Indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen skildrer i denne fine bog om tålmodighed det at stå i en kø, og én så springer køen over. Vores indignation kommer ikke af, at vi så kommer en smule langsommere frem, men at vi regnes for ingenting. Vi kan springes over.
Men indignationen kan vendes til en frugtbar indre dialog, hvor vi selv finder vores plads. Hverdagens små hændelser kan være med til at give plads for evigheden. En klog ven af mig har engang fortalt, at når hun står i en kø i et supermarked, beder hun stille Fadervor for sig selv i stedet for at irriteres over køens stilstand. Tålmodigheden bliver til bøn. Det evige finder plads til tiden.
Således ender Eriksen også sin bog: med at tålmodighedens dybeste og egentligste udtryk er bønnen, og bogen ender faktisk også konkret i bøn. På et tidspunkt har han set Wim Wenders’ film ”Så fjern, så nær!”, som hele tiden forsøger at se verden fra evighedens synspunkt gennem englenes blik på byen. Det samme øver Eriksen sig i. At se på verden og at finde evigheden i den, så verden ikke forvitrer i tidens strøm. Selv i indkøbscenteret Fisketorvet kommer evigheden til syne.
Tålmodigheden er at tro, at det er fremtiden og ikke fortiden, der giver øjeblikket betydning. Tålmodighed bringer os hjem. Tålmodigheden har retning mod fremtiden. Niels Nymann Eriksen har skrevet en opbyggelsesbog. En bog om tålmodigheden og dens væsen og ikke mindst, hvad den gør ved os.
Søren Kierkegaards opbyggelige taler om tålmodigheden står centralt, og ikke mindst det, at tålmodigheden bringer os hjem. Tålmodigheden er sjælens element og det, sjælen lever i. Tålmodigheden er ikke at hvile i sig selv, men at vente og at overgive sig. For overgivelse er tålmodighedens kerne og ikke accept, for accepten er resignationen af, at man ikke opnåede det, man ville. I tålmodigheden accepterer man ikke kendsgerningerne. Man overgiver sig til dem. Det er kristent tålmod.
Opbyggelsesbøger er ikke selvhjælpsbøger, selvom de kan minde om hinanden. Opbyggelsesbøger hjælper os ikke til at mestre tilværelsen, men at overgive os til den i tillid. Man skal ikke selv finde muligheder, men have tillid til, at der er givet en et fundament. Selvhjælpslitteraturen lader en stå alene. Opbyggelseslitteratur overgiver en til en anden tilværelse med en viden om, at man ikke er alene.
Bogen igennem giver Eriksen mange gode eksempler på livet i tålmod gennem tilværelsen på Vesterbro og sommerdage på Lolland. Sproget er holdt i et roligt tempo, men holdningerne er stadig klare og tydelige. Man behøver ikke råbe for at få sine synspunkter frem.
Det er en smuk, vidende og ærlig bog, Niels Nymann Eriksen har skrevet, som lægger sig selvstændigt i tråd med bogen ”Gæstfrihed”, som udkom for et par år siden. Den er både blufærdig og selvudleverende. Den er fyldt med iagttagelser over hverdagslivet, litteratur og teologi og er en god gave til enhver, der skal erfare, at livets små og store prøvelser kan give anledning til fornyelse. At evigheden finder plads. Bogen er smukt og enkelt illustreret af Nargiz Galib Andersen, og tegningerne fanger godt tekstens åndedrag.