Prøv avisen
Tidens tegn

Giv os i dag vor daglige diagnose

Hvor man engang sagde, at ”det er samfundets skyld”, er vi nu gået i den anden grøft: ”Det er aldrig samfundets skyld, det er altid din egen skyld.” Individets ansvarliggøres i forhold til stadig flere forhold i tilværelsen, og det kan jo lyde godt og tilforladeligt. Men det indebærer samtidig, at der aldrig er problemer på systemniveau, for eksempel på arbejdspladsen. Aben ender altid hos den enkelte.

Den omsiggribende diagnose-kultur har dyb indflydelse på såvel menneskesyn som samfundssyn

Det er næppe undgået nogens opmærksomhed, at vi lever i en diagnose-tid. Diagnoser fylder meget, ikke blot i deres funktion som klassifikationssystem for sygdomme. De er også gået langt ind i vores dagligsprog og livsforståelse. Det kan man blive klogere på ved at læse i den nye antologi ”Diagnoser” (Forlaget Klim), redigeret af Svend Brinkmann (ham med bestselleren ”Stå fast”) og Anders Petersen.

Hvorfor fylder diagnoserne så meget i disse år? En forklaring kunne være, at videnskaben er blevet klogere. Vi kan nu opdage sygdomme, vi ikke før havde ord for. Et andet bud er, at der er forhold i samfundet, der gør os syge; at såvel det moderne arbejdsmarked som den moderne livsstil foreskriver os en bestemt form for normalitet, og hvis man på 117 måder falder uden for den, ja så står vi med 117 nye diagnoser.

Brinkmann og Petersen præciserer, at diagnoserne ikke udtømmende kan betragtes ud fra videnskabelige præmisser. De er beskrivelser af klynger af symptomer, men hvad angår især psykiske lidelser har man ofte ikke kunnet fastslå det neurobiologiske grundlag for symptomerne. Selvom vi gerne vil forstå sygdomme som noget essentielt (noget vi har, hvis vi altså har dem), er der stadigvæk en verden til forskel på at have et brækket ben og have adhd. Somatiske sygdomme har man, de kan opdeles i sygdom og symptomer; den dygtige læge kan som en anden detektiv opdage sygdommen bagom symptomerne. Ved psykiske sygdomme er der ofte ikke noget simpelt ”bagom”.

Derfor kan diagnoser også, overraskende for menigmand, forsvinde, når systemerne bliver lavet om. For eksempel eksisterer Aspergers syndrom, som er meget dyrket i populærkulturen, tænk bare på Saga Norén i ”Broen”, ikke længere. Nu henføres symptomerne på mere diffus vis til den lette ende af autisme-spektret. Dermed forsvinder en etableret identitet, og populært sagt er man nu enten blevet rask eller blevet autist. Tyg på den, Saga.

Det er åbenlyst, at diagnoser kan skabe en ny virkelighed og en ny selvforståelse. Diagnoser er performative som det hedder i tidens begrebsapparat. De skaber på en måde det, de nævner. Det enkelte menneske kan opleve en stor lettelse, når det pludselig får en forklaringsnøgle til sig selv. Det er derfor, jeg altid har haft de problemer; det er derfor, jeg altid har følt mig forkert. Diagnosen kan rumme en gevinst. Man føler sig ikke længere diffust skyldig over sig selv, man kan undgå stigmatisering, måske få sympati og medfølelse.

Som vi har indrettet velfærdssamfundet, kan diagnosen også berettige til behandling eller kompensation for ens særlige behov. Man kan ligefrem, ifølge Brinkmann og Petersen, opleve, at socialrådgivere presser læger for en præcis diagnose, fordi diagnoser nu engang er den valuta, der er gangbar i velfærdssystemet med hensyn til ”legitim sygdomsadfærd”. Man risikerer dermed, at diagnoserne løsriver sig mere og mere fra deres videnskabelige begrundelsessammenhæng for at tjene andre formål såsom at skabe mening for den enkelte eller levere ”værktøjer” til det sociale system. Men er vi tjent med som individer og samfund at leve i en diagnosetid?

Antologiens redaktører præciserer, at diagnoser selvfølgelig i mange tilfælde er berettigede og nødvendige. Men de ser to generelle problemer ved diagnosekulturen: Det ene er, at grænsen mellem almindelige livsproblemer og behandlingskrævende psykopatologi bliver nedbrudt. Den menneskelige proto-type bliver dermed mennesket, der aldrig lider og aldrig geråder i sorg eller afmagt.

Det andet er, at der sker en individualisering af sociale problemer. Hvor man engang sagde, at ”det er samfundets skyld”, er vi nu gået i den anden grøft: ”Det er aldrig samfundets skyld, det er altid din egen skyld.” Individets ansvarliggøres i forhold til stadig flere forhold i tilværelsen, og det kan jo lyde godt og tilforladeligt. Men det indebærer samtidig, at der aldrig er problemer på systemniveau, for eksempel på arbejdspladsen. Aben ender altid hos den enkelte. Der er aldrig noget i vejen uden for dig selv. Der foregår alt på bedste vis.

Det lyder som noget, der vist ikke helt kan passe. Lad os derfor få diagnose-kulturen højere op på dagsordenen i samfundsdebatten.