Der sker et mord i Ringkøbing i Leif Davidsens nye roman. Den myrdede går under navnet ”Russeren”, og han har i flere år ført en tilbagetrukket tilværelse i den vestjyske provinsby, hvor han har givet sig af med fiskeri og hygget sig over en øl med andre pensionister på havnen.
Sammen med datteren stævner Russeren en tidlig morgen ud på fjorden, og da man finder ham igen, ligner han én, der er ramt af hundegalskab. Russeren dør ved ankomsten til kajen. Han har tydeligvis været udsat for en forgiftning. Luften er ladet med spekulationer, og jorden er gødet for udenrigspolitiske skærmydsler som dem, der opstod, da den russiske dobbeltagent Sergej Skripal og hans datter blev forsøgt myrdet med nervegiften Novitjok i 2018.
Leif Davidsens nye thriller er da også inspirereret af mordforsøget i Salisbury og omhandler en dyster verden, hvor russiske sikkerhedstjenester og mafiøse aktører spiller en stor rolle. Samtidig aftegner romanen konturerne af det såkaldte Udkantsdanmark. For ”Forræderens børn” byder nemlig på et gensyn med de to halvsøskende Laila og Tor, som læseren måske kender fra ”Djævelen i hullet”.
Laila driver med sin samlever Anders en campingplads i Bogense. I romanen ”Djævelen i hullet” blev Laila inddraget i sin fars farlige dobbeltspil. Han var hoppet af til Rusland, dengang kommunismens tankegods stadig havde gehør i brede kredse. Laila er uddannet sprogofficer og har været udsendt adskillige gange til Irak, og nu håber hun, at der ud af det blå vil komme en ny opgave, der kunne ”sende mig ud i en verden, der var forførende farlig og en vej ud af kedsomhedens fængsel”.
Men man skal passe på, hvad man håber på.
For snart dukker Lailas halvbror op. Som soldat har Tor fået smadret sit knæ, men en leder i den russiske efterretningstjeneste finder, at han er oplagt kandidat til at opklare giftmordet på russeren i Ringkøbing. Tor taler nemlig dansk, som havde han lært det ved at se ”Matador”, men han er også vokset op hos faderen i Rusland.
Faderen toner bestandig frem som en uudgrundelig figur, hvis svigt og svigagtighed kaster lange skygger over Laila og Tors liv, men som også forener dem: ”Som forræderens børn havde de vist et stort talent for bedrageri og skyggedans. Ville papa have været stolt af dem, eller ville han have været fortvivlet?”
Gennem Tor får Laila en nøgle til at forstå de ikke så lidt turbulente følelser, hun omfatter sin fars minde med. Der er glimt fra et kaotisk og aldeles partiturløst familieliv af den slags, man takker sin skaber for aldrig at være blevet en del af. Det har gjort Tor til en gudfrygtig, russisk patriot, hvorimod Laila har placeret sig i den anden ende af spektret: ”Det med fædrelande er vildt overvurderet, ligesom religion. Det skaber bare ballade.”
Davidsen har en evne til at gøre det komplicerede gennemskueligt og det indviklede anskueligt for læseren. ”Forræderens børn” handler om tiderne, der skiftede, eller om tidsånden, der ændrede karakter. Med kamæleonagtigt talent omstillede store dele af det russiske partiapparat sig på kapitalismen, da kommunismen brød sammen, og forfatteren skildrer bevægeligheden i alliancerne og skruppelløsheden hos nyrige russere med en højtudviklet sans for overlevelse.
Undervejs rummer romanen gode refleksioner over tidens dårskaber, som der jo altid er mange af:
”Det var en underlig måde, tv-journalisterne spurgte på. De spurgte aldrig direkte. De sagde altid: Kan du sætte ord? Sætte ord på? Hvad mente de? Hvad skulle mennesker ellers gøre? Bevæge sig? Bruge fagter?”
Der er replikker med punch, og romanen er i det hele taget atmosfæremættet. Davidsen er såvist en journalist med et formidabelt oplevelsespotentiale, men den nye roman indeholder også en række kulørte optrin og drabelige voldsshows, der da vistnok kun har appel til lænestolssadisten.
Bedre går det, når Davidsen forsorent skildrer de gamle efterretningschefer og officerer, hvis motiver er svært granskelige, for som altid hos Davidsen handler det om intriger, forstillelse og om at slippe af krogen, inden det er for sent.
Men i ”Forræderens børn” er det som om, at forfatteren kender sine virkemidler lidt for godt og ikke formår at matche spændingsniveauet i tidligere romaner som ”Den serbiske dansker” ”Lime’s billede” eller ”Min broders vogter”.