Den unge grevinde Doralice er så smuk, at man bliver ked af det. Tilmed opholder hun sig et sted ved Østersøen, hvor havet er så dragende, at det ofte klæder sig i farver, der svarer til ens sjælelige tilstand:
”Så smukt, at man ikke bør tale om det,” tænker hun.
Denne unge grevinde er flygtet fra sin mand for at være sammen med den naturbundne maler Hans Grill i livets og havets bølger. Dermed er scenen sat til et kammerspil – eller snarere havspil – med Østersøen som publikum i et af den tyske forfatter Eduard von Keyserlings (1855-1918) bedste prosaværker.
Keyserling var af letlandsk adel, men faldt i familiær unåde og brugte i bedste fin de siècle -stil sin tid som godsforvalter på landet og storbyboheme i Wien og München. Han var skattet af samtidens store forfattere, men er alligevel ikke for alvor blevet bemærket i Danmark længe.
Doralice, der – som havet – ikke blot er så smuk, at man bliver ked af det, men også har ”en skæbnesvanger mund”, bliver afgørende for en mindre adelig familie, der ferierer ved samme østersøiske badelandsby: En kynisk bedstemor, hendes dumme datter med utro baronmand og tre overspændte børn.
Både havet og Doralice repræsenterer vidunderligt paradoksalt både livet og døden over for det ligegyldige spild af ufarligt liv. Naturen og kvinden skildres som magter, der vil noget andet med mennesket end det banale overfladeliv. De fører os frem til det brusende liv, men der kan man som bekendt drukne.
I ”Bølger” udforsker Keyserling således et velkendt tema på vuggende-uhyggelig vis og lader det omskiftelige hav symbolisere farefuld død, men også dragende mening, frem for det, hovedpersonerne lærer at betragte som ”den gemene landjord”.
Dette velkendte tema består i en skildring af den adel, der op mod Første Verdenskrig er blevet overflødigt bølgeskum. Den har ingen funktion, intet ærinde i livet, så hvad er tilbage ud over tidsfordriv?
Hvis havet symboliserer en trussel mod den rest af ordentlig idyl, adelen på dette tidspunkt forsøger at fastholde, har vi altså her at gøre med et mindre intrigedrama, hvor et stort symbol udfoldes på faretruende vis.
Doralice drager de overspændte børn. Drengen Wedig er så indbildt svagelig, at han ikke må gå i vandet, mens Doralice selvsagt ikke er bange for det sortladne hav. Pigen Lolo vil også have en skæbnesvanger mund og kysser sin forlovede løjtnant. Han må ryste afværgende på hovedet: ”Der var ikke spor af skæbne” i det kys.
”Det var mere en fredelig pinsesøndag på landet.”
Langt fra havet.
Selv maleren Hans Grill, der jo allerede har bortført Doralice ud til havets bølger, har ikke for alvor forståelse for hendes åndelige tilstand: Hun er vel, når det kommer til stykket, adelig, fremmed.
Den eneste, der derfor forstår Doralice, er den pukkelryggede ensomme adelsmand Knospelius, der som en anden homerisk vandgud synes at iscenesætte intrigerne og undergangen i dette havspil, men som også har en melankolsk forståelse af havets magt over og til liv og død. Og således udvikler intrigerne sig i netop den retning.
På en af Doralices og Knospelius’ gåture langs klitterne støder de typisk-makabert på resterne af en kirkegård, der er ved at blive opløst af havet:
”Dér bliver et kranium smukt belyst i rosa nuancer, og i den forfaldne kiste dér ligger en hel mand. [...] Jeg har ikke meget tilovers for kirkegårdsromantik og kirkegårdsgys, den slags er plat. Men dette kan jeg godt lide,” funderer denne Knospelius, der i øvrigt har mistænkeligt mange ydre og indre træk til fælles med Keyserling.
Bohemeadelig, fysisk forvrænget, ensom. Alt det modsatte af det hav, de forstår.
Med ”Bølger” udvider forlaget Sidste Århundrede deres katalog i stilsikker og lidt overraskende retning. Fra de brutalt gotiske og/eller morbide forfattere fra havets bund som tyske Unica Zürn og ungarske Hermann Ungar, udvikler forlaget her i stedet den mere forfinet-elegante side af den tysksprogede dekadencelitteratur.
At man tilmed gør det i så stilsikker forstand, hvad både boghåndværket angår og oversætteren Kathrine von Holsts ganske ophøjede metafordannelse på dansk, gør det ikke til en mindre storm på havet. Nu er ”Bølger” faktisk så smuk en roman, at man bliver ked af det, hvorfor der ikke er nogen grund til at glæde sig. Ligesom man forestiller sig, at Keyserling og forlaget gerne vil have det.