”Slowfox”, titlen på Sten Kaaløs nye digtsamling, defineres i en note som ”langsom glidende pardans”.
Bogens første digt indledes med en opfordring netop til at sætte farten ned, mens sekunderne gør det modsatte og flyver forbi os. ”Dans langsomt. For der/ er/tid/ endnu/ før/ tiden/ er gået.”
Citatet er et af flere eksempler på, hvordan et digt trækkes ud til at fylde mere, end det egentlig behøver, idet næsten hvert ord får en hel linje stillet til rådighed. Vel et forsøg på at tage farten af ordene og dermed understrege de enkeltes betydning.
Jeg var i begyndelsen bange for, at Kaalø med den ekstreme enkelhed, som han indimellem betjener sig af, ville sætte noget over styr. Men dybest i eksperimenterne dunker en puls, en nerve, et nærvær.
En dødsbevidsthed går gennem samlingen, men uden at være ledsaget af panik. Om glæden – der ”løber/ ud af begge øjne” – hedder det betegnende, at årenes gang – sekundernes flugt – ikke formindsker, men snarere øger den. Også forventningen lever fortsat. I et smukt digt siges det om dagen, at den begynder ”som en gren/der vipper/ op og ned/ op og ned/ længe inden/ fuglen/ lander på den”.
Grundlæggende forsoning i forhold til den forgængelighed, der er vort grundvilkår, præger samlingen. ”Døden min ven”, lyder ligefrem bogens sidste udsagn. Det er muligt – læser vi i det pågældende digt – at have døden nær og samtidig spille badminton hver onsdag.
Sten Kaaløs digte har mange lag. Jeg må fremhæve overskuddet, finurligheden. I et skævt digt forsikrer han læseren om, at han holder af sine ben – ”og lige meget af begge” – disse ben, der har båret ham i så mange år og fulgt ham i diverse sammenhænge. Men digtets formål opfyldes først til fulde i slutningen, da han inddrager sin elskedes ben – og får lykke i stemmen. Nu kunne slowfox danses.
Et andet sted iscenesætter Kaalø sin egen udramatiske version af Johannes V. Jensens berømte digt ”Paa Memphis Station”. Scenen er flyttet til Vojens Station, i støvregnende efterår, mens poeten uforpligtende leger med tanken om en tilværelse som hotelejer i Vojens, ”blive dasket på skulderen/ af byens advokat/ ta 20 kilo på/spille golf”.
Men så dukker den forsinkede bus endelig op – ligesom hos Jensen det forsinkede tog. Det hele er vist mest at opfatte som en litteraturhistorisk spøg.
I et digt formuleres noget principielt om Kaaløs lyrik: ”Behøver/ blot gå/ ud en lille tur/ så er der/ straks/ et digt/ ikke selve/ ordene/ men alt det/ bag dem.” Det sidste behøver han slet ikke nævne i digtet, og han gør det heller ikke. Men det er til stede alligevel. Og det er det, der skaber poesien. For eksempel i form af skarptstående, ukommenterede natursansninger – som siger, hvad der skal siges.