Georgisk mastodont om livet i Sovjets skygge. Står den på mål med de største?

En rig og vedkommende roman eller den mest udmattende længe læst? De fleste danske anmeldere lægger deres lod i den første skål efter endt læsning af Nino Haratischwilis roman ”Det ottende liv”, der flere steder bliver sammenlignet med Lev Tolstojs ”Krig og fred”

Er "Det ottende liv" en udmattende "slægtsomran er dræbende dimensioner" eller en "uregerlig bog" af både "feminin og feministisk følsomhed"?
Er "Det ottende liv" en udmattende "slægtsomran er dræbende dimensioner" eller en "uregerlig bog" af både "feminin og feministisk følsomhed"? .

Hun ville egentlig bare skrive en roman om sin ungdom, men pludselig var der gået fire år, hun havde skrevet over 1000 sider, og hendes historie havde bredt sig over et helt århundrede og bevægede sig tilbage til tiden, der ledte op til Oktoberrevolutionen i 1917 og den sidste zars død og frem til demonstrationerne i Georgiens hovedstad Tbilisi i 2007.

Nino Haratischwili er født i 1983 og opvokset i Georgien, men har de seneste knap 20 år boet i Tyskland, hvor hun i 2014 udgav romanen ”Det ottende liv” (oversat fra tysk af Nanna Lund, udkommet på forlaget Gutkind), der er en saga om familien Jasji, som hun følger i seks generationer, og som hun fører op til nutiden, til Moskva, London, Wien og tilbage til Tbilisi, hvor det hele begyndte. Og ind i de personlige liv og skæbner flettes historien om Georgien i det 20. århundrede i syv romaner i romanen, mens den ottende er en blank side, som er det liv, fortælleren Nitsas unge niece Brilka skal leve.

I Politiken er der fem hjerter ud af seks mulige fra Bjørn Bredal til den store, rå og kulørte roman fra ”den unge georgiske mesterforfatter” Nino Haratischwilis hånd:

”Vi er et sted mellem ”Krig og fred” og ”Hundrede års ensomhed”, hvor de mere end 100 år er Europas historie fra 1900 til i dag. Europas historie, men navnlig Østeuropas historie (...) Vi vesteuropæere trænger til at læse op på denne erfaring, og det er en af mange grunde til, at ”Det ottende liv” er så rig og velkommen en roman.”

Også i Information er Thomas Thurah svært begejstret for romanen, som han finder kulørt og underholdende på en lidt gammeldags måde, omend med et langt mere nutidigt ideologisk og samfundskritisk indhold. Han får tre associationer under læsningen: Den første er til glimmerglansbilledet, ”sukker med sukker på, patosfuld og sentimental”, som han samlede på som barn i telefonbøger halvt så tykke som Nino Haratischwilis roman. Den anden er til Lev Tolstojs ”Krig og fred” med dens myriade af navne og sammenfletning af menneskeskæbner, mens den tredje handler om film:

”Romanen fik mig også til næsten fysisk at genopleve tidligere årtiers tilsyneladende uendelige tv-serier om brydekampen mellem historiens overmægtige kræfter og stålsatte enkeltindivider i et søle af svig og altfortærende lidenskab (for eksempel det amerikanske borgerkrigsdrama ’Nord og Syd’).”

Og Thomas Thurah er ikke den eneste, der har fået mange associationer under læsningen af ”Det ottende liv”, der er blevet betegnet som et nationsportræt, en samling kærlighedshistorier, en tragedie, en historie om hverdagen under et totalitært styre, om skæbnens ulyksaligheder, om familiære bånd og om den europæiske historie fortalt fra hjemmefronten.

Men så mange prædikater behøver Henriette Bacher Lind imidlertid ikke i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor der falder beskedne tre stjerner ud af seks mulige og følgende ubønhørlige dom, trods enkelte højdepunkter:

”(...) alt i alt er ’Det ottende liv’ en slægtsroman af dræbende dimensioner.”

Og hun har aldrig – som i aldrig nogensinde – været så udmattet efter endt læsning af en roman, der ikke griber hende, selvom Georgiens og Ruslands tæt og ulykkeligt forbundne historie er et vigtigt tema:

”Romanen veksler mellem de sindrigt draperede fortællinger om kvindernes skæbne og korte, men fuldstændigt saglige, leksikale gengivelser af historiens gang, den politiske udvikling og tidens tendenser i al almindelighed. Man kan næsten mistænke forfatteren for at have skrevet visse passager i historiebøgerne af, for bortset fra omskrivningen af magthavernes navne (Stalin kaldes konsekvent ’Stålmanden’, og den øverste (marionet) leder i Georgien omtales ’Den Lille, Store Mand’) er de blottet for personlig stil.”

Og det, der for den ene er det værste, kan for den anden være det bedste.

Således leverer Kristian Ditlev Jensen en ganske anderledes læsning af ”Det ottende liv” i Weekendavisen, hvor han konkluderer, at det er med god grund, at Nino Haratischwili er blevet berømt i kraft af sin roman, som byder på episk schwung fra den spæde begyndelse, og som i kvikke dialoger og frapperende beskrivelser tegner scenerne, ridser figurerne op og skildrer sæder og tider:

”Man kan med andre ord roligt sige, at der ikke fejes noget ind under gulvtæppet i Nino Haratischwilis mastodontroman. I én uregerlig – og ganske uhåndterlig – bog kommer man ud i alle krogene af livet, af magten, af overmagten, af døden. Og den røde tråd er ikke rød. Den er brun. For det hele handler – også – om varm chokolade. Magt er også køn, og de store følelser mellem romanens kvindelige karakterer er med til at understrege en både feminin og feministisk følsomhed. Især slægter er gefundenes Fressen, for der er næsten ikke noget bedre end at udfolde en slægtskrønike i en roman.”

I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.

Læs interview med Nino Haratischwili på her