Hvis man lider af den fordom, at universitetslitterater skriver bøger, der er uforståelige og handler om uvæsentlige emner, bør man straks læse denne bog.
Det drejer sig om en samling essays med titlen "Turbonætter – og andre litteraturhistorier" begået af lektor ved Syddansk Universitet Lars Handesten, og der er tale om intet mindre end en fremragende syntese af skarp værkanalyse, personlig beretning og elegant litteraturpædagogik.
Blandt de værker, der diskuteres i Handestens essays, har man en række af the greatest hits inden for det danske undervisningssystem.
Det gælder Klaus Rifbjergs "Og andre historier" (1964), Villy Sørensens "Sære historier" (1953), Tom Kristensens "Hærværk" (1930), Oehlenschlägers "Guldhornene" (1803), samt fra den oversatte afdeling Ernest Hemingways "Og solen går sin gang" (1926), J.D. Salingers "Griberen i rugen" (1951) og Bret Easton Ellis "American Psycho" (1991).
I alle tilfældene fokuseres der på det elementære spørgsmål om, hvorledes disse værker kan berige, udfordre og anfægte den enkelte læser på hans eller hendes vej gennem livet.
Med udgangspunkt i tekster af Rifbjerg og Hemingway tages der fat på spørgsmål om seksualitet og kærlighed. Der tales om moral og etik med afsæt i Villy Sørensen og Per Højholt. Og der diskuteres metafysik og tro med inspiration fra tekster af Johannes V. Jensen og Blicher. Det hele er begavet, substantielt og underholdende. Og så er der næppe mange professionelle litterater, der ikke vil kunne bruge Handestens overvejelser i deres eget virke, da litteraturundervisning og -formidling jo i et og alt går ud på at argumentere for, hvorfor denne eller hin bog vedkommer en anden person.
At Handesten i sine essays anvender sin private baggrund som referenceramme er helt i sin orden, da der er tale om erfaringer, som enhver læser vil kunne spejle sig i. Der berettes om oplevelser fra barndomshjem, skoletid og universitet, om kærlighed, skilsmisse og børneopdragelse, og om angst, beruselse, religiøse anfægtelser og at affinde sig med sin skæbne.
Og så naturligvis om glæden ved at læse litteratur. At denne begejstring ved læsning har givet sig udslag i en kreativ omgang med sproget hos forfatteren er også værd at bemærke. Den gakkede humor og det dynamiske drive er således en vigtig del af Handestens stil, som man ser det i et herligt essay med titlen "Oehlenschläger i klassekampen", hvis indledning lyder: "Hvordan staver man til Oehlenschläger? spurgte en taxachauffør mig engang, da jeg gik i gymnasiet først i 1970'erne. Han var en af mine venners far, og spørgsmålet faldt midt i en kedelig tv-transmission af en engelsk pokalfodboldkamp, som vi sad og så på. Spørgsmålet var udspekuleret stillet, for det drejede sig ikke om at få et svar, men om at få mig ned med nakken i min opblæste egenskab af gymnasieelev."
Lars Handesten kom altså ned med nakken dengang. Til gengæld har han nu skrevet en glimrende essaysamling, der anbefales alle litteraturinteresserede.
Lars Handesten: Turbonætter og andre litteraturhistorier. 191 sider. 175 kr. Forlaget Spring. Udkommer i dag.