Prøv avisen
Bog

Ghetto-digte pynter sig med lånte fjer

2 stjerner

Vigtigt tema, men sproget halter efter i Bjørn Themsens nye og ikke særligt vellykkede bog

Med sin nye, ikke særligt vellykkede bog, ”Ghetto Time”, forsøger Bjørn Themsen, som titlen helt åbenlyst peger på, at tage livtag med et aktuelt og vigtigt emne. Det vil i afsættet sige de sociale boligbyggerier, vi er begyndt at kalde ”ghettoer”, men også i videre forstand menneskelig afsondrethed. Det sker i, hvad man kunne kalde en art øvelser i fire dele, der alle indledes med ordbogslignende definitioner, kaldet resuméer, som vel skal fungere som en indgang til eller indkredsning af de enkelte kapitler.

Når jeg kalder de fire dele for øvelser, så skyldes det dels deres karakter af forarbejde (bogen er sprogligt og formmæssigt for slap), dels at de afprøver forskellige litterære former. Således udgøres første og tredje kapitel af længere digteriske forløb, hvor emner, indfald og motiver flettes sammen og glider ind og ud af hinanden i en uskøn blanding, som nu begyndelsen på tredje del, der drives frem af en øllet onkelvittighed (og dette er desværre ikke den eneste af den slags):

”Og vi kom aldrig på den bryllupsrejse/ til Venedig/ siger naboen ude ved skraldestativet/ men det skal være strammere endnu/ skriver min redaktør i en kort mail/ de skal være strammere endnu/ siger Francesca og/ nikker forventningsfuld mod remmene/ om sine håndled/ men du skal stramme dig an/ siger damen i jobcentret/ hun har en storblomstret kjole på/ kronbladene visner i varmen/ som sædvanlig sidder du mellem mine ben/ og jeg gribes af lyst/ til at pudse dig på hende”.

At Themsen, som nu her i den citerede passage, ynder at gardere sig mod kritik ved selv at levere den (”det skal være strammere endnu/ skriver min redaktør”) gør ikke sagen bedre. Tværtimod.

I andet kapitel præsenteres man for en formelagtig dialog mellem et jeg og et du, der ikke leverer andet end rene bagateller og fyndord uden fynd:

”Du// at denne bog har et du og et jeg/ betyder ikke nødvendigvis/ at der er tale om centrallyrik// vel?// at jeg har spildt mit liv/ betyder jo heller ikke/ at livet som sådan/ er spildt// på de elskende// jeg// der skrives alt for mange digte/ af martyrer/ og alt for få digte/ af mig// det er et paradoks-ish”.

Og endelig byder fjerde kapitel på en avantgardistisk sammenstilling af løsrevne citater fra langt større digtere end Themsen:

”jeg har natten for mig. Et sted (G. Ekelöf)/ med krig og solstøv i stemmerne (Y. Hassan)// og der er ingen død (H.C. Andersen)/ og der er ingen smerte (H.C. Andersen)”.

På den måde kan man selvfølgelig forsøge at pynte sig med lånte fjer – hvad Themsen også gør andre steder i bogen – men når ens egne poetiske vinger ikke kan bære, så virker det forlorent og opblæst: En gråspurv klædt ud som kanon.