For nylig skulle jeg låne en bog. Noget, jeg normalt undgår, da det som regel ender i gigantiske biblioteksbøder og dertilhørende tænders gnidsel, økonomisk ruin og hjemløshed. Det er således noget tid siden, at jeg har befundet mig på et bibliotek, eller "kulturhus", som det vist hedder i dag.
Men jeg stod altså og skulle bruge en sjælden bog omgående. Så hvad gør man? Slår op på nettet og ser, at bogen faktisk befinder sig på et nærliggende bibliotek. Fuld af den uvidendes optimisme begiver jeg mig sporenstregs mod byen. Og bogen. Troede jeg. For her begynder en kafkask mareridtsfortælling at tage form.
Da jeg glider ind gennem glasdørene, aner jeg allerede uråd. I stedet for boghylder bliver jeg mødt af et cafélignende miljø med studerende i klynger, barnevogne og bærbare computere. Længere fremme skimter jeg noget, der kunne ligne reoler, så jeg fortsætter; forcerer et kommunalt landskab af udlejningsmaskiner og halvtomme hylder, mens jeg spejder efter den faglitterære afdeling.
En søvnig militærnægter sætter bøger på plads i et hjørne, og jeg henvender mig til dette eneste menneske i sigte. Han kigger fåret på mig, da jeg efterlyser bibliotekaren og peger mod rulletrappen. Lidt træt, men fortsat håbefuld, stiger jeg op med det summende metalbånd gennem øde etager og lander midt i noget babyrytmik på anden sal. Raver en tid rundt i de labyrintiske gange og farer så endelig vild et sted mellem "Graphic Novels" og "Gys". Flere militærnægtere, flere fårede udtryk senere ender jeg storsvedende på øverste etage.
En beredvillig maskine med påskriften "Spørg mig" byder velkommen, og jeg indleder nu en let anspændt og ikke længere helt så håbefuld samtale med en skærm af en art. Skærmen siger, at den er et menneske, der sidder i Hvidovre, og ”hvad kan jeg hjælpe med?”. ”Jo, ser du,” prøver jeg, ”jeg vil gerne låne en bog, som skulle befinde sig på matriklen.” Jeg fornemmer en forbavselse i skærmens stemme, da den forklarer mig, at sådan fungerer det altså ikke: ”Man skal bestille bogen over bibliotekets system og vente på at få en sms om dens ankomst.”
Jeg opgiver at indvende, at bogen jo allerede er på stedet, og spørger heller ikke, hvorfor mon bog og låner så umuligt lader sig forene, når nu vi rent faktisk befinder os under samme tag, for her er vist tale om en logik, man skal være en skærm for at forstå. Stemmen blinker og forsvinder.
Mens jeg slukøret trasker hjem, kommer jeg i tanke om min barndoms lyksalige biblioteksdage. Om den entusiastiske bibliotekar, der ikke bare kendte ens navn, men også ens litterære præferencer, og som altid var klar til at opstøve noget fra lageret i kælderen eller på en hemmelig hylde et sted. Jeg husker, at der var en Harry Pottersk magi over kommunebiblioteket, der emmede af lærdom og fordybelse, og som dannede et næsten sakralt helle i provinsbyens åndløshed. Et helle, der blev min redning ikke mindst på grund af bibliotekarerne, de lavmælte heltinder, som lukkede en ind i deres tryllekreds, når man kom der ofte nok.
Sådan er det ikke i dag. Folkebiblioteket har længe haft travlt med at være alt andet end bibliotek. Det meste af tiden er de ubemandede varmestuer, hvor man er henvist til høflig selvbetjening via en robot. Resten af tiden agerer de multifunktionelle servicecentre, hvor "brugerne" – ikke længere lånerne – kan få alt fra tarmskylning til gravidyoga, men knap nok en bog. Man tror det næsten ikke. Oplysningssamfundets fineste institution, denne dannelsens grundpille, er ved at erodere i åndløs digitalisering og teknokratisk nyttetænkning.
Men det er en udvikling, der desværre pågår i de fleste dele af samfundet. Forleden klagede skuespiller Ghita Nørby sin nød i dagbladet Politiken over den omsiggribende digitalisering, der æder sig langsomt ind på vores liv. Hun skrev: ”Vi er i dag underlagt et system, som suverænt bestemmer over os, og systemet vokser og sluger os, og individualitet og menneskelighed er fremmede begreber.”
Man behøver ikke være forbenet maskinstormer for at se, at Nørby har ret. Individet knægtes i stadig højere grad af et uigennemskueligt og dehumaniserende digitalt vælde, som nu også er godt i gang med at forpeste bibliotekerne med dets virkelighedsfjerne systemer og idiotiske regler. Bibliotekerne, der ellers netop var stedet, hvor vi kunne holde fri fra et hverdagsliv i den strømlinede nyttetænknings og de tusinde gøremåls evindeligt roterende samfundsmølle.
Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af litteratureksperterne Kathrine Amann og Lars Handesten og bringes hver lørdag.
Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.