Prøv avisen

Glæden ved at bebo en banan

Der kan være langt mellem husene i Thy, men landsdelen – og særligt landsbyen Hørdum – har stor succes med at engagere borgerne i et spirende kulturliv. – Foto: .

En historie om, hvordan man skaber kulturel vækst i landområderne

Jeg bor et sted, der ligger i den del af det vestlige og nordvestlige Jylland, som man ikke så sjældent hører betegnet som en del af bananen. Dog optræder bananen ikke bare som bananen, men som den rådne banan, et udtryk for, at i den del af Danmark, som med lidt god vilje på kortet kan indtegnes som en krum banan, og som udgøres af det nordligste, vestligste og sydligste Jylland og videre over Sydfyn, sydligste Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm, er alting gået i stå for ikke at sige tilbage. Her lades alt håb ude.

LÆS OGSÅ: Borgere i Udkantsdanmark er mere lykkelige

Det sidste fremføres frejdigt, selvom f.eks. det vestlige Jylland netop er kendt for de mange iværksættere, der også i nyere tid har skabt gode virksomheder, og selvom vedvarende energi ville være et fremmedord på dansk uden os heroppe i det nordvestlige. Men det var jo dengang, er der så én, der siger, nu flygter folk jo fra den rådne banan til de steder, hvor uddannelserne og de spændende job er blevet koncentreret, og hvor både guldet og kulturen er strøet ud på gaden og er lige til at samle op. Og til cafeerne, tilføjer en anden, hvor det vrimler med spændende kreative mennesker, der kan gøre enhver dag uhverdagsagtig.

Sådan!

Når det drejer sig om min del af bananen, ser det ud til at være en udbredt opfattelse, at også kulturen har trukket sig tilbage fra den og i dag kun findes og trives øst for den jyske højderyg, selvom dette synspunkts talsmænd nu og da tvinges til at indrømme, at der midt i råddenskaben dog er nogle få byer, der ikke bare har spændende kunstmuseer, men også acceptable arrangementer (events er der oven i købet nogle, der kalder dem, og det er vistnok ment anerkendende), og der er jo også østdanskere, der er så heldige at have sommerhus f.eks. i Thy, og de vil måske ud over at glæde sig over Danmarks første nationalpark have opdaget, at der er noget, der hedder Thy Masterclass, som hvert år i august samler unge professionelle og talentfulde musikere fra hele verden og nærmest plastrer landsdelen til med koncerter. I det hele taget oplever man i disse år udbruddet af en kulturel selvopholdelsesdrift, der kan spores på hele bananen.

En lille oplevelse, som jeg har haft derovre i det hovedstadsagtige, vil jeg godt fortælle om. Jeg var til et møde i København, hvor jeg skulle holde et foredrag i en litterær klub, og jeg kom i en snakkepause til at fortælle en af mødedeltagerne, at jeg aftenen før havde set en ballet, Prokofjevs Romeo og Julie opført af Schaufuss-balletten. Min samtalepartner, som åbenbart var balletinteresseret, udbrød: Hvor spiller den, det må jeg have overset?, og jeg kunne så fortælle, at den forestilling havde jeg da set hjemme i Nykøbing Mors.

Jeg vil ikke ligefrem kalde ham vantro, men overrasket, og jeg fortsatte med at fortælle lidt om, at jeg en halv snes gange hver sæson havde mulighed for i vores foreningsejede biograf at opleve operaforestillinger fra Metropolitanoperaen i New York, at vi ud over besøg af turnerende teatre har et fast egnsteater, og at vi kan se mange fine kunstudstillinger i årets løb. Og så udbredte jeg mig vist et par minutter om mulighederne for at høre spændende foredrag, overvære forfatteraftener, og jeg fortalte også, at jeg et par uger før havde været til en koncert med to klassiske argentinske guitarister, der var på europaturné, i en landsby ovre i Thy. Om min samtalepartner bare var en lille smule imponeret, kunne jeg ikke helt tolke.

Desværre blev der ikke tid til at fortsætte samtalen, men jeg ville gerne have forklaret ham, at noget af det, disse fjerntboende iagttagere helt overser eller er uvidende om, er mængden af deltagerkultur, og her tænker jeg ikke bare på mængden af publikum ved arrangementer, men nok så meget på de mange, mange mennesker, der på frivillig basis og ud fra ønsket om at vedligeholde og nyskabe et kulturliv, gør et stort og ulønnet arbejde i en mangfoldighed af foreninger.

De står bag teaterkredse, kunst- og musik- og foredragsforeninger. De har dannet de litterære selskaber, og mange steder er biograferne i stedet for at blive nedlagt blevet foreningsejede og drives delvis med frivillig arbejdskraft. Alt det giver folk et medejerforhold til aktiviteterne, og de er altså mange, ikke mindst målt i forhold til befolkningstal. Ingen behøver at gå kultursulten i seng.

