Giv kirke og kunst en chance om søndagen

Der er store religiøse motiver på spil i europæisk kunst, men det gør ikke kunsten hellig, og der er stadig forskel på kirker og kunstmuseer

Søndag er de fleste butikker lukket i Tyskland. Man holder hviledagen hellig. Som dansker har man efterhånden vænnet sig til, at alting altid har åbent, og det er som at blive sat tilbage i tiden, at dukke op i en tysk by på en søndag som denne i Dresden. Man spejder forgæves efter blot et mindre supermarked og må nøjes med det, som caféer og restauranter byder på.

Det er så også godt nok. Jeg behøver ikke købe bukser, sko og agurker på en søndag. Det kan være bekvemt at handle om søndagen, men er egentlig rart med bare én dag om ugen, hvor butikkerne er lukkede, og man kan beskæftige sig med andre ting i tilværelsen end lige at købe ind.

Man kan jo for eksempel gå i kirke. Netop ankommet til Dresden gik jeg i Frauenkirche, men kom først efter gudstjenesten. Kirken blev totalskadet under bombardementerne ved Anden Verdenskrigs afslutning, men blev siden bygget op igen sten for sten. I dag ser den ud, som om den er spritny. Og den er noget af det mest barokke, der findes. Kirkerummet minder om en teatersal med balkoner i flere etager og en mellemetage, som er lukket til med vinduer.

Guldet i den store altertavle skinner, og de sarte pastelfarver lyser. Var det ikke malplaceret, ville jeg sammenligne kirkens indre med en gigantisk konditorkage. Umiddelbart er der ikke meget, der kalder på andagt her. Og dog er netop altertavlen noget specielt. Her hænger Jesus ikke på korset, men er afbildet på vågenatten i Getsemane Have. Apostlene er faldet i søvn, og Jesus beder alene og trøstes af englen, som Gud har sendt. Det er en menneskelig Jesus, som her beder til Gud om at blive skånet for døden. Men også et menneske, hvis ønske bliver afvist. Det er den vej, det går for os alle, omend man måske tør tro på opstandelsen.

Den lidende Jesus kan man til gengæld se i flere afbildninger på kunstmuseet Gemäldegalerie, der rummer de gamle mestre inden for malerkunsten. Lige nu er kun halvdelen af samlingen tilgængelig, fordi der bliver bygget om og restaureret, men der er da Veroneses store og dramatiske maleri af Jesus, som bærer korset.

Det er fra omkring 1571. Jesus er gået i knæ på grund af den umenneskelige byrde og er allerede dødsens bleg. Man hiver i ham, pisker ham, og der parlamenteres om hans liv. Alle er i oprør, og kun en kvinde med en hånd på korset og et mildt blik på Jesus ser ud til at være i ro. Er det Maria Magdalene, der tror på ham? Eller er det bare endnu én, der med overlæg piner ham ved at gøre korset tungere? Jeg kan ikke se det. Jeg tror, det er Maria Magdalene.

I galleriet kan man også se Lucas Cranach den yngres ”Korsfæstelsen” fra 1546. Jesus hænger højt på korset omgivet af de to forbrydere. Under sig har han et kaotisk væld af personer, der ser til. Her er høj og lav, soldater med sværd og lanser, og en flok kvinder, der sørger og trøster hinanden. De er alle klædt, som man var i renæssancen, og der er ikke gjort forsøg på at historiegøre noget her. Jesu lidelser sker her og nu. Det er nu, han hænger på korset for vores synders skyld.

Malerierne af lidelserne langfredag fylder på Gemäldegalerie. Smerte og lidelser bliver flittigt skildret, ikke mindst med motiver af de helgener, der som Sebastian bliver pint og plaget på de mest udsøgte måder. Men det fylder alligevel ikke så meget i forhold til alle de malerier, der findes af Maria med Jesusbarnet. Det er det skønneste motiv og noget, som vi alle kan forholde os til, fordi hvert nyfødt barn er et mirakel. Rafael har givet sin enestående fortolkning med ”Den sixtinske Madonna” (1512-1513). Det er dét med de to små engle, der skælmske og eftertænksomme ser op mod de store ting, der sker, da Maria kommer med Jesusbarnet i armene.

Problemet er blot, at man dårligt kan komme til at se malerierne på denne regnfulde søndag, hvor alle turister i området synes, at de skal på museum. Ja, jeg er jo selv en af dem, men det er noget andet. Det er altid de andre, der er i vejen.

Sidst jeg var her – det er 14 år siden – fik jeg ellers en storslået velkomst: ”Willkommen im Heiligthume der Kunst” stod der ved indgangen til de gamle mestres udstillingsrum. Ja, velkommen i Kunstens Helligdom! Også her er det vanskeligt at gå andagtsfuldt til sagen, for japanske guider knevrer løs på japansk, en tysk guide forklarer storheden i Rafaels maleri, og folk myldrer omkring, så det er svært at samle sig om noget som helst.

Men man skal også vare sig for at være alt for andagtsfuld i kunstens ”helligdom”. At ophøje kunst til noget helligt, selv om søndagen, er at blande tingene sammen på en måde, som ikke hører nogen steder hjemme og mest af alt minder om religionserstatning. Jeg går gerne med til at opfatte kunst som noget særligt og som noget særligt værdifuldt. Men hellig bliver kunsten dog aldrig, og det skal den heller ikke. Det hellige har et hus for sig selv i Mariakirche.

Der er kirker og museer, og der er søndage og hverdage, og det er godt sådan.

I klummen ”Kulturturisten”, der bringes hver anden lørdag, bevæger filmanmelder Karen Dyssel og litteraturanmelder Lars Handesten sig nysgerrigt ud i kulturlivet. Herfra skriver de om kunstarter og kulturformer, de ikke er eksperter i, men alligevel drages af.