Glenn Bechs formidable debutbog er et famlende forsøg på at forstå, hvad der ikke kan forstås

Den unge forfatter Glenn Bech debuterer med et knugende, intenst og uafrysteligt værk om sin fars selvmord

Når man skal bedømme et debutværk, spørger man ofte, om forfatteren har fundet sin egen stemme. I Glenn Bechs tilfælde må man sige, at han i hvert fald har fundet en stil og form, der overbevisende forløser stoffet i ”Farskibet”. Foto: Leif Tuxen

Glenn Bechs stærke debut er ikke bare en uafrystelig bog, fordi den handler om et rystende emne. Da forfatteren var fem år, og hans lillebror, René, tre år, tog deres far sit eget liv og dermed deres barndom, som det lyder i romanens første, dirrende ensomme linje: ”Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel.”

”Farskibet”, som bogen hedder, er også en påtrængende roman, der nærmest er umulig at skubbe fra sig, fordi forfatteren har formået at omsætte den personlige tragedie til et kunstværk, der angår os alle.

Lige så meget som ”Farskibet” er en roman, der ubønhørligt afsøger faderens selvmord, erindringen om dette og alt det grusomme, der fulgte (herunder ikke mindst voldelige, narcissistiske og chauvinistiske stedfædre, der på den ene og eller anden måde tyranniserer familien), er det nemlig en roman, der over 550 sider undersøger, om og hvordan man i det hele taget kan skrive om et stof, der er så ubærligt, at det nærmest ikke kan erkendes. Det lyder for eksempel sådan her:

”Om ’du’ mon overhovedet havde kunnet forestille dig,/ hvordan dét så … ville være at finde … hér, og her er ’jeg?’ …/ (på vegne af, selvfølgelig …) igen overladt til mig selv, til helt/ og aldeles selv at skulle besvare spørgsmålene, ’spørgsmålet,/ som du’ … med dit selvmord, med … ét … for evigt ville have/ ladet det være op til resten af mit liv … ’igen, igen’ … at dreje/ sig om … ’dig,’ imens ’jeg?’ … kun kan tænke … ’nu,’ og dvs./ ’ligesom’ … ’ligesom jeg som sagt altid kun vil kunne tænke:’/ Hvorfor?!”.

Glenn Bechs bog er sprængt, baldret, famlende og søgende i sit forsøg på ikke at kommer over, men måske nærmere komme overens med og forstå det, der ikke kan forstås. Den tager tilløb, stopper op, gentager sig selv, stiller spørgsmål, starter forfra, retter sig selv, tager omveje, forskyder sig. Den springer frem og tilbage mellem tider (barndom, ungdom og voksenlivet) og steder. Skifter synsvinkel, fortællestemme, grafisk opsætning og typografi. Sætter kommaer, punktummer, tankestreger, undladelses- og tøveprikker i et væk. Blander prosa og lyrik med brudstykker og stumper af samtaler, dialoger, dagbogsoptegnelser, breve, beskeder, scener fra hverdagen, erindringer, afskrivninger af hjemmevideoer med mere – som en masse puslespilsbrikker, der ikke lader sig samle, ikke vil samles. Eller som der står et sted: ”At skrive er som at feje blade sammen (i blæsevejr!)”.

For hvordan skrive formfuldendt om sin fars selvmord? Hvordan skrive sammenhængende om alle de modstridende følelser af skyld og tvivl, sorg og fortvivlelse, tilgivelse og forståelse, vrede og afmagt, ømhed og kærlighed, som Bech i og med kaosset overbevisende får formidlet videre til læseren?

”Farskibet” er på den måde en smertefuld påkaldelse af faderen og et kærligt, men hårdtslående indblik i en smadret families skæbner præget af svigt, mistrivsel og angst. Men samtidig kan romanen også læses som et på én gang sårbart og kraftfuldt, vredt og omsorgsfuldt kampskrift mod det, der ifølge romanens udsagn ødelagde faderen og efterfølgende familien, nemlig en ”giftig maskulinitet”, der sætter nogle meget snærende og destruktive rammer for, hvad det vil sige at være mand:

”OG på den måde blev ’volden, du var blevet budt, men umiddelbart/ havde overlevet’ til ’volden, du skulle vise dig også at komme til at/ byde dig selv – og altså, endelig dø af’ … alt imens ’jeg?’ … denne/ ’cyklus af alkoholiserede mænd, der hader sig selv og derfor alle/ omkring sig?’ … den fucking dør med ’mig,’ Far, hvad end jeg selv/ får børn eller ej, så fucking sværger jeg på, at// DET VAR GIFTIG MASKULINITET, der ødelagde og fortsat ville/ ødelægge livet, både for dig, mig og alle omkring os.”

Når man skal bedømme et debutværk, spørger man ofte, om forfatteren har fundet sin egen stemme. I Glenn Bechs tilfælde må man sige, at han i hvert fald har fundet en stil og form, der overbevisende forløser stoffet i ”Farskibet” – og leverer et horisontudvidende og rørende vidnesbyrd fra en verden, der ellers er skjult for mange.