Glenn Bechs "cirkelspark af et manifest" får blandet modtagelse hos anmelderne

Glenn Bech har skrevet et manifest, der blæser til klassekamp. Men er det en tiltrængt redningsplanke til de undertrykte, eller er det uforløst og fortegnet? Anmelderne er ikke enige

31-årige Glenn Bech udkom for nylig med manifestet ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”, som han selv kalder et kampskrift. Bogen er hans anden, efter at han sidste år debuterede med romanen "Farskibet".
31-årige Glenn Bech udkom for nylig med manifestet ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”, som han selv kalder et kampskrift. Bogen er hans anden, efter at han sidste år debuterede med romanen "Farskibet". . Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

”Gid man kunne indsætte en trompetfanfare for at forkynde, at her kommer et værk væltende. Og gør ondt og gør godt og gør noget.”

Sådan skriver Linea Maja Ernst i Weekendavisen, hvor hun kalder Glenn Bechs ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”, der udkom 30. september på Gyldendal med genrebetegnelsen manifest, ”et cirkelspark, der rammer højt og lavt, til højre og venstre, dem med underklasseskam, dem med middelklasseneuroser, dem med korrekte, blide holdninger.”

Glenn Bech er psykolog og uddannet fra Forfatterskolen, og han debuterede sidste år med den anmelderroste og prisbelønnede roman ”Farskibet” om en opvækst i en dysfunktionel familie i Horsens, hvor faderens selvmord lå som en skygge over hans barndom. Nu er han så klar med et manifest, der er et opgør mod privilegier og ikke mindst privilegieblindhed, og Linea Maja Ernst finder, at manifestet har sin egen genrecharme som halvfærdig samfundsanalyse. Og selv om det som her er udformet som en serie rappe knækprosalussinger, så er det grundlæggende opbyggeligt, og det generer hende ikke det fjerneste, når Glenn Bech er ”selvbevidst påståelig og charmerende urimelig” med udsagn som blandt andet: ”Den homoseksuelle trækker befolkningens åndelige gennemsnit op.” For i et manifest behøver man ikke bevise, man behøver blot overbevise, skriver hun og kalder ”Jesus fra Horsens” rasende renhjertet og forbløffende let at elske.

Men det er Tue Andersen Nexø dog ikke enig med hende i. I Information konkluderer han nemlig, at Glenn Bechs nye manifest er svært at finde sig til rette i og svært at være enig med, og at de mange hakkende gentagelser over bogens godt 300 sider i det store hele fordeler sig over koordinaterne: ”Indskrænket, uudannet jyskhed på den ene side, velhavende, dekadent københavner-queer på den anden. Og den homoseksuelle Glenn Bech med den fattige opvækst som den umulige, ulykkelige midte.”

Han betegner manifestet som et langdigt eller måske en ophobning af indignerede, smertelige og nogle gange indebrændte noter og finder det rodet og klichefyldt i sin klasseanalyse. Han genkender heller ikke det billede af Danmark, som bogen tegner, men mener, at der er noget nærmest afstumpet i dets afvisning af dem, der ”har adgang til at signalere godhed”. Men barn- og ungdomsskildringerne samt portrættet af Glenn Bechs mor, som han litterært set betegner som bogens bedste, er han begejstret for: ”Jeg ved så ikke, om den slags æstetiske bedømmelser egentlig er passende. Det er nemlig uklart, om 'Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet'0 skal forstås som et stykke litteratur eller som en debatbog. Måske vil den være begge dele. Heller ikke den dobbelthed er let at finde sig til rette i.”

Også Jeppe Krogsgaard Christensen i Kristeligt Dagblad finder, at manifestet er uafklaret om sit eget udtryk – vil det være en samling vrede kronikker, et debatoplæg eller en litterær tekst – og at der er noget uforløst og fortegnet over bogen, der ellers synes at ville bryde med netop fortegnede forestillinger. Og som sin anmelderkollega i Information mener han, at bogen er stærkest der, hvor den fortæller om det nære: ”Her er der fokus, sproglig omhyggelighed, og her kan smerten mærkes. Her løftes den over i læseren. I hvert fald i mig.”

Det bliver til tre stjerner i Kristeligt Dagblad, mens der blot falder to i Berlingske fra Søren Kassebeer, der slår sig på, at der er så meget vrede, så meget had, så meget afvisning, så mange anklager og så meget overdrivelse i manifestet og konstaterer, at det lange stykke selvbiografiske knækprosa måske kunne være endt et helt andet sted, nemlig som god litteratur: ”Glenn Bech kan nemlig skrive. Der er energi og ordsans og verbalt overskud i hans skrift. Men han går til yderligheder i sine fordomsfulde fortolkninger af verden og samfundet og menneskene. Han er så radikal i sine fordømmelser af de (påstået) fordømmende, at det bliver ubærligt utroværdigt. Selv om vredens grundårsag er forståelig.” Og med fare for at blive beskyldt for det, som de i Søren Kassebeers ungdom kaldte ”repressiv tolerance”, vil han dog ikke desto mindre hævde, at ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” – bortset fra skildringerne af barn- og ungdom – er ”rædsomt rablende”.

I Morgenavisen Jyllands-Posten er der fire stjerner fra Henriette Bacher Lind til ”et sydende, spruttende, svitsende manifest”, hvor forfatteren svinger pisken over ”den kapitalistiske, homofobiske og heteroseksuelle samfundsorden, som har ødelagt hans barndom og forpester hans nuværende tilværelse”. Og selvom der er en fare for, at Glenn Bechs fokus på den store uretfærdighed kommer til at sluge nuancerne i den livsvigtige debat, som han ønsker at skabe, så finder hun, at han er helt bevidst om faren, men at et manifest, der ikke skyder med skarpt, ender som plat underholdning uden effekt. Og det er i hvert fald ikke tilfældet her, lyder hendes konklusion: ”'Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet' slår stenhårdt, og man ømmer sig lang tid efter.”

Alexander Vesterlund i Politiken føler sig imidlertid ikke ramt, men snarere reddet af Glenn Bechs manifest, som han tildeler fem røde hjerter ud af seks og betegner som en redningsplanke til den, der føler sig undertrykt og alene: ”Det er en tekst, der føles skrevet i ren overlevelse. Og Bechs manifest er alt det, man ikke må være – som det hedder et sted – for at blive regnet for dannet: uforfinet, råt, selvudleverende, direkte forklarende, politisk indigneret, højlydt, bøvet, præget af mundtlighed. 'Jeg har ikke privilegiet / til at skrive for sjov”, skriver Glenn Bech. Til gengæld har han privilegiet til at skrive, og det forvalter han lige så omsorgsfuldt som vrængende i en vigtig bog, der også minder om, at klassekampen stadig findes – også i litteraturen.”

I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.