femte Apollontempel, man kan besøge, men siden har verden fået trykmaskiner, computere og passagerfly. En kreds af danske græsklærere på kursusophold i Delfi taler om at virkeliggøre en gammel drøm, undfanget flere årtier forinden af Jens Bundgaard, om at oversætte og udgive Pausanias på dansk. Hidtil har man som dansk forsker måttet ty til enten den græske originaltekst eller de tyske og engelske oversættelser.
Ting tager tid, når arbejdsbyrden er stor, og når det at udgive en over 1800 år gammel beskrivelse af oldgræske lokaliteter er en lige så dårlig forretning som på Pausanias’ tid. Men efter mange års kamp med oversættelse og finansiering er det her i 2022 omsider lykkedes at udgive Pausanias på dansk.
Selve oversættelsesarbejdet er primært udført af Erik Worm og nu afdøde Carsten Weber-Nielsen, mens lektor i blandt andet græsk sprogkundskab Thomas Heine Nielsen og filolog Gorm Tortzen har taget den opgave på sig at få udgivet værket og skrevet forord til det.
”Det er op ad bakke hele vejen at udgive en bog som denne. Det er et værk, som vi mener burde være pensum på arkæologistudiet, men som kommercielt betragtet er usælgeligt,” siger Gorm Tortzen.
Når han og de andre danske oldgræsk-eksperter alligevel har kæmpet i årevis med at få Pausanias trykt på dansk, er drivkraften formentlig den samme, som i årevis drev den gamle geograf: følelsen af at dette er vigtigt stof. At det antikke Grækenland, især i de såkaldt store århundreder, det fjerde og femte århundrede før Kristi fødsel, har noget særlig vigtigt at sige mennesker til alle tider.
”Det er meget tydeligt, at Pausanias’ verden er den græske verden, som allerede lå 300-400 år bagude, da han skrev. Romerne regerede verden på Pausanias’ tid, men dem nævner han kun kort, og han omtaler ingen levende mennesker. Det er verden af i går, han ser tilbage på,” fortæller Gorm Tortzen, som betegner den græske geograf som ”antikvarisk nostalgiker”.
Blind for sin samtid
Pausanias var ikke ligefrem med på det sidste nye. Han var en skribent, der skuede bagud og tog sig god tid til at skildre det, han fandt værdifuldt. Hans tabte paradis. En antik verden, som var under afvikling af romerne i hans samtid, og som efterfølgende blev visket meget mere væk, da kristendommen blev romersk statsreligion, og de gamle religiøse kultsteder forsvandt.
Gorm Tortzen uddyber, at man kunne sammenligne Pausanias’ værk med bogværket Trap Danmark, der systematisk gennemgår Danmark egn for egn og by for by:
”Men forskellen er, at Pausanias udelader sin samtid. Det ville svare til, at man i en beskrivelse af Danmark omtaler middelalderkirken, men ikke bemærker det moderne parcelhuskvarter, der nu ligger lige ved siden af.”
Var Pausanias modvillig over for at indlemme sin nutid i værket, så var han til gengæld en for sin tid forbløffende grundig, dannet og belæst skribent, der flittigt angiver sine kilder i sine tekster og forholder sig kritisk til sit stof. For eksempel skriver han om det tredje Apollon-tempel i Delfi, at det ikke er usandsynligt, at det var bygget af bronze, som legenden fortæller, men at templet næppe var guden Hefaistos’ værk, som blev bygget, mens gyldne sangerinder sang. Og han tilføjer, at der er modstridende oplysninger om, hvordan templet gik til grunde.
Beskrivelser til evigheden
Ikke bare i forhold til kildeangivelser og kildekritik var Pausanias en foregangsmand. Han brugte så vidt muligt selvsynet som videnskabelig metode frem for som mange fortidige krønikeskrivere blot at gengive gamle skrøner på anden hånd og lang afstand af begivenhederne.
”Pausanias har en citatmetode, som han i langt de fleste tilfælde overholder. I nogle afsnit overholder han dem dog ikke, men skriver mere uklart, hvilket giver os anledning til at tro, at det er passager om steder, han ikke nåede at besøge og derfor ikke kan skrive så præcist om, forklarer Gorm Tortzen.
Til gengæld var Pausanias’ optegnelser på de præcise lokaliteter, han havde besøgt, så gode, at den tyske arkæolog Heinrich Schliemann kunne bruge Pausanias’ tekst som skattekort, da han i 1874 fandt og udgravede den forsvundne græske oldtidsby Mykene. Og Pausanias grundige optegnelser over såvel klassiske bygningsværker som kunstværker, hvoraf mange siden er forsvundet eller gået til grunde, har lige siden fungeret som en fortegnelse til de klassiske arkæologer over, hvilke statuer de skal lede efter.
På den måde står Pausanias’ værk selv som et monument over, at det ikke altid er det eneste af værdi at være først med det sidste og på omgangshøjde med sin samtid. Der ligger også en forunderlig værdi i år for år, ord for ord, at beskrive det, man mener har mere blivende kvaliteter. 1800 år frem i tiden eller i al evighed.