Prøv avisen

Ghita Nørby hædres for sit tydelige danske sprog

Ghita Nørby får Foreningen Nordens sprogpris 2012 for sine evner til at udtale det danske sprog så tydeligt, at nordmænd og svenskere kan nyde hendes skuespil uden at skulle anstrenge sig Foto: Esben Salling Denmark

Den danske skuespiller Ghita Nørby får Nordens sprogpris, fordi svenskere og nordmænd kan forstå hende

Ghita Nørby hyldes for sine evner til at udtale det danske sprog så tydeligt, at nordmænd og svenskere kan nyde hendes skuespil uden at skulle anstrenge sig.

Derfor modtager den flerdobbelte Bodil-belønnede danske skuespiller Foreningen Nordens sprogpris 2012.

Ghita Nørby har ifølge juryen "givet det danske sprog en tydelig stemme, også for et norsk tv- og biografpublikum".

Endvidere udtaler juryen, at Ghita Nørbys grænseløse nordiske karriere bør stå som et ideal for yngre generationer af nordiske skuespillere.

- Ved at holde sig aktiv og aktuel viser hun over for stadig flere kunstnerkolleger, at det at have skandinavisk som arbejdssprog slet ikke begrænser, men snarere åbner døre til ny scener og et bredere publikum, skriver Norden i en pressemeddelelse.

Den 77-årige skuespiller er beæret over at modtage sprogprisen.

- Jeg er meget stolt og meget glad for at få Nordens sprogpris, siger hun i pressemeddelelsen.

- Sproget forener os, det bygger broer. Jeg kæmper for, at Norden skal holde sammen, at vi skal forstå hinanden. Hvis vi gør os lidt umage, hvis vi stresser lidt ned, så gør vi det jo. Vi skal ikke tale engelsk til hinanden. Nej, vi skal hellere anstrenge os lidt.

Juryen fremhæver Ghita Nørbys præstation i filmen "Hamsun" fra 1996, hvor hun og den svenske skuespiller Max von Sydow taler klingende dansk og svensk, uden at det forstyrrer norske seeres forståelse af handlingen.

Ghita Nørby har medvirket i over 100 spillefilm, har haft utallige teaterroller og vundet flere priser. For tiden står hun på scenen på Det Kongelige Teater i København, hvor hun spiller med i forestillingen "Fanny og Alexander".

Foreningen Norden er en folkelig forening, der arbejder for øget samarbejde på kryds og tværs af nordiske landegrænser.

Det er tredje gang, at Nordens sprogpris uddeles. I 2010 vandt den norske journalist og programleder Fredrik Skavlan. Og sidste år gik prisen til den svenske musiker Timbuktu.