Joakim og Niels Skovgaaard var børn af landskabsmaleren P.C. Skovgaard. Det var Susette (1863-1937) også. Og alle havde de Georgia til moder. I barndomshjemmet var kunst et og alt. Far malede, mor broderede, og så blev der læst grundtvigsk historie: nordiske myter og bibelhistorie.
Det skovgaardske hjem var et totalkoncept. Et centrum for tidens bedste kunst. Hvordan skulle man kunne komme ud af det? Det letteste var nok på en måde at blive i det og blive kunstner.
De grundtvigske havde et liberalt kvindesyn. Der var intet odiøst i, at en kvinde tog en kunstnerisk uddannelse, og at hun stod med hænderne i leret eller kæmpede med tekstilerne. Keramikeren Bindesbøll og arkitekten Martin Nyrop havde begge familiemedlemmer, der arbejdede med på den designmæssige omformning af verden, der var tale om i slutningen af 1800-tallet. Det var opbruddet fra stil-imitationen, det overfladiske og dekorative hen mod et udtryksfuldt håndværk, der kunne blive til en ny tradition.
Susette Skovgaard arbejdede i den forstand ikke for nogen, omend hun var med i den ideologiske skønvirkebevægelse. Hun stillede sit talent til rådighed for Kvindernes Udstilling i 1895. Hun blev gift, flyttede til USA, hvor hendes mand bortødede alt og vendte tilbage for nu at måtte leve af sin kunst. Sådan kom der en større rutine i Susettes senere arbejder, blandt andet i dem for Bing og Grøndahl og Den Kongelige Porcelænsfabrik.
Men livet igennem fastholdt hun sin familiemæssige kunstneridentitet, når hun signerede sig Susette Holten, født Skovgaard. Med rette. For hun leverede en spændende udfyldende replik til sine brødre, der på deres felter var umulige at overgå. Hun videreførte og insisterede på den kvindelige side, som moderens arbejder også gjorde det. Det er hele dette livsløb, Skovgaard Museet i Viborg belyser i en fornem, lavmælt udstilling. En udstilling, der finder sig ualmindeligt godt hjemme i huset på Domkirkepladsen.
LÆS OGSÅ: Warhol som hvalp
Her dokumenteres med en klædelig tilbageholdenhed en kunstners kommen til sig selv fra det første afsøgende, tegnede selvportræt med grundtvigianerpilen i hårknolden. Derpå ser vi den grafiske linje, hvor hun blandt andet leverede titelsiderne til Carl Nielsens store kompositioner.
Anne Marie og Carl Nielsen stod hun nær ligesom Elise Konstantin-Hansen, der er malet af Susette Holten. Det værk er udstillingens signatur. Da forstår man lidt bedre, at det blev keramikken, der blev det medium, der siden uafviseligt har slået hendes navn fast. De keramiske værker af trolden, der suger søen ud, og den fæle drage er ren fantasy meget lettere tilgængelige for nutidens ungdom end Skovgaard-brødrenes grundtvigske mytologier og bibelfortolkninger.
Keramikrummet er en fryd, men det er det rum, der er centreret om kvindernes udstilling også. Her har museet i Viborg lånt den store gobelin, der er inspireret af græsk kunst og jugend. Med legen, dansen og den blomst, kvinderne i 1895 identificerede sig med: Fandens mælkebøtte! Foran dette fornemme stykke tekstilkunst ses et par dele af Susette Holtens møblement, der i dag befinder sig i Anchers Hus i Skagen. Der er også andre møbler, der peger på denne kunstnerkreds og dens ønske om at omforme alt i verden.
Malerierne er svagere. Der er prægtige stykker fra Norge, hvor man ser et lysende talent, men der er også ret bovlamme ting kuriøst nok også et motiv fra Californien. De få stykker med religiøse motiver er fine mere poetiske end brødrenes. Hvor slet verden har behandlet hendes minde, ses af skitsen til det nu forsvundne altertæppe fra Roskilde Domkirke den store høst.
Der er al grund til at besøge denne i ordets egentligste forstand fine udstilling. Den er så velophængt og fint udvalgt, at man glemmer, at det til dels skyldes, at Susettes værk næsten er glemt og meget spredt. Man bliver lukket ind i et rum med et talent, der måske i nogen grad stækkedes. Og man spørger uvilkårligt: af hvad? Det er ikke bare historien og de stakkels kvinder, for Susette var vitterlig selvstændig og indfældet i et solidt miljø. Men hun overlevede nok ikke så let det moderne, der allerede fra begyndelsen af 1920erne truede hele den skønne verden med dens iboende poesi.
Udstillingen skal siden vises på Vejen Museum, hvor Susette Holtens værk vil kunne ses i en ny og relevant kontekst. Også det kan man glæde sig til.