”Det var lidt som at male en levende model, der ikke har tålmodighed til at sidde stille ret længe ad gangen. Det særlige er bare, at netop denne model har været død i årtusinder.”
Sådan skriver Sophus Helle om arbejdet med at oversætte ”Gilga-mesh” fra den akkadiske original. Og når han skriver, at modellen ikke kan ”sidde stille”, er det, fordi det 4000 år gamle epos fra det, vi i dag kender som Irak, stadig ikke er fuldstændigt. De lertavler, som ”Gilga-mesh” er skrevet på, blev gemt og glemt, og først i 1872 blev historien om den utrolige konge genopdaget, og det store arbejde med at oversætte og sammenstykke kunne begynde.
Dét arbejde er slet ikke slut, og ”Gilgamesh” er modsat noget andet værk i verdenslitteraturen oldgammel – 1000 år ældre end Homers ”Odysseen” – men stadig et work in progress. Det fik Sophus Helle også at mærke: Et nyt, gammelt fragment dukkede nemlig op af støvet midt under arbejdet med oversættelsen, som han har forestået sammen med sin far, den strålende digter Morten Søndergaard.
Historien om tilblivelsen af ”Gilgamesh” er dybt fascinerende og særegen, præcis som det epos, der er trådt frem af lertavlerne og handler om kong Gilgamesh, der indledningsvist beskrives sådan:
”Han var en kæmpe i højden, fem en halv meter,/ og hans brystkasse var to meter bred./ Hans fod var en meter lang og hans ben tre meter høje,/ og det samme var længden af hans skridt.”
Gilgamesh er ”to tredjedele gud og kun en tredjedel menneske” og opfyldt af en vild, retningsløs energi, der får ham til at slås med hjembyen Uruks unge mænd og tage dens unge kvinder med vold.
Men guderne lytter til indbyggernes klager og skaber en ven til Gilgamesh. Enkido, som han hedder, er også noget for sig:
”Hele hans krop var dækket af pels,/ hans hår var langt som en kvindes,/ og hans hårstrå voksede tykke som kornaks./ Han kendte intet folk og heller intet fædreland,/ og han var klædt nøgen som vild-guden Shakkan.”
De to, der øjeblikkeligt bliver uadskillelige, sætter sig for at dræbe den frygtelige Humbaba. Kampen mod uhyret ”hvis ånde er død” bringer dem kun tættere sammen, og det samme gør deres angreb på Himmeltyren. Det fornærmer Uruks store bygud, Ishtar, men det skræmmer ikke de to utilpassede unge, og Enkido ”rev Himmeltyrens lem af og smed det i hovedet på hende”.
Ja, Gilgamesh og Enkido forstår at skabe problemer for sig selv og synes kun underlagt deres egen blinde rastløshed. Først da Enkido dør, melder eftertanken sig hos Gilga-mesh:
”Min ven, som jeg elskede, er blevet til ler:/ Enkido, som jeg elskede, er blevet til ler!/ Er jeg ikke lige som ham? En dag vil jeg lægge mig ned/ og aldrig kunne rejse mig igen.”
Denne udtalte dødsangst er noget af det, der har appelleret til læsere siden genopdagelsen af ”Gilga-mesh” og fået forfattere og intellektuelle, der har været afgørende for vores selvforståelse, til at dyrke eposset og spejle sig selv, andre og tiden i det. Deriblandt Hermann Hesse, Elias Canetti, Sigmund Freud, Carl Jung og Rainer Maria Rilke, der et sted skrev:
”Gilgamesh er uhyrlig: Jeg anser det for det største, der kan overgå et menneske.”
At læse ”Gilgamesh” i 2019 er måske ikke ligefrem ”det største, der kan overgå et menneske”. Men eposset er virkelig en stor oplevelse, der ikke står tilbage for nogen Marvel-film, hvad angår kulørt action, men som også tegnes af kloge, fintmærkende skildringer af venskab, rastløshed, sorg og død. Af menneskelivet, simpelthen.
Fornemmelsen af at møde noget tidløst går også igen i formen, der nok peger på fortidens fortælleteknikker med sine hyppige gentagelser, men også minder om et ”nutidigt digt”, som Søndergaard formulerer det i sit forord. Han sigter til de mange steder, hvor der mangler et stykke af en af de i alt 11 lertavler. I bogen er det blevet til blanke linjer og nogle steder op til halve sider uden tekst. Det kunne måske hæmme læsningen, men det forholder sig modsat: De tomme pladser stimulerer læsningen, giver plads, giver rum, til fantasien. Ikke mindst de steder hvor der fortælles om den syndflod og ark, vi kender fra Bibelen.
Et andet fascinerende træk ved ”Gilgamesh” er dens litterære greb og måden, hvorpå de er forbundet med temaerne. Tag bare døden, som Gilgamesh må erkende også vil tage ham en dag. Og dog. For til sidst står det klart, at eposset fortælles af Gilgamesh selv, der indtil da har skjult sig bag en tredjepersonsfortæller. Han har altså ikke skrevet ”jeg” og bekendt kulør, men benyttet sig af et ”han”. Så nok skal Gilgamesh dø, men med den fantastiske fortælling om sig selv har han alligevel sikret sig udødelighed. Han lever videre i litteraturen og står også lyslevende frem i Helle og Søndergaards suveræne oversættelse. Fem en halv meter høj og med tre meter lange skridt. Mindst.
”Gilgamesh” er oversat af Sophus Helle og Morten Søndergaard og udkommet på Gyldendal.