Der kan komme gode ting ud af Corona. Det vidner historiker Henrik Skov Kristensens grundige undersøgelse af Frøslev- og Horserødlejren Gestapos fangelejre i Danmark om. Det var nedlukningen, der gav Henrik Skov Kristensen tid til at færdiggøre dette vigtige om end lidt tunge værk.
For ja, det er altså lidt tungt. Den udførlige dokumentation bliver så udførlig, at det næsten bliver for meget. Men så er der også drysset tilstrækkeligt malurt i bægeret. Og så er det heller ikke værre.
Bogen er rigt illustreret, og så har den det fortrin, at Henrik Skov Kristensen trods sin hang til systematik fastholder menneskeskæbner som historiens omdrejningspunkt. Bogen er spækket med længe citater og kildeuddrag, der formidler et førstehåndsindtryk af lejrene. Igen er det en smagssag, om det også bliver lidt for meget, men argumentet for de mange og lange citater er på den anden side klart nok: Læseren går næppe selv i arkiverne.
Vi har her at gøre med et meget væsentligt bidrag til Danmarks besættelseshistorie. Dette er ellers en genre, hvor man indimellem tør tvivle på, om der overhovedet kan bidrages med mere eller i hvert fald med nyt. Det kan der heldigvis. Henrik Skov Kristensen har trukket på de tyske embedsarkiver fra lejrene og gør overbevisende brug af sit materiale
Horserød var allerede grundlagt før besættelsen. Ved samarbejdspolitikkens ophør blev den forvandlet til en interneringslejr. Rigsbefuldmægtiget Werner Best kunne proklamere, at han nu rådede over en rigtig Konzentrationslager i Danmark. Her sad fortrinsvis kommunister og en række prominente samfundsborgere, typisk af konservativt tilsnit, som tyskerne havde tilbageholdt som en slags gidsler. Dertil kom de jøder, som det ikke var lykkedes at undslippe, da tyskerne internerede dem.
Mens de prominente samfundsspidser snart fik lov at vende hjem, blev Horserød for jøder og kommunister, et stop på vej mod deportation til Tyskland. Mange kom aldrig hjem.
Netop deportationerne var årsagen til, at Frøslev-lejren blev oprettet 1944. Det danske departementschefsstyre tog initiativet til lejren.
Det var ikke just begejstring, der præger beretningerne om overflytningen til Frøslev: ”for os, som kom fra Horserød i det smilende og idylliske Nordsjælland, var det en noget brat overgang.” Her var ikke stort andet end barakker, sand og jord.
Men oprettelsen af Frøslev-lejren var faktisk et forsøg på at forhindre yderligere deportationer til Tyskland, hvor de ventede danskere en krank skæbne i lejre, der i modsætning til Horserød og Frøslev levede op til den dystre klang i navnet koncentrationslejr.
De to lejre er behandlet i samme værk, fordi der er en klar kontinuitet mellem dem. Populært sagt blev Horserød simpelthen omplantet til Frøslev, med fanger, administration og hele skidtet. Alligevel har de to lejre fået helt afvigende pladser i den historiske erindring.
Frøslev indgår i en fortælling, der betoner konsensus, mens Horserød knytter sig til en konfliktfortælling. Den sidste er blevet aktuelt gennem et krav om en undskyldning til danske kommunister.
Henrik Skov Kristensen tager også stilling i den debat. Han placerer sig inden for en konsensusforståelse og ser Horserød og Frøslev som selve spejlbilledet af den danske samarbejdspolitik. Man gav indrømmelser i håbet om dog at opnå noget. Deportationerne blev ikke stoppet. September 1944 blev 195 Frøslev-fanger deporteret. Modstandsmanden Hans Mørup beretter:
”… kl. 3 om morgen blev vi vækket af barakformanden… Vi tumlede søvndrukne ud sammen med barakkens øvrige beboere. Det var koldt, og der herskede straks en sand uhyggestemning. Ingen vidste, hvad der skulle ske.”
Og dette var blot den første af mange. 1600 mennesker blev deporteret fra Frøslev og Horserød gennem årene. Typisk dem, der ellers skulle have været dømt til døden. Henrik Skov Kristensen tager her fat på samarbejdspolitikkens helt store dilemma. For man kunne fristes til at spørge med Hørup: Hvad skal det nytte? Gestapos Fangelejre i Danmark fastholder dog forsvaret for den førte politik. For det første forhindredes et langt større antal deportationer For det andet forsinkede den deportationerne og det øgede overlevelseschancerne.
Det er en stor styrke, at bogen formår at veksle systematisk mellem den store og den lille historie. Et vigtigt fokus er den konkrete organisering af lejrene. Forholdet mellem den tyske ledelse, i en lang periode SS-Sturmbannführer Hillgärtner og den danske administration i lejrene samt de velorganiserede fanger.
Der var grænser for, hvor langt tyskerne kunne gå, hvis ikke han ville gøre sin position endog meget vanskelig. Dette gav også et vist råderum for illegale aktiviteter. Blandt disse var i øvrigt gudstjenester, som nazisterne opfattede som værende i strid med deres livsanskuelse. Det havde de jo for så vidt ret i.
Endelig skildrer Henrik Skov Kristensen i et afsluttende kapitel, de to fangelejres plads i fortællingen om besættelsen. Ikke mindst årsagen til, at Frøslev-lejren i det hele taget blev til et museum takket være en ihærdig indsats fra de internerede selv mange år efter besættelsen.
Henrik Skov Kristensen: Gestapos fangelejre i Danmark – Horserød 1943-1944. Frøslev 1943-1945. 742 sider. 400 kroner. Gyldendal.