Prøv avisen

Gladsaxe Ny Teater lukker

Arkivfoto af Gladsaxe Teater. Foto: Torben Christensen

De økonomiske trængsler er blevet for store for Gladsaxe Ny Teater. Den 1. juni går tæppet ned for sidste gang

Det er sidste udkald, hvis man vil opleve en forestilling på Gladsaxe Ny Teater, det tidligere Gladsaxe Teater. Den 1. juni er det nemlig slut.

- Med de tiltagende forringede økonomiske forhold, som Gladsaxe Ny Teater som egnsteater i Gladsaxe Kommune er udsat for, kan ledelsen og bestyrelsen ikke føre teatret videre, meddeler teatret i en pressemeddelelse.

Hele teatersæsonen bliver dog gennemført.

Det gamle Gladsaxe Teater lukkede i 2006, men genopstod som egnsteatret Gladsaxe Ny Teater. Teatret har på kun tre år dog fået reduceret sin støtte fra 18 mio. kr. til 4 mio. kr., og det beløb er med den nye egnsteateraftale sænket yderligere til 3,5 mio. årligt.

I januar sidste år gik teatret i betalingsstandsning. Trods betalingsstandsningen formåede teateret at overleve. Men i oktober forlod teaterchefen, Kaspar Rostrup, sin stilling i protest mod besparelserne for egnsteatrene.

Gladsaxe Ny Teater er et af Københavns største med 718 pladser, og der har i gennemsnit været spillet 110 forestillinger pr. år.