Prøv avisen

Glenn Christians apokalyptiske visioner er raffinerede og effektfulde

5 stjerner

Hæslighedens æstetik hedder det fænomen, at man fremkalder en særlig fortryllelse og fascination i skildringer af det grimme, abnorme og afskyvækkende. Det traditionelle skønhedsbegreb er uinspirerende, banalt og nedslidt, lyder devisen.

Siden den modernistiske digtnings kirkefader Baudelaires ”Les Fleur du mal” (1857) har talrige poeter arbejdet med at fremstille dette ”overraskelsens krydderi”. I dansk sammenhæng er hæslighedsæstetikkens mestre Sophus Claussen, Jess Ørnsbo, Henrik Nordbrandt, Michael Strunge, Thomas Boberg samt som det nyeste skud på stammen Glenn Christian.

Glenn Christian har hidtil skrevet en halv snes værker og har netop udgivet en poesibog med den svært fordøjelige og bizarre titel ”Månen atlas over strandparken avenue”. Den postkortformede bog er på forsiden forsynet med et skriggult billede af et æg samt lyseblå og lyserød skrift, og dette udseende vil nok af de fleste opleves som enten uhyggeligt eller vammelt. Det disharmoniske og ubehagelige indtryk videreføres inde i bogen, hvor man møder et kaos af forskellige layouts fra sider med få abnormt store bogstaver til sider med små gnidrede bogstaver og med et væld af versaler og kursiver.

Hvad står der så i denne grimme bog? Ja, vi møder en række navngivne personer, der alle er grusomme, forkrøblede og/eller forpinte, og som bevæger sig rundt i et uvirkeligt landskab, hvor elementerne fra bogens titel indgår.

Om den sadistiske og magtliderlige psykopat Fløj hører man: ”Fløj vil ha en camp. Fløj vil bure inde. Fløj vil / udsulte / det liv som kommer og plager / sænke plastic ned i lungernes rør. Over / sandbankerne vil Fløj stå / som en konge / følge Solens vedvarende / nedtur. Efterlade lig i vandkanten / med kun latter tilovers. Grine og grine.” Om hans modsætning, offeret Fjer, fortælles det: ”Fjer huskede / sine første år bundet til / sengen / huskede hvordan Fjer / blev fodret / af en handsketung hånd / ja hvordan krummerne / lå i det plastbløde læder / som psykobrune piller.”

Som man ser, formår Glenn Christian med stor sproglig originalitet at udtrykke sine surrealistiske visioner om en hæslig, kynisk og infam verden, hvor enhver form for samhørighed, empati og kærlighed er fraværende. Hvad baggrunden er for denne modbydelige verden, kan man kun gisne om, men at krikken er rettet mod social ulighed, kapitalisme og ødelæggelse af miljøet, er tydeligt. En af Christians apokalyptiske visioner om samfundet som helhed lyder: ”Det gule / som for længst havde / overtaget byen / blinkede neonagtigt mod / Månen / der hang / alene i mørket / som en lomme / propfuld af penge.” Det er flot poesi, som giver stof til eftertanke med hensyn til, hvordan det står til med verdens tilstand, samt om vi i Danmark mon egentlig er verdens lykkeligste folk. Og hæslighedens æstetik har i hvert fald en suveræn og kompromisløs mester i Glenn Christian.