Og så ville det også have været vigtigt for mig at understrege, at det selvhjulpne ikke betyder, at man lukker sig om sig selv og sine traditioner, men at man er åben over for impulser ude fra den såkaldt store verden, og at man mange steder virkelig har forstået at etablere et samarbejde mellem tilflyttere med anden kulturel baggrund og stedets traditionsbevidste befolkning. Og jeg ville have fortalt ham en solstrålehistorie om landsbyen Hørdum som bevis på, at den banan, vi bebor herovre, ikke er rådden, men snarere er grøn og på stadig vej mod modning. Selv kalder jeg den kulturbananen.

Og her kommer så den historie, som jeg altså ikke fik tid til at fortælle den dag:

I 1996 kårede Morgenavisen Jyllands-Postens bagside Hørdum som Danmarks kedeligste by, og ved en på én gang selvbevidst og selvironisk sammenkomst med omkring 200 deltagere om aftenen den 1. marts overrakte avisens bagsideredaktør en keramikflise til formanden for Håndværker- og Borgerforeningen. Flisen havde inskriptionen Danmarks kedeligste by og viste et billede af et hul i jorden. Det skete i byens forsamlingshus, indrettet i den bygning, som var jernbanestation, indtil byen i 1967 blev nedgraderet til trinbræt.

At udnævnelsen ud over at være årsag til en glimrende fest, hvor byen iflg. Thisted Dagblad ikke levede op til titlen, også oplevedes som en provokation, er ganske tydeligt, når man i dag ser tilbage. Saftsuseme om vi vil finde os i det, har folk tænkt, og i årene derefter blev ny energi mobiliseret eller gammel energi blev gravet frem og der skabtes en række aktiviteter, som er overset ude i Storstadsdanmark, sat i gang af den nævnte Håndværker- og Borgerforening.

Hørdum ligger 15 km sydvest for Thisted, 13 km fra Vesterhavet og 5 km fra Limfjorden i et landbrugslandskab præget af bløde linjer, som mod vest grænser til Danmarks første nationalpark. Byen ligger altså i Thy, den landsdel, der om nogen har været præget af, at man dér ikke i så høj grad som mange andre steder har trukket sig tilbage fra tilflyttere, men tværtimod er indgået i samarbejde med dem, så de virkelig er blevet integreret i det lokale samfund og har bidraget til en gensidig inspiration. Det bliver en del af den historie, jeg er gået i gang med at fortælle.

I sin oprindelse var Hørdum, sådan som det stort set gælder alle landsbyer, identisk med landbruget. Den såkaldte by var ikke så meget en bymæssig bebyggelse som et helt ejerlav med en tættere bebygget kerne. Da Thybanen åbnedes i 1882, rykkede Hørdum fra landsbyniveau til stationsbyniveau, og nye erhvervsmuligheder blev skabt. Forbindelsen til den store omverden blev lettet, også fordi der samtidig med jernbanen kom telegrafstation og postekspedition.

Ifølge en opgørelse fra 1950 havde byen ca. 60 næringsdrivende. Af håndværk mønstrede byen ud over smed også skomager, murere, barber, mekanikere, tømrere, snedkere, sadelmagere, rebslager, cementstøber, damefrisører og skrædder. Af forretninger var der naturligvis købmænd, brugsforening, manufaktur, slagter, bager og sandelig også en Korset-forretning. Mest bemærkelsesværdigt er det måske, at der på det tidspunkt var en handelsskole i byen, som i struktur altså kunne minde om en mindre købstad.

Nogenlunde sådan var situationen, da den såkaldte landsbydød satte ind, forårsaget af et samspil mellem den teknologiske udvikling og landbrugets såkaldte strukturrationalisering. Landsbyen med dens erhverv var ikke længere forudsætningen for landbrugets trivsel, og landbruget kunne ikke længere være bærer af landsbyens. Mejeriet blev nedlagt, handelen rykkede til den store by, og håndværkere var ikke længere afhængige af arbejdsopgaver inden for gå- eller cykelafstand. For at sætte tal på: I 1950 var der som tidligere nævnt ca. 60 næringsdrivende i byen, i dag er tallet under 20. (Nu nikker min tænkte tilhører og mumler: Rådden banan.)

Sådanne ændringer i en landsbys status, som også fører til, at en stadig større del af beboerne ikke er i byen i dagtimerne, men pendler til arbejdspladser i f.eks. en nærliggende større by, fører let et mismod og en pessimisme med sig.

Hvor man tidligere havde kunnet føle et landsbyfællesskab byggende på bevidstheden om en fælles og ikke bare kulturel, men også økonomisk skæbne direkte eller indirekte byggende på landbruget, blev dette heltidsfællesskab erstattet af fritidsfællesskaber, som i første omgang kunne true den kulturelle enhed og stedets selvforståelse, og som også kunne have en tilbøjelighed til at lukke sig om sig selv. Også det forhold, at den enkelte pendler i dagtimerne kom til at indgå i arbejdsfællesskaber andre steder, fik indflydelse på sammensætningen af den enkeltes omgangskreds og kulturelle kontakter. Landsbyen blev det sted, hvor man mere eller mindre tilfældigt boede.

Og så tilbage til den specielle thylandske by Hørdum, der altså blev udnævnt til Danmarks kedeligste by i 1996. Da det skete, lagde jeg ikke særlig meget mærke til det, jeg kendte faktisk ikke Hørdum som andet end en by, jeg nu og da kørte igennem, og hvis situation var som alle de andre landsbyers, men langsomt opdagede jeg, at der begyndte at ske noget i den by, som på det kulturelle område svarede til de drømme, som mange af os, der fra sidst i 1970erne har deltaget i debatten om landsbyernes fremtid og om sammenstødet mellem gammel og ny kultur, havde haft. En ny landsbykultur var ved at blive synlig, en kultur, der ikke som den gamle udelukkende havde erfaringerne fra landbruget som forudsætning. Og hvor mistilliden til de andre, altså den gamle befolknings til tilflytterne og tilflytternes til den gamle befolkning, langsomt erstattedes af gensidig respekt og forståelse.

Den del af historien har dog sit udspring et andet sted, nemlig i en anden sydthysk stationsby, Hurup. Her skabtes Kulturekspressen, som i sit udspring kun havde lokalt sigte, og som skulle give lokale kunstnere mulighed for at udstille deres værker. Idéen bredte sig hurtigt i den daværende Sydthy Kommune og kom snart til ikke bare at omfatte billedkunst, men også teater, dans og musik for bare at nævne nogle af de mere musiske arrangementer. Det udviklede sig til, at uge 42 (skolernes efterårsferie) blev hele landsdelens kulturuge med en mangfoldighed af arrangementer.

Og så altså Hørdum. I februar 2000 var landskonsulent for Dansk Amatør Teatersamvirke Jakob Oschlag flyttet til Hørdum, og året efter fik han en henvendelse fra byens Håndværker- og Borgerforening, som gerne ville inddrage ham i planlægningen af årets Kulturekspressen, som her blev en temauge med Amatørkulturen i centrum. Og nogenlunde samtidig blev Landsbyteatret, som skulle være et forsamlingshusteater ikke bare for Hørdum, men for hele Thy, stiftet, og netop for at understrege det sognegrænseoverskridende blev den første forestilling et irsk stykke af John B. Keane, oversat og bearbejdet af Kaj Nissen. Det blev opført af amatørerne, instrueret af Jakob Oschlag.

Året efter var det dog Hørdum, der kom i centrum for teatret, idet der blev indledt et samarbejde med den organisation, der hedder Fyrspillene, og som gennem flere år havde stået for egnsspil i Sydthy. Lokalt blev der nedsat studiegrupper om Hørdum og Hørdums historie, der blev arrangeret en udstilling, der var foredrag, og ud fra det indsamlede materiale skrev forfatteren Kaj Nissen Spillet om Hørdum, som Jakob Oschlag instruerede. Spillet blev en succes med et meget stort tilskuertal. Og af den såkaldte historiegruppes arbejde udsprang ikke bare teaterstykket, men også en bog, en sognehistorie om Hørdum og nabosognet Skyum med titlen Mellem disse grønne høje.

Nu er det ikke meningen, at jeg kronologisk vil opregne, hvad der har været af bemærkelsesværdige arrangementer siden den næsten eksplosive begyndelse, der førte til dannelsen i 2005 af Hørdum Kulturlandsby. Det blev en paraplyorganisation, som fik hjemsted i den i 1961 nedlagte skole, der i årene derefter bl.a. havde været udlejet som lager, men som nu altså blev kulturcenter. Tankegangen var, at en landsby i sig selv er kultur, at mennesker i landsbyen skaber kultur, og at der skal komme kultur til landsbyen.

Jeg tror, at man i Hørdum har formået det, der kan være med til at skabe kulturel vækst i landområderne, nemlig ikke at tænke for snævert, men også inddrage nabolandsbyerne og befolkningen der. At tænke i landsbyområder og ikke bare koncentrere sig snævert om sin by er noget af det, man har forstået i Hørdum og haft succes med. Og samtidig og måske vigtigst har man så forstået at åbne sig for impulser ude fra den større verden, har arbejdet på en forening af det lokale og det globale, tænkt glokalt, som det har været udtrykt.

Egnen er blevet et mere spændende sted at besøge, men utvivlsomt også at bebo, så mon ikke der på lidt længere sigt også vil være en vækst i antallet af erhvervsaktive i Hørdum og omegn? F.eks. når mulighederne for etablering af hjemmearbejdspladser uafhængigt af geografien får den udbredelse, som den moderne teknologi gør mulig. Kulturlandsbyen kan rumme alle.

Og så for en ordens skyld: Rundt om på bananen er der masser af steder, hvor der er initiativer, der som dem i Hørdum gennem beboernes oplevelse af en fælles skaben bidrager til en ny form for kulturel selvforståelse. Den bygger på åbenhed mod verden kombineret med en stærk følelse af tilknytning til stedet. Når det så var Hørdum, jeg valgte at beskrive, skyldes det, at jeg er i hyppig kontakt med den landsby, som nok er enestående, men altså ikke ene stående.

Knud Sørensen er forfatter til en lang rækker romaner og digtsamlinger.