At skrive et portræt af den mægtige Georg Brandes på kort plads er næsten umuligt. Derfor må det følgende opfattes som et par enkelte, forhåbentlig rimelige nedslag i et uoverskueligt stort og kritisk forfatterskab.
Forelæsningsrækken på Københavns Universitet i 1870'erne om den europæiske litteraturs hovedstrømninger i det 19. århundrede skal nævnes allerførst, fordi den indvarsler en ny vending i dansk litteraturs historie.
Forelæsningsrækken var i øvrigt så provokerende i sin fordømmelse af den romantiske litteratur og den tilbagestående danske samtidslitteratur, at Georg Brandes aldrig fik det professorat, han tydeligvis var mere end kvalificeret til.
Senere skrev han den ligeligedes indflydelsesrige bog ”Det moderne Gjennembruds Mænd” (1883), hvor han i et tilbageblik kunne karakterisere den moderne dansk-norske litteratur, han selv i høj havde fremprovokeret.
Brandes' interesse gik desuden i retning af de store enere i litteraturhistorien, Shakespeare og Goethe, og hans monografi om Søren Kierkegaard, med dens talrige anfægtelser over for digterfilosoffens religiøsitet, medførte intet mindre end en revitalisering af Kierkegaard.
Berømt er Brandes, endda i hele Europa, for at have ”opdaget” Friedrich Nietzsche, som i slutningen af 1880'erne henlevede en aldeles anonym tilværelse.
I realiteten var det omvendt Nietzsche, der havde sendt ham et par af sine ellers totalt ignorerede bøger, og han var umådelig stolt, da Brandes introducerede hans radikale idéer i nye forelæsninger på universitetet og siden i artiklen ”Aristokratisk Radikalisme” fra 1889.
Hvordan var Brandes som kritiker? Her vil jeg tage et spring ned i det korte forord til bogen ”Kritiker og Portraiter” fra 1870, altså året før forelæsningsrækken om hovedstrømningerne begyndte. Bogen falder i to dele, første del med skuespilkritik og anden del med portrætter af (dengang endnu levende) danske digtere som H.C. Andersen og Meir Goldschmidt. Forordet giver i fire punkter følgende signalement af Brandes' metode.
For det første er det hans udtrykkelige ønske, ”at Læseren vil betragte denne Samling af mindre Arbeider som en Slags skreven Samtale om Digte og Personer, der behandler det konstneriske og det menneskelige saaledes, at Konsten og Livet ikke holdes i Afstand fra hinanden”. Jeg hæfter mig ved ambitionen om kritik som en ”samtale” om litteraturen.
For det andet forbereder Brandes sin læser på, at fremstillingen ikke er lærd, men at han til gengæld har ”forsøgt at skrive, som man taler”. Valget af en bevidst talesporgsnær stil til forskel fra, hvad der kræves af den akademiske afhandling, falder fint i tråd med forestillingen om kritik som en berigende og intim samtale.
For det tredje foregriber Brandes en potentiel kritik af bogens mangel på konsekvens og helhedspræg ved at betone de enkelte artiklers improviserede præg: ”Gjenstanden var for det Meste opgiven og Fristen til Nedskrivningen tidt kun et Par Dage; deres Form er derfor kortfattet, meget flygtigt antydet og Udtrykket hurtigt grebet.
Men ogsaa den tvungne Improvisation har jo sine Fordele ved Siden af sine Ulemper.” Det sidste er utrolig vigtigt, nemlig, at den litterære kritik netop som improvisation ofte fanger aspekter af litteraturen, som selv de grundigste akademiske studier risikerer at forbigå.
For det fjerde formulerer Brandes en slags moralsk programerklæring for sin kritikervirksomhed: ”Saa bøielig som muligt, naar det gjælder om at forstaa, saa ubøielig og ligefrem som muligt, naar det gjælder om at tale.” Klarere og renere kan det næppe siges, at fordringen må være lydhørhed over for det enkelte værk og fasthed i bedømmelsen af det.
Disse fire kriterier - intimitet, mundtlighed, improvisation, lydhørhed - kan ret nemt generaliseres til idealer for ikke bare Brandes' kritik, men for den litterære kritik som sådan. At det så i praksis havde, eller i al fald med årene udviklede, en tilbøjelighed til at være mere fast og fordømmende end lydhør og bøjelig, særligt når han målte digterne efter målestokken ”det moderne”, er en anden sag.