Glenn Bechs nye bog er fuld af berettiget vrede, men har svært ved at finde sin form

Glenn Bech har skrevet et indigneret og uforløst manifest om et Danmark, som martres af ulighed og diskrimination

"Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet" er et strittende, stikkende og ikke altid lige interessant manifest, skriver Jeppe Krogsgaard Christensen.
"Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet" er et strittende, stikkende og ikke altid lige interessant manifest, skriver Jeppe Krogsgaard Christensen. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix .

Der er altid flere veje ind i det samme stof. Og er man i tvivl om det, så er det blot at læse Glenn Bechs to bøger. Først den roste og prisbelønnede “Farskibet” fra 2021, der er en roman om en far, som begår selvmord og overlader sine to sønner, Glenn og René, til mørket.

Det er en fortælling om klasse, køn, vold og giftig maskulinitet. Præcis det samme er Bechs nye bog, “Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”. Men alligevel anderledes. Det fremgår allerede af forsidens genreord. Hvor der på “Farskibet” står “Roman”, står der nu “Manifest”. Hvilket som bekendt er en offentlig erklæring om synspunkter og mål inden for eksempelvis politik eller kunst. 

Der er noget lidt storladent over “Manifest”, men Bech skriver med små bogstaver og på brudte linjer. De første to lyder: “kom ikke her og sig / at noget er mere identitet end andet.” Herfra løber teksten igennem 329 sider, som synes at være skrevet i en indigneret raptus. Nogle steder udmønter det sig i fyndige formuleringer som “ingen frigørelse uden klassekamp”, og “der hvor jeg kommer fra, er køn noget man er / hvis man ikke er grim.” Eller: “sprog kan signalere tilhør, udelukke, inkludere.”

Andre steder skriver Bech om bestemte udsatte grupper. Som homoseksuelle, om hvordan alle andre seksualiteter end den heteroseksuelle diskrimineres. På landet og i byen, i hans barndomsby Horsens og i hans voksenliv i København. Blandt lavindkomstgrupper og blandt velbjærgede storbymennesker. 

Nogle gange fungerer bogen som vilter og stikkende tekst, andre gange ikke. Når “speltboller” bliver en kritisk livsstilsmarkør er det bare kliché, og der er i det hele taget noget fortegnet over teksten, som ellers synes at ville bryde med netop fortegnede forestillinger. Han er selv inde på det her: “tegner jeg et ensidigt billede af middelklassen? / sommetider // kommer jeg til at generalisere? jep.” 

Det kan jo se åbent og ærligt ud: Jeg er jo også et menneske med fejl og mangler. Men manifestet virker trods sin flossede menneskelighed for ofte ufordøjet, og hvad der er værre: uafklaret med sit eget udtryk. Det er, som om bogen ikke kan finde ud af, om den vil være debatoplæg, en samling af vrede kronikker på korte linjer, eller en litterær tekst. 

Den er under alle omstændigheder bedst, når den distancerer sig lidt fra vreden, som rettes mod alt og alle – underklasse, middelklasse, identitetspolitik, kritik af identitetspolitik, privilegier, privilegieblindhed – og mod den undertrykkelse, som finder sted på så mange niveauer. 

Men ét er at fortælle, at det forholder sig sådan, noget andet er at vise hvordan. Og så det kan mærkes. Det kan det i dén grad, når Bech opgiver sin spredte fægtning og fortæller om sin mor, “mutti”, og om sine ubærlige erfaringer som ung homoseksuel. Eller om sine oplevelser til fodbold som barn: drengeholdet, det heteronormative, patriarkalske klassesamfund i miniature. Her er der fokus, sproglig omhyggelighed, og her kan smerten mærkes. Her løftes den over i læseren. I hvert fald i mig.

Stærkt er det også at læse om Bechs hjemløse position. Hvordan han kommer fra ét Danmark med hjemmerul og dårlige tænder, men nu er del af et helt andet. En klasserejse han har foretaget, og nu er han universitetsuddannet psykolog, har gået på Forfatterskolen og udkommer på Gyldendal. Tre institutioner, som emmer af den autoritet, Bech ikke længere anerkender. På den måde lever han i en form for hjemløshed. Som han skriver: “apropos identitet er jeg / sgu en sært, selvmodsigende blanding af prol og elite.”

Det påvirker også Bechs sprog, der i bogen gerne er enkelt og mundtligt. Det er selvsagt et bevidst valg fra en forfatter af hans kaliber, en vedkendelse af det “prollede”, men noget går tabt med det. En præcision, en kraft. Måske er det også derfor, han – i en slags modstand mod den dannede klasse – ikke udfolder store, grundige analyser af Danmark. I stedet lidt banale og groftskårne signalementer af tilstande og ubalancer, mange læsere allerede kender til.

Nej, det er, når Glenn Bech går tæt på sig selv og giver sig tid til at blive der, at bogen lyser, folder sig ud som en smerteblomst. Og gør dét, den et sted inde i sin egen sammenbidte opkørthed vist gerne vil.

Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. 329 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.