Som forhenværende højskoleforstander har min hovedbeskæftigelse været at kommunikere med unge mennesker i den typiske højskolealder, det vil sige 19-22 år. Højskolelivet er en social centrifuge med et tumultarisk sammensurium af oplevelser, samtaler, inspiration, begejstring, faglighed, hjemlighed og nærvær. Men midt i orkanens øje befinder foredragssalen sig. Her er det, at man i tale og sang får mulighed for at sætte ord på det gådefulde liv, som udfolder sig i og mellem os mennesker. Her er det, at det, som Grundtvig kaldte livsoplysningen, finder sted.
Det har altid været en udsøgt fornøjelse at lægge beslag på 120 elevers opmærksomhed i foredragssalen. Der er måske ikke gevinst hver gang, men mindre kan vel også gøre det. Og ingen er i tvivl om, når det lykkes. Ligesom glæden ifølge Kierkegaard er meddelsom, sådan er det levende ord det også.
Det levende ord er som oftest ensbetydende med det talte ord, men ikke nødvendigvis. Kendt er Jeppe Aakjærs bittersøde kommentar til sit ophold på Askov Højskole: ”Af levende menneskers døde tale lærte jeg intet – af døde mænds levende tale lærte jeg alt.”
En af mine hårdt prøvede erfaringer som højskolemand har været, at hemmeligheden ved at stille sig i rapport til de unge er at undgå al patroniserende besserwissen og moralisering. Det står de nemlig af på – og med god grund, for hvor eksemplarisk er man selv, når det kommer til stykket? Jo mere skrøbelig og selvudleverende man er, jo mere man deler sin forlegenhed og anfægtelse med de unge, jo større chance har man for at trænge igennem til dem.
Bogen ”Taler til ungdommen” rummer bidrag af 26 ”markante danskere”, som det hedder. Der er ikke som hos Aakjær tale om ”døde mænd”, men om højst nulevende danskere – kvinder såvel som mænd. Meningen er vel, at disse personer, som på hver sin måde har klaret skærene og er ”blevet til noget”, skal bidrage med deres livserfaring og give de unge gode råd med på vejen i en situation, som for mange er præget af rådvildhed og usikkerhed.
Resultatet er noget af et kludetæppe. Det betegnende for de forskellige indlæg er ikke overraskende, at de mest vedkommende er dem, der ikke optræder formanende eller belærende, men netop rummer tvivlens nådegave, eventuelt forklædt som en afvæbnende selvironi. Den lakmustest får nogle af teksterne til at bære igennem og andre til at kuldsejle.
Bogen er et opsamlingsheat af tekster, bragt i Kristeligt Dagblad, og det bærer den tydeligt præg af. Her ligger en mærkbar skavank i udgivelsen. Man fristes til at tænke på forfatteren Valdemar Rørdams tale om ”bladfyld, der blev til bogfyld”. Den journalistiske flygtighed og spontanitet, der kan være et charmerende træk ved en tekst i dagens avis, kan komme til at virke overfladisk og letkøbt ved at blive fikseret i en bogudgivelse – ovenikøbet i en hardback-udgave. Som man kunne forvente, skorter det ikke på opfordringer til at ”gribe dagen” og ”leve i nuet. ” Det kan i sig selv være sandt og fornuftigt nok, men paradoksalt nok bliver disse sandheder temmelig tyndslidte ved at blive gentaget. ”Klichéer er der intet i vejen med. Bare man har nok af dem,” som biskop Jan Lindhardt sagde. Bogens tekster er temmelig svingende i kvalitet og indhold, for slet ikke at tale om længde. Enkelte af dem fylder kun en halv side. Det bestyrker mistanken om en vis lemfældighed i det redaktionelle arbejde. Meget tyder på, at teksterne er sakset ud af avisen uden nærmere bearbejdelse.
Bevares, man kan sagtens finde guldkorn i teksterne, men man skal indimellem bruge geigertælleren. Enkelte steder får bidragene dog liv og luft under vingerne. Mest generøse er forfatter og skuespiller Hella Joof og sognepræst Marie Høgh, som i deres tekster udfolder en sympatisk lydhørhed og følsomhed over for mange unges følelse af akavethed, kombineret med deres drømme, længsler og håb. De to står betegnende nok også for nogle af de længste og mest uddybende tekster i bogen.
Forfatteren Hassan Preisler beskriver veloplagt, hvor fristende det er for en ikke-etnisk dansker at spille offerkortet, og hvor dumt og forløjet det er at gøre det. Skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen fortæller overbevisende om betydningen af at gøre op med sin egen indre ug-pige. Politikeren Mattias Tesfaye understreger betydningen af at kende sine rødder: ”Tal med jeres bedsteforældre!”. Den syrisk fødte læge Haifaa Awads bidrag rummer en appel til de unge om at vende blikket fra egen navle og overveje, hvorledes man kan bidrage til at gøre verden til et lidt bedre sted at være. Selv har hun arbejdet som frivillig på et felthospital i Syrien, hvor hun har behandlet ofre for det syriske regimes bombeangreb.
Bogen er et potpourri af personlige erfaringer, opmuntringer, skulderklap, trøst, formaninger og velmenende råd. Chefredaktør Erik Bjerager leverer ikke mindre end 30 af de sidste. Det syvende af disse råd lyder sådan: ”Gift dig godt. Det er måske det vigtigste valg i dit liv.” Sjovt nok har jeg i årevis brugt en lignende formaning over for eleverne i Testrup Højskoles foredragssal: Der er absolut intet i vejen med ægteskabet – I skal bare sørge for at gifte jer med den rigtige!
Ingen tvivl om, at vi begge har fat i den lange ende. Spørgsmålet er selvfølgelig bare, hvor sikker i sin sag man kan være på forhånd, om ægteskabet bliver godt, og man har fundet den rigtige? Findes der mon noget, man kunne kalde forklogskab? Hvis ja, så ville livet og verden se helt anderledes ud. Foreløbigt er vi alle – inklusive de unge – hensat til at leve livet forlæns. Og de bliver næppe meget klogere af at læse denne bog.
Gæsteanmelder Jørgen Carlsen er tidligere forstander på Testrup Højskole.