Ghita Nørby og Ulla Terkelsen diskuterer kunst, forfængelighed og forgængelighed i ny fin bog

Ghita Nørby og Ulla Terkelsen samtaler om stort og småt i ny bog, der byder på masser af kendt stof og på sårbarhed, der klæder de to divaer

Ghita Nørby og Ulla Terkelsen diskuterer kunst, forfængelighed og forgængelighed i ny fin bog

Der er grøde i den danske forlagsbranche, hvor flere nye spillere har meldt sig på banen det sidste års tid. Således også Forlaget 28B, der med rettidig jule-omhu sender en samtalebog mellem skuespiller Ghita Nørby og udenrigskorrespondent Ulla Terkelsen på gaden.

De har begge, står der at læse i bagsideteksten, brugt deres liv på at fortælle historier. Men det ville være en tilsnigelse at kalde dem for bekendte, og deres veje havde blot krydset hinanden en lille håndfuld gange, da de i sensommeren blev sat stævne på en sydfynsk kro i fire dage i selskab med forlægger Andreas Fugl Thøgersen, der formentlig har guidet dem igennem samtalerne, har redigeret dem samt forfattet et forord.

Og lad det være sagt med det samme: Man er i glimrende selskab med de to divaer, eller grandes dames, som Andreas Fugl Thøgersen også kalder dem, og de har som bekendt både kant og personlighed, de er belæste og berejste og aldrig karrige med at dele hverken levned eller meninger.

Men det er også to damer, der er skrevet mangt og meget om gennem årene, og derfor kunne man frygte, at der var meget kendt stof – det er der – men også håbe, at der i samtalen opstod noget særligt, som kunne berettige endnu en bog med dem i hovedrollen.

Og det gør der. Men desværre kun ganske lidt. Samtalen bekræfter i store træk det billede, de fleste måtte have i forvejen, og på mange måder er de to hinanden lig: De har arbejdet som bæster og prioriteret det på bekostning af snart sagt alt andet, og Ghita Nørby konstaterer, at hun har betalt med sit liv for at stå på scenen: ”Det er valget, der har gjort, at det private er blevet misrøgtet og forsømt.”

Man fornemmer dog ingenlunde, at de er er i færd med at lægge op. De kryber og holder ved, som Ghita Nørby siger, og diskuterer ivrigt forældre, børn, kunst, MeToo, teater, journalistik, forfængelighed, forgængelighed og meget andet godt.

Man fornemmer dog sjældent, at samtalen for alvor rykker ved deres i forvejen stærke holdninger, og ofte indtager Ulla Terkelsen journalistens spørgende rolle, mens Ghita Nørby på lange stræk er sit vanlige og lettere krasse selv, der dog blandt andet også bliver citeret for følgende:

”Jeg kan for eksempel godt føle, at jeg i dag lidt er endt i ingenmandsland. At jeg er sat hen et sted, hvor jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg skal undgå at føle mig ensom, eller måske snarere, føle mig alene. For jeg er ikke ensom. Det er jeg ikke.”

Om en mere spørgende Ghita Nørby kunne have fået lidt ekstra ud af Ulla Terkelsen og dermed gjort ”Den eneste gyldige grund til ikke at møde op er, at du er død” lidt mere inciterende læsning, kan man blot gisne om, men som hun selv siger, har hun nok været lidt for utilbøjelig til at tale om de mere personlige og vanskelige ting her i livet: ”Når folk siger: ’Skal vi ikke tage en god, lang snak’ om dette eller hint, siger jeg altid: ’Kan den ikke være kort? Det ville være virkelig godt, hvis den var kort, den snak.’ Det er et godt udtryk på engelsk, ’let the sleeping dogs lie’. Det har jeg altid bekendt mig til.”