Hver lørdag klokken 14.30 inviterer Danmarks Radio indenfor i ”Bogselskabet” på P1, og hvis man ikke når forbi, kan man heldigvis hente programmet som podcast senere.
Vært er Anne Glad, som mange kender fra livsstilsprogrammer som ”Kender du typen?”, og der har formentlig været mere end én, der i sit stille sind har tænkt: Hvad ved hun om litteratur? Og til det spørgsmål må man svare: Formentlig en del. Hun er nemlig cand.mag. i nordisk litteratur og filmvidenskab, og så er hun en glimrende vært, nysgerrig, lyttende og engageret uden at blive intervenerende.
Forleden var hendes gæst lyd-og medieforsker Iben Have fra Aarhus Universitet, som desuden er forfatter til en af sin arbejdsplads’ forlags populære tænkepauser. En tænkepause om ro.
Og hvordan skriver man sådan en bog? Fyldt med blanke sider? Og kan man overhovedet tale om ro uden at forsømme sig mod den?
Det er blot nogle af de spørgsmål, podcasten kommer omkring, og noget af det, der overraskede Iben Have mest undervejs i processen, var, at vi er så forskellige i vores behov for ro. For eksempel holder hendes egen mand af at høre heavy metal, når han skal finde arbejdsro.
Men er det egentlig klogt at fylde alle vores pauser med lyd? Med podcasts og lydbøger og musik? Rimer det på ro, spørger Anne Glad, og Iben Have pointerer, at ro ikke nødvendigvis er ensbetydende med et fravær af lyd. At vi godt kan finde ro gennem medier, men at de omvendt også er med til at effektivisere hverdagen og derfor kan bidrage til vores accelererende kultur.
Og således bliver denne podcast også en kommentar til sig selv på et mere overordnet plan og helt konkret, når den tager det lydlige univers under behandling, som for eksempel når Iben Have slår på sin medbragte syngeskål, eller når Anne Glad børster sit hår for at fremkalde den asmr-effekt (autonomous sensory meridian response), som mange af de populære videoer på Youtube eksperimenterer med at fremkalde i et forsøg på at genskabe velkendte og beroligende lyde for at opnå det nærvær, som vi måske af og til mangler i vores hverdag. Omend det sker i en stærkt medieret form.
Såvel bog som program har et helt fast format, og det er både en velsignelse og en forbandelse for ”Bogselskabets” vedkommende. Det skaber en stor grad af genkendelighed, at man som lytter ved, at forfatteren kommer til at læse den første sætning op, knytte en kommentar til bogens forside, fortælle om arbejdsmetode og inspiration, anbefale en bog og så videre, men det betyder også, at samtalen, som blot forløber over en halv time, bliver brudt op i mange små bidder. Vi skal hele tiden videre, det ligger i konceptet, vi skal høre en jingle, et svar på et spørgsmål, en voiceover med fakta om forfatter og værk, og det kan synes ærgerligt, at der skal så mange elementer med.
Sammen med den kompetente vært ville de fleste forfattere sagtens kunne fylde for eksempel en time fornuftigt ud, og samtalen ville kunne få lov at strejfe og udvikle sig mere organisk end i den nuværende stramme struktur – og med den formodede målgruppe in mente behøver man næppe at være bange for at kede nogen. De fleste ville formentlig sagtens kunne kapere lidt længere sekvenser uden at miste koncentrationen.