”Vi fortalte heller ikke hinanden noget, men det er nok heller ikke normalt at tage billeder af den slags misbrug, vi oplevede, det er ikke noget man deler rundt som julegaver eller til familiefester. Se morfar, jeg blev nær kvalt her, i badekarret, af min stedfar, det siger man ikke, sådan noget. Vi lærte hurtigt, at ingen var interesseret i sandheden. Der findes kun ét svar på alle spørgsmål om, hvordan man har det: fint.”
Sådan lyder et ganske karakteristisk citat fra Daniel Boysens autofiktive roman ”Fordi ilden er vores”.
Deri kunne være et fingerpeg om, at vi her står over for blot endnu én af de mange fortællinger om en ulykkelig barndom, som litteraturen for tiden er så rig på, og dermed måske også her igen derfor står over for en beretning, hvor det biografiske materiale fylder så meget i fiktionen, at det kan være svært helt at fastslå, hvor det terapeutiske projekt slutter, og det kunstneriske begynder.
Kort sagt, hvor det kan være svært helt at se, hvor romanen hæver sig op over de tragiske erindringer ind i litteraturen.
Men denne skelnen er på ingen måde vanskelig, når det gælder ”Fordi ilden er vores”.
Daniel Boysen kan noget med sproget. Noget, det hæver hans – formodentlig til tider temmelig personlige – beretning op over det private og giver den indfødsret i litteraturen – endda i den gode ende af skalaen.
Den følgende formulering af hovedpersonens hedeste ønske om ”Et klædeskab at folde sig sammen i, lægge os alle på en hylde, nystrøgne, udglattede, frie fra alt det der har krøllet os” viser, at der her er meget mere på spil hos forfatteren end fortællingen om en rædselsfuld opvækst i provinsen.
Daniel Boysen er født i 1986 og cand.mag. i Nordisk Sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Han er opvokset i den lille by Stenstrup ved Ribe, og det er også her romanen tager sin begyndelse.
Handlingen er grum. Vi hører om en oprindelig tilsyneladende lykkelig lille familie med far, mor, storebror og lillesøster. Men med en skilsmisse følger en voldelig papfar, der ikke blot tæver sin kone nærmest fra vid og sans og i hvert fald fra at være til nogen som helst støtte for sine børn, men som også tæver og truer sin stedsøn, så han er ved at miste fodfæste i verden og virkeligheden. Desuden misbruger han sin steddatter og bringer hende dermed ind i en tilstand af skizofren overlevelsesstrategi, der gør hende til psykiatrisk patient.
Mange og grumme er detaljerne, men aldrig ynkelige endsige da selvynkende. Fremstillingen sker i en slags lynglimt, og bogen bærer da også undertitlen ”Roman i opbrud”. Der er ikke tale om en jævnt fremadskridende beretning om en dreng og et ungt menneskes kringlede, voldelige og småkriminelle vej frem til en universitetsuddannelse, men om en fortælling, hvor erindringsglimt blander sig med almene refleksioner over tilværelsens gådefuldhed, verdens tilstand og fortællerens og lillesøsterens situation og erfaringer.
Bogen er ganske rigtigt et forsøg på at tale om det fortiede og dermed sætte fokus på alle de overgreb, ikke mindst på børn, der sker skjult under den tilsyneladende så pæne overflade og i ly af såvel omgivelsernes som myndighedernes ligegyldighed. Bogen er ikke endnu et eksempel på udkantens uhyrligheder. Den barndom og ungdom, der skildres, kunne have fundet sted alle steder i by som på land, fordi alting findes alle steder. Bogen er derimod en skildring, der sætter fokus på enhver barndoms vilkår: At være prisgivet, afmægtigt underlagt de voksnes forgodtbefindende. En afhængighed, der gør ethvert forældresvigt fatalt. De fleste forældre/barn-relationer kommer igennem med skindet på næsen, men ingen uden skrammer.
Derfor er romanen så uhyre vedkommende, og derfor rammes man af citater som: ”For at glemme må man huske”, ”Vi bliver aldrig færdige med at løbe rundt med en lykke om halsen”, og endelig: ”Nogle siger, at man ikke skal hænge fast i barndommen, men det er heller ikke det, vi gør, der er ingen barndom at hænge fast i.
Vi forsøger at fylde de tomrum, der følger os. Hvis alt det, der udgør ens tilværelse, er et tomrum, er man ikke andet end et stort hul, der venter på at implodere. Det handler ikke om at placere et ansvar.